tirsdag den 24. maj 2011

Om ål, hestehoveder og krokodillehaler

Der er ting man aldrig helt kommer til at forstå.
Og en af de ting er for mig briternes glæde ved retten jellied eel.
Det er, som navnet antyder, ål i en slags gennemsigtig gele, der er en ret, der især nydes i Londons East End, hvor den havde sin storhedstid i det 18. århundrede, da ålene var rigelige i Themsen.
Det var fattigmandsføde, der ofte blev serveret sammen med kartoffelmos til at spæde op og fylde en arbejdsmands mave helt op.
Jeg stødte nu ikke på retten i East End, men i Hastings i Sussex, hvor jeg tilbragte en del af weekenden med at stirre ud på havet, gå ture i blæsten og spise god mad.
Ved havnen var en af de traditionelle boder, der sælger fede lyserøde rejer i store pintglas, hjertemuslinger i eddike og så altså også ål i gele, som jeg sandt for dyden aldrig har følt mig fristet til at smage.
Faktisk tilstod fiskemanden, at han selv kun havde smagt denne delikatesse to gange og at det mildest talt ikke havde været en bragende succes. Første gang hadede han det. Anden gang kom kun i stand, fordi han ikke stolede på sine egne smagsløg.
Det kunne jo være, at jeg havde taget fejl første gang, forklarede han.
Men det havde han ikke.
Al ære og respekt til den tilgang, men jeg har det nu sådan, at jeg som en regel bare behøver at smage én gang for at vide om jeg kan lide noget.
Selve tanken er faktisk ikke så tillokkende. Ål kogt i vand og vineddike til ålen afgiver gelatine nok til at lave gele og til overflod smagt til med citron og muskatnød.
Det sælger ikke helt sig selv.
Den grålige farve af kogt ål med skind på i en nærmest gulliggrå gele er heller ikke den helt store visuelle fest, der får smagsløgene til at vibrere af spændt forventning på forhånd.
Ikke desto mindre mener jeg, at man skal forsøge at smage ting i det mindste én gang før man virkelig afskriver dem.
Havde jeg ikke gjort det, ville jeg f.eks. aldrig have fundet ud af, at jeg faktisk rigtig godt kan lide sushi. Eller at østers smager af havvand , at muslinger er fantastiske og at det fuldstændig holder at komme vineddike på sine pommes frites.
Nysgerrighed har bragt mig den nyttige viden.
Og på den konto har jeg smagt mange sjove og interessante ting så som kogt gedestuvning, krokodillehale-cocktail, tørret elefantkød, sorte syltede æg, klipfisk og banansuppe. Ingen af dem oplevelser jeg har lyst til at gentage.
Men i det mindste ved jeg hvad jeg siger nej til og ofte vinder nysgerrigheden over min indbyggede skepsis.
Faktisk er jeg meget lidt kræsen. Jeg bryder mig ikke specielt meget om fiskeæg (torskerogn undtaget men kaviar desværre indbefattet). Og jeg har det princip at jeg helst ikke spiser noget, der kigger tilbage på mig fra tallerkenen. Selv ikke rejer med deres små sorte øjne, der synes at stirre bebrejdende op fra mayonnaisen med blikket indstillet på uendeligt. Øjenløse (hovedløse) rejer glider til gengæld lige ned uden det mindste besvær.
Der er også ting jeg stadig samler mod til at prøve. Haggis og kallun er endnu ikke kommet over mine læber, men jeg arbejder på det.
Men bortset fra disse undtagelser, så er jeg faktisk næsten altid nysgerrig nok efter at opdage nye ingredienser eller smagssammensætninger til at prøve det hele, åbne munden og række tungen ud for at smage noget nyt.
I denne omgang var turen så kommet til ål i gele.
Efter at have berettet om sine egne trængsler med ål, var fiskemanden faktisk så sød at tilbyde mig selv og min ledsager en gratis smagsprøve af ålen så vi kunne smag hvad vi gik glip af.
Min ledsager kroede sig og sprang faktisk fysisk væk, da fiskemanden rakte ålen over disken og mumlede en forfærdelig historie om et tv-program, hvor nogen engang havde kastet et hestehoved i en sø og hevet det op igen fyldt med ål.
Ådselædere var vist nøgleordet i den beretning.
Men jeg havde bestemt, at den dag, hvor ål i gele ikke længere skulle være et mysterium for mig var kommet.
Når alt kommer til alt, er jeg vokset op med de små slimede bæster som en naturlig del af min barndom.
Da jeg var barn havde vi åleruser i søen i nærheden af vores sommerhus og det sjove var, at selv om man havde dem med op til huset i en spand, kunne de faktisk godt stadig forsøge at undslippe og slange sig ned gennem engen til søen igen, hvis ikke min far var hurtig nok til at skære hovedet af dem med sin dolk.
Min lillebror var rædselsslagen for dem og var i en årrække overbevist om, at den der slurpende lyd, der kommer når man lukker vand ud af et badekar faktisk var indvarslingen af en stor åls umiddelbare komme.
En ål, der vel at mærke i hans cirka 4-årige optik formentlig havde meget farlige hensigter med ham.
”Ålen kommer” var som en magisk formular til at få knægten op af badekarret med en hastighed og et bevægelsesmønster man ellers kun ser i gamle stumfilm med Charlie Chaplin.
Min mor stegte gerne ålene på panden efter at have vendt dem i mel og servede dem med stuvede kartofler helt efter forskrifterne, men den første jeg smagte var mudret og så var det slut med ål for mig.
Nu stod jeg her, flere årtier senere og sendte en kærlig tanke til min bror, mens jeg satte en lille trægaffel ned i et stykke gråt ålekød, lukkede øjnene og forsøgte at smage efter om det virkelig var så slemt.
Det var det.
Det smagte af hengemt fisk og sur vineddike og en lille smule af saltvand og slet ikke som noget jeg havde lyst til at spise mere af.
Faktisk var jeg nødt til at gå ind i kiosken ved siden af og købe mig en sodavand til at skylle den grimme smag ud af munden.
Men så ved jeg det og på en måde har jeg også smagt jellied eel tre gange: Første, sidste og eneste gang.





mandag den 9. maj 2011

How (not) to feed a man

Ooops, I did it again

Jeg er for nem.
Hun stod bare der og smilede så sødt til mig og inden jeg overhovedet vidste af det, var jeg stoppet op. Og inden jeg kunne nå at få nogen som helst parader op, stod jeg med en lille kiks i munden med mangochutney med mynte.
Og derfra var jeg selvfølgelig i problemer.

Hårdt plagede læsere af denne blog ved godt, at jeg virkelig har lovet mig selv højt og helligt at rydde ud i forrådet inden jeg køber nye chutneyer og det er sådan set også gået fint nok. Langt hen af vejen eller hvad man nu siger.
Jeg har f.eks. helt tømt et glas med tomatchutney lavet af irske nonner og der er næsten heller ikke flere kapers tilbage.

Så havde jeg lige overnattende gæster i lejligheden, der var så søde og betænksomme at købe tre glas chutney til mig som tak. Så programmet var allerede i fare.

Og nu stod jeg så der. På første dag af The Real Food Festival, madmasse i Londons udstillingscenter Earls Court og lod mig lokke af en smuk indisk kvinde i sari, der fristede med bryllupschutney (ikke serveret med ægtemand, men dog alligevel ret velsmagende), særlige pickles til vildt og aubergine pickles (der er noget nær uundværligt til fish curry).

Okay. Så var jeg nødt til at liiige tage et enkelt glas med hjem. Bare et lille glas med vildt pickles. Det er ikke rigtig chutney, så det gælder ikke helt, gør det?

Men sådan går det jo alligevel aldrig. Simsalabim og et særligt tilbud senere stod jeg med en fin lille sort papirspose med tre glas chutney pakket ind i pink silkepapir.

Jeg havde vel opholdt mig i messecenteret i fem minutter.

Det er jo altid fantastisk at blive lukket ind i en hal, hvor den ene udstilling efter den anden beskæftiger sig med fantastiske råvarer hvad enten der tale om håndlavede ravioli eller walisisk yoghurt med passionsfrugt eller18 måneder gammel parmesanost.

Der er smagsprøver over det hele og på den måde kan det faktisk godt være lidt som at være barn igen og blive lukket ind i en slikbutik, hvor man bare har lyst til at pege på det hele og tage det hele med hjem.

Farverne, duftene, smagen og ikke mindst passionen hos udstillerne smitter en.

Der var kvinden, der havde specialiseret sig i curd, der er en slags creme lavet på smør og traditionelt på citronsaft som man f.eks. kan bruge i kager eller smøre på varmt ristet brød.  Men hun havde givet det hele et lille twist og eksempelvis serverede citron- og lavendel curd og havde andre varianter som eksempelvis lime og geranium.

Der var en familie fra Norfolk, der solgte solide pork pies, men havde fundet ud af at servere dem på en piedestal med bånd og sløjfer om, som var der tale om den mest sofistikerede bryllupskage.

En anden bod, der var sjov, var to fyre, der solgte små hårde og meget smagfulde salamier under det charmerende navn Serious Pig og med sloganet: All in the best possible taste. Ikke til at stå for.

Men den bod, der virkelig tiltrak min opmærksomhed var let og luftig som en cupcake og skrigende lyserød med et kæmpe hjerte på bagvæggen og gratis servering af en luksuriøs gulerodskage.

Så gennemført var det, at selv plasticgaflerne var pink.

Det var en reklame for kogebogen: How To Feed A Man, der faktisk ser ud til at være en smukt indpakket fin lille bog med pudsig grafik og fine opskrifter skrevet af en forfatter med det hærdebrede og solide navn Sasha Butterfly.

Jeg er sikker på at det nok skal blive en bestseller. Bogen er smuk og med den titel vil tusindvis af kvinder sikkert købe den i håb om at her har vi løsningen på alle tiders gåde. Hvad skal man dog give en mand at spise.

Skal man tro det her etablissement, så er svaret gulerodskage.

Standen i sig selv lignede en blanding af et prinsesseslot og en scene fra Sex And the City, men jeg må også sige, at det for mig at se i lang højere grad signalerede noget om hvordan man fodrer en kvinde.

Man skal jo passe på med stereotyper i disse dage, men små lyserøde plasticgafler og kage serveret i et orgie af pink minder mig mere om den slags teselskaber små piger med holder med deres bamser og dukker end en middag man inviterer en mand til.

Måske er det bare mig, der ikke er i kontakt med min feminine side, men hvis jeg virkelig skulle gøre en mand glad, så tror jeg nok jeg ville starte med et stykke godt kød og så arbejde videre derfra.

Jeg kunne ikke lade være med at trække Ms. Butterfly til side og spørge hende om det egentlig handlede om at fodre mænd med alt det lyserøde eller det måske bare var en eller anden kvindelig fantasileg?

Hun fnisede lidt, slog med det lange blonde hår, der stod så fint til den lyserøde t-shirt.

Og så gjorde jeg faktisk noget lidt tarveligt, åbenbart.
Jeg spurgte hende om hun havde hørt om Erica Jong.
Hun rystede på hovedet. Så jeg forklarede at Erica Jong var en fremtrædende feminist og forfatter, der især var blevet kendt i 1970erne. Så vidt var sommerfuglen med.

Og så forklarede jeg, at jeg havde læst i et interview for nylig, at hun efter alle disse år som kvindeligt forbillede og ikon og med al den erfaring med mænd hun nu havde, var blevet spurgt om hun havde nogen råd til hvad man som kvinde egentlig skal stille op med de mænd?

Hvortil hun svarede, og dermed destillerede al sin kvindelige visdom ned til en sætning:
”Feed them and fuck them”.

Ms. Butterfly grinede lidt nervøst og så sig sådan lidt uroligt omkring, da jeg leverede the punchline. Jeg havde egentlig fortalt det i bedste mening, fordi jeg mener det er da et godt råd at have med sig, hvis man skal slå sig op på at man har tjek på hvordan man fodrer en mand.

Det råd er så godt, at nogen burde tage sig tid til at brodere det på en pude.

Men det var helt tydeligt, at jeg ikke havde talt sommerfuglesprog.

”Gulerodskage?”, spurgte hun til sidst og rakte en blomstret papirtallerken over til mig.

Mere var der vel heller ikke at sige om den sag mellem os.

Men jeg kunne ikke lade være med at spekulere lidt på hvordan forbindelsen mellem mad og kærlighed, der jo egentlig ikke er en hemmelighed, på en eller anden måde var meget stillet meget tydeligt til skue på messen.

Bryllupschutney. Brudekage-pork pies og gudhjælpemig om der ikke var flydende chokolade, der var pakket ind i særlige ”Love Packages” (held og lykke med at vaske lagnerne bagefter, siger jeg bare).

Er forbindelsen mellem mad og kærlighed bare så simpel? Er det derfor det kan være trist at spise alene? Og hvis man spiser dårlig mad, elsker man så ikke sig selv?

Eller er det mere sofistikeret end som sådan?

Det kan man jo filosofere over mens man indtager sit næste måltid. Med eller uden chutney.

Når jeg tænker på det, så kan jeg ikke lade være med at huske dengang jeg for første gang i mit liv smagte syltede valnødder med vanilje og appelsin og udbrød, at hvis jeg nogen sinde mødte en mand, der kunne sylte valnødder på den måde, så ville jeg gifte mig med ham på stedet.

Det var nærmest kun halvt for sjov.

onsdag den 20. april 2011

Brødflov på den lækre måde

Det kan vel næppe have undgået nogens opmærksomhed, at Noma igen i år vandt den prestigefyldte førsteplads på San Pelligrinos liste over de 50 bedste restauranter i verden. Foran de to spanske resturanter El Celler de Can Roca og Mugaritz og stakkels Heston Blumental, der med sin Fat Duck i Bray var sendt ned på en femteplads.
Jeg sad selvfølgelig på plads i Londons Guildhall som jeg lykkeligt har gjort i de sidste fire år for at følge den nervepirrende nedtælling, mens jeg kneb mig i armen over at jeg faktisk får penge for at gøre lige præcis det.
Det er fedt at være til stede ved sådanne lejligheder.
At stå ude i gården og forsøge at fange René Redzepi, der altid meget sødt og føjeligt stiller op til interview og siger fine ting.
Det sjovt at fange de indflydelsesrige og nogen gange selvhøjtidelige madanmeldere, som eksempelvis The Evening Standards Charles Campion, der et år betroede mig, at han faktisk ikke brød sig om Nomas mad eller The Observers Jay Rayner, der sagde, at René havde nosser når han serverede tatar, der skulle spises med fingrene i en tostjernet Michelin-restaurant og at det var for dårligt, at El Bulli var taget af listen, bare fordi den storslåede spanske restaurant lukker senere i år.
At overhøre en af mine yndlingskogebogsforfattere og tidligere Masterchef-vinder Tomasina Meyers give interviews og lytte til hvad hun mener om at moderne mexicansk gastronomi er kommet på listen.
Det er i sandhed som at være til Oscar-uddeling for en, der interesserer sig så meget for mad som denne skribent.
Det er stort at sidde i det højloftede lokale og spotte de store kokke, der er fløjet ind fra alle verdenshjørnet og få ny inspiration til hvor man skal spise i det kommende år med det ene billede efter det andet af alskens lækre anretninger. Der var legender som Pierre Gagnaire og Momofukus David Chiang, der havde fløjet ind fra New York og selv de to excentriske herrer Trevor Gulliver og Fergus Henderson, der ejer og driver den ærkebritiske restaurant St. Johns var mødt op iført sygekassebriller og store smil.
Sidste år, da Noma vandt for første gang var det selvfølgelig ekstra spektakulært.
Ikke mindst fordi festen bagefter bød på champagne i store mængder, de bedste kanapeer jeg har smagt i mit liv og specialfremstillede grænseafprøvende cocktails fra bl.a. Noma (med fyrrenålesmag så vidt jeg husker) og The Fat Duck.
Ak, det lyder misundelsesværdigt. Men der er også en anden sandhed om disse arrangementer.
Og det er at man jo skal levere nogen linjer. At man er nødt til at droppe åbningsreceptionen og kanapeerne og sidde med computeren balancerende på skødet inde i den store hal, mens man ihærdigt forsøger at ignorere at en eller anden tekniker tester lydanlægget til dets yderste formåen, mens man leverer til både nettet og den trykte avis, der har tidlig deadline.
Og hvordan man styrter op på scenen når kåringen er overstået for at få en ny frisk kommentar og får den ringet ind til nettet og får serviceret radioavisen.
Der er faktisk ikke plads til virkelig at læne sig tilbage og nyde aftenen.
Men når det hele er overstået, så er der ikke noget man hellere vil end have en drink og lidt at spise. Og det man skal have at spise skal ligesom ikke være en rugbrød med leverpostej.
Det ville være som at have været ude og finde trøfler hele dagen og så gå hjem og æde en markchampignon. Det er bare ikke hvad man har brug for.
Heldigvis var Veuve Clicquot en af aftenens hovedsponsorer, så det var ikke gode drikkevarer, der var mangel på.
Men efterhånden var klokken altså blevet noget med 22 og ikke så meget som en krumme aftensmad havde jeg fået, fordi jeg havde siddet der og skrevet.
Og her var det så, at det i al sin gru gik op for mine to kolleger og jeg, at det eneste der var at proppe i munden efter vi havde siddet og set på hvad man vel nærmest kan betegne som regulær madporno, var Serrano Skinke.
Indrømmet, det var formentlig verdens bedste serrano-skinke som annonceret lavet på de fineste spanske griselår og lagret i fem år. Det smagte godt. Men det gør alt jo når man halvsvimmel af sult står og klynger sig til et champagneglas.
Min kollega handlede resolut og førte os ud i London-natten til en taxi, der kørte os hen til St. Johns Bread & Wine, der er en udløber af den højt berømmede St. Johns (der i øvrigt ligger nummer 41 på listen).
Her måtte vi kunne få stillet sulten og få noget mad, der var aftenen værdig.
Men ak. Sådan kom det ikke til at gå. Vi vidste godt, at vi havde kørt den meget, meget tæt til deadline ved at dukke op sådan cirka klokken 22.50 for en restaurant, der egentlig lukker klokken 22 på hverdage.
De var ved at skure køkkenet ned og der var ikke noget at gøre.
Vi kunne få præcis hvad de lovede i navnet: Brød og vin. Og så med en ostetallerken eller to oven i købet, mens vi kunne sidde og se misundelige til de dampende tallerkener, der ankom til folk, der faktisk havde bestilt deres mad mens kokken stadig var på arbejde.
Det smagte oven på Nomas internationale sejr for anden gang i træk en lille smule af antiklimaks.
Men det var faktisk okay. Selskabet var upåklageligt. Osten var fin. Vinen helt perfekt til aftenen og bortset fra den måske lidt for høje regning, så var det ikke en dårlig måde at falde ned oven på en bevæget aften.
Desværre bliver jeg nok nødt til snart vende tilbage til St. Johns overfor Spitalfields Market. Det menukort så fantastisk ud. Men på den anden side, det gør alt jo når man er så lækkersulten.

tirsdag den 12. april 2011

Curry Wurst, bitte


Alle har hemmelige laster og en af mine mere mærkværdige (og nu ikke længere så hemmelige) af slagsen er tysk junkfood af den næstværste skuffe.

Jeg elsker curry wurst.

Det er klart, at udøvelsen af den mørke kunst som indtagelse af curry wurst er, kræver visse ritualer. Det første bud er, at det skal og må finde sted i Tyskland og allerhelst ved et stop langs Autobahnen. Til nød ved en eller anden grænseshop så som Otto Duborg.

Men det er først og fremmest motorvejsnostalgien, der trækker.

Det minder mig om barndommens bilferier, hvor vi styrede direkte mod Jugoslavien i en lille bitte Fiat for at bo i telt i en måned, fordi det var billigere end at bo i Danmark. Minder mig om andre ferier med andre mennesker, hvor man på en eller anden måde altid kører igennem Tyskland og behandler dette interessante land som en slags korridor på vej mod mere eksotiske destinationer som Rom, Paris, Venezia og Grækenland.

Curry wurst er min måde at anerkende Tyskland på og jeg var nærmest lykkelig, da jeg i sidste uge fik mulighed for at tage en lille road trip fra Dover til Calais og hjem til Danmark.

For så ville vi komme igennem Tyskland og jeg kunne få lov til at dyrke min last. Faktisk gjorde jeg curry wurst til en betingelse for min deltagelse overhovedet i rejsen og jeg var så heldig, at bilens ejer er et særdeles venligtsindet menneske, der tager den slags utidige nykker med knusende ro.

Regel nummer to ved indtagelse af curry wurst er, at den selvfølgelig på ingen måde skal have noget, der bare kunne minde om gourmetagtig tilbehør. Det der virkelig gør måltidet komplet for mig er ikke frisklavede pommes frites eller noget som helst andet, er ligner nyligt tilberedte råvarer. Nej, det skal være den hvide, let syrlige kartoffelsalat, hevet direkte op af spanden med et slask og placeret på tallerkenen med nogenlunde samme fingerspidsfornemmelse som en mand med et trykluftsbor går til en brostensbelægning.

Curry Wurst er egentlig en bastard i sig selv. Opfundet af tyske Herta Hauwer i Berlin 1949, der brugte den klassiske tyske svinepølse, skar den i stykker og overhældte den med en blanding af ketchup, Worcester Sauce (angiveligt bragt til Berlin af britiske soldater) og curry-pulver. Det blev en kulinarisk klassiker af dimensioner.

I dag bliver der langet mere end 800 millioner portioner over disken i Tyskland og der er debat om hvor curry wursten har sit åndelige hjem. Er det i Berlin, hvor retten blev opfundet og man nu kan besøge Deutche Curry Wurst Museum? Eller et det i Düsseldorf, hvor Curry Im Hafen hævder at være Tysklands første regulære curry wurst-restaurant?

Vi kom ikke i nærheden af nogen af stederne i bilen. I stedet stoppede vi på et helt regulært sted, der hed et eller andet med hof i slutningen og hvor der var den helt rigtige cafeteriastemning. En lang disk og en mand, der stod parat til at smide et par pølser på panden og pøse dem til med curry sauce inden han stak skeen ned i spanden med kartoffelsalat.

Den tredje regel med curry wurst er, at der skal være en eller anden form for syltet agurk til. Jeg er klar over, at denne regel er kontroversiel, og ikke helt i overensstemmelse med den mere puristiske tilgang til retten.

Men for mig, så skal der lige være lidt grønt sammen med alt det hvide og røde. En lille syrlig påmindelse om, at alt ikke er lutter curry wurst her i livet.

Og her var det så, at denne, i øvrigt særdeles velassorterede, specielle rasteplads i Tyskland faldt en lille smule igennem. De havde både peberspray, store knive og knipler til salg i en montre når man lige kom ind. De havde fem slags halspastiller (tro mig, jeg købte fire af dem), Ken Follett på lydbog og pornoblade.

Men de havde ikke mere agurkesalat. Ikke så meget som en enkelt lille syltet agurk kunne man opdrive til lige at få sin curry wurst til at glide ned.

Og sådan er det jo tit. Intet er helt perfekt, selv ikke en curry wurst.

Men udsigten over motorvejen i mørke og bilerne, der gled forbi gjorde sammen med den træthed man føler i kroppen når man har brugt et tocifret antal timer i en bil, gjorde faktisk deres til at skabe den helt autentiske stemning.

Da jeg bugserede den sidste klat kartoffelsalat op på gaflen, vidste jeg at uanset hvor den road trip endte henne og hvor lang tid det ville tage at komme hjem, så havde rejsen allerede været en succes for mit vedkommende.

Nogen gange handler det ikke om at komme frem, men hvad man får at spise på vejen.

 Og så selvfølgelig at sørge for at give efter for sine hemmelige laster… bare engang i mellem.

fredag den 8. april 2011

Rød front


Det er, indrømmet, ikke en typisk forårsspise, men jeg havde lige nogen rødbeder i grøntsagskassen, noget oksekød i køleskabet og inden jeg havde fået set mig om var jeg i gang med at lave borscht, russisk rødbedesuppe, der kan staves på lige så mange måder som den kan laves.
Retten stammer oprindeligt fra Ukraine, men den er også en del af det jødiske køkken og har rejst gennem tiden op igennem især Østeuropa.
Hvordan man laver sin borscht er i dag afhængig af personlig smag. I gamle dage handlede det mere eller mindre om at tømme grøntsagskassen og det var da også i den ånd jeg satte suppen over.
Jeg har en meget løs opskrift i min kogenotesbog som jeg kalder Platonisk Rødbedesuppe. Det gør jeg ud fra den græske filosof  Platons dogme om begrebsrealisme, i det her tilfælde påstanden om, at selve ideen om f.eks. rødbedesuppe altid vil være mere ideel end den virkelige rødbedesuppe, der lander i gryden og i sidste ende i den dybe tallerkenen.
Den perfekte rødbedesuppe findes altså alligevel kun som en tanke og når man har erkendt det og hele den materielle verdens illusoriske tilsnit helt generelt, så er man ganske fri til at lege som man vil i køkkenet med begrebet borscht. Noget skal man jo have til aftensmad selv om man tænker store tanker.
Opskriften er kommet til verden mere eller mindre som et patchwork-kludetæppe eller en collage, hvor man fouragerer lidt rundt, i det her tilfælde på nettet, læser en hulens masse opskrifter på rødbedesuppe, låner lidt hist, låner lidt her, finder på noget tredje selv og pludselig står man meget noget, der både er nyt, gammelt og personligt på én gang.
Den anden dag kom det til at se sådan her ud:
Jeg ristede først nogle korianderfrø i gryden for at få smagen frem inden jeg gav dem et par stød i morteren. Den citrusagtige smag gør noget godt sammen med rødbeder. Så kom jeg dem tilbage i gryden sammen med noget olie og fyldte efter med et hakket løg, hakket bladselleri, et par finthakkede fed hvidløg og en rød chili uden kerner. Jeg ville faktisk gerne have smidt en chipotle ned, men jeg opdagede til min skræk at jeg er løbet ganske tør for denne fantastiske røgede chili.
Bagefter kom okseklumperne ved og blev forseglet i varmen, så de ikke smed al deres saft og kraft fra sig. Fire rødbeder havde jeg, og de blev alle sammen revet direkte ned i gryden på rivejern og fulgt af en gulerod og en kartoffel i tern til lige at jævne. Oksefond gjorde hele blandingen mere suppeagtig og jeg supplerede med lidt tomatpure, en velvoksen teskefuld røget paprika og et bundt frisk timian som jeg lige bandt en snor om, så jeg kunne fiske den op igen når den havde udtjent sin værnepligt.
Så lod jeg hele herligheden passe sig selv ved svag varme i et par timer. Efter den tid var kødet trevlet og stadig saftigt. Jeg fiskede klumperne op en for en og blendede suppen inden jeg hældte dem tilbage igen.
Så var der serveret af denne rødviolette herlighed, der kun blev smukkere af at blive dekoreret med en ordentlig klat hvid peberrodssauce.
Platon ville garanteret have spist med lige så stor fornøjelse som mig.
Eller Lenin.

søndag den 3. april 2011

Pigen man kunne drikke

Det kan godt være, at man gik her og troede, at The Girl from Ipanema var en sang. En ganske succesfuld og melodisk afslappende en af slagsen, der vistnok sikrede både komponist Antioni Carlos Jobim og tekstforfatter Vinicius de Morces en sikker indtægt for resten af livet og den 15-årige pige Heloísa, der inspirerede sangen berømmelse, der stadig er gældende i Brasilien selv om sangen blev skrevet i 1962.
Men det er faktisk også en drink.
Det fandt jeg ud af i lørdags, da jeg sad i den ærefrygtindgydende cocktail-bar på The Langham Hotel.
For lige at placere The Langham i verdensbilledet, så har det femstjernede hotel eksisteret siden 1865 og det er blandt andet her den fabelagtige kok Michel Roux Jr. og hans far Albert Roux driver restaurant sammen. The Palm Court, hotellets te-salon kan blære sig med at være stedet, hvor den traditionelle Five o’ Clock Tea blev opfundet for mere end 140 år siden.
Men den her eftermiddag befandt jeg mig ryggesløst i The Artisian, der er en cocktail-bar for viderekomne, sammen med en ven, der havde adskillige ting at fejre.
Der var mange ting at falde på halen over: Lokalet, der var smagfuldt indrettet med et lille nik til kineserier, den særdeles velassorterede bar, der med vægten på rom sørger for virkelig at have varen til et meget kræsent publikum.
Man kan eksempelvis købe sig et shot vodka lavet af vand, der er opsamlet 1000 fod under en uddød vulkan i New Zealand eller sippe lidt af  en Havana Club Maximo Anejo (300£ flasken).
Eller man kunne lade sig imponere over bartendernes –og her bruger jeg betegnelsen løseligt – uniformer, der bestod af skinnende brokadeveste, lyslilla slips og upåklagelige manerer. Der er også en vis stil over et etablissement, der serverer alt på håndbroderede stofservietter med et smukt svunget a i skråskrift.
Alt sammen var meget fint, men der, hvor The Artisan virkelig rykkede, var på menukortet. Da tjeneren kom hen efter fem minutter, var jeg først lige kommet frem til side to, fordi jeg sad og faldt i staver over de poetiske beskrivelser og sjove navne til drinks.
Diamond Swizzle, Silver Needle Swizzle, BBC Cocktail, Tea Punch, Alice in Wonderland (opfundet selvfølgelig for at fejre udgivelsen af bogen i 1865) Best Kept Secret, Diamond Life. Navnene alene kunne få en til at sukke en smule og stirre ud på London gennem vinduet og lade sig transportere til fjerne og eksotiske steder.
Jeg sad og læste den ene poetiske beskrivelse efter den anden og historier om drinks som barkortet forsikrede ikke bare var blandet af bartendere, men faktisk designet af højtærede kunsthåndværker-mixologer.
Til overflod kunne man, hvis man var i vildrede om hvad man skulle vælge, orientere sig på et diagram alt efter om man længes efter noget forfriskende, let, delikat eller mere rigt i smagen og på den måde finde den perfekte drink til hvad humør man end var i.
Til sidst valgte jeg en Girl from Ipanema, fordi jeg altid har haft en hemmelig svaghed for bossanova. Noget skulle det jo være, jeg kunne ikke blive siddende der i en halv time og læse om rom fra Cuba, Den Dominkanske Republik, Barbados og Jamaica i evigheder. Jeg var jo faktisk kommet for at få en drink.
Efter meget gøren og laden og rysten af sølvcocktail-mixere ankom herligheden til bordet. Og den var smuk. Både af udseende og smag. Det var i al sin geniale enkelthed Cachaca Beijo Flor hældt over en kugle citronsorbet og serveret ved bordet med en stor muslingeskal fyldt med pulveriseret pistacienød, som man så kunne dosere efter behov med en lille sølvske.
Konceptet med drinks og sorbetis holder hele vejen hjem efter min mening. Jeg var engang ude og besøge Beefeater Gins destilleri i London og der blev jeg præsenteret for en guddommelighed med Beefeater 24 gin, vaniljelikør og citronsorbet.
Siden da er en ikke ubetragtelig del af min tankevirksomhed gået med at opfinde en lejlighed, hvor jeg kan komme til at servere noget lignende. Det er ligesom alligevel lidt over the the top på en onsdag aften i det nordlige London.
En skønne sommerdag, måske ude i mit sommerhus, mens man sidder og ømmer sig over at have fået alt for meget sol nede ved stranden i løbet af dagen og venter på at grillens gløder får den rigtige orange farve, så man kan smide et par velvoksne bøffer på. Så kunne det måske lige passe.
Cachaca, der vel er den brasilianske nationaldrik, er i øvrigt lidt ligesom rom i den forstand at det også er lavet på sukkerrør, men hvor rom er lavet på raffineret sukker, er cachaca lavet på den rå version. Beijo Flor er ikke, som man måske ved første øjekast kunne tro en blomst. Det er den lille fugl, der spiser dem: Kolibri på portugisisk.
Ja, jeg er en nørd når jeg slår den slags ting op, men jeg har forliget mig med tanken om det.
Jeg har en flaske stående i mit barskab og normalt plejer jeg at lave en ret heldig sommerdrik med cachaca, passionsfrugtsirup, citronssirup, knust is og lidt mynteblade, hvis der virkelig skal være fest. Hvis jeg selv skal sige det, så virker den.
Men okay. Jeg er ikke miksologist og jeg måtte se mig slået i lørdags af pigen fra Ipanema.
Hun smagte vidunderligt, og den eneste ting jeg egentlig havde at udsætte var, at den (hun?) formentlig ville have smagt endnu bedre, hvis jeg rent faktisk havde drukket den på Ipanema Beach mens solen var ved at gå ned og man kunne sætte fødderne i det varme sand og se ud på bølgerne. Og menneskene på stranden.
Men man kan jo ikke få det hele. I hvert tilfælde ikke på én gang.
Til gengæld var det desværre ikke noget problem at få en barregning. Inden jeg havde set mig om var drinken væk og jeg var 15£ fattigere.
Det var alle pengene værd, men det er nok ikke et sted man skal gå hen for at lægge bunden til en glad aften i byen.
Med mindre ens far er oligark og det er min ikke.


onsdag den 23. marts 2011

Om baoziens mystiske dragende kraft



Lige pludselig kan man få en prik.
Et behov, der må og skal opfyldes her og nu. Ellers går man til grunde eller mister i det mindste koncentrationen indtil det bliver mættet.
Sådan har jeg det bare engang imellem med baozi.
Jeg smagte dem første gang i en park i nærheden af zoologisk have i Tokyo inden jeg overhovedet vidste hvad det var.
Det var en råkold grå dag i marts, jeg var lidt småsyg  og jeg havde brug for noget varmt at sidde med i tågen, mens jeg overvejede hvordan jeg overhovedet skulle få kræfter til at tage metroen tilbage til hotellet og lægge mig med feber.
Der stod der så en smuk gammelmor med langt glat sort hår og milde øjne i nærheden af et tempel og solgte disse ufarligt udseende bløde hvide puder af dampet brød. Det var lige hvad jeg havde brug for. Invalidemad.
Brødet var præcist så klægt, hvidligt og sødt som man kan få brug for når man synes verden er al for stor og man selv er en lille én. Sådan noget, der slet ikke har nogen struktur, men bare smelter og klæber sig fast til ganen, mens man pludselig når ind til overraskelsen inden i.
I det her tilfælde i Tokyo var det hakket svinekød med krydderier og det var en himmelsk mundfuld jeg stadig kan huske længe efter jeg har glemt dusinvis af dyrere og mere indviklede måltider.
Jeg kan huske tågen og følelsen af kulde i fingerspidserne, mens jeg pakkede bollen ud af tyndt hvidt silkepapir og mærkede den første hvinende søde mundfuld der senere blandede sig med den krydrede svinekød, der smagte lidt som fyldet i min barndoms fryseforårsruller, bare hundrede gange bedre.
Det var i dén grad hvad jeg havde brug for lige der.
Der gik faktisk et stykke tid inden trangen kom over mig igen. Jeg glemte næsten baoziens eksistens, blandt andet fordi jeg ikke naturligt drages mod det kinesiske køkken, men har tendens til at hælde mere mod thai, hvis jeg skal have asiatisk mad.
Men alligevel må de hvide boller, der blev opfundet af den kinesiske krigsherre Zhuge Liang for at formilde krigsguderne engang for omkring 1800 år siden, have klæbet sig fast til min underbevidsthed.
Pludselig vågnede jeg op en morgen og der var intet at gøre. Behovet for baozi var uafviseligt og da jeg stadig ikke vidste hvad de hed eller hvor jeg skulle skaffe nogen henne, var jeg nødt til at lave nogen selv.
Jeg kunne vagt huske, at jeg havde vistnok set en opskrift på noget lignende i en Jamie Oliver-kogbog. Det blev et projekt, et udstyrsstykke.
Først erhvervede jeg mig kogebogen (jeg huskede rigtigt), så investerede jeg i en rigtig bambusdamper og først da kunne jeg begynde at købe råvarerne.
Det tog faktisk det meste af en dag, men så havde jeg de smukkeste baozier. Okay, de var måske lidt kluntet formede i forhold til den japanske perfektion, men hovedsagen var, at de ramte helt plet og dækkede et behov.
Fyldet var en hakket svinekotelet marineret i chili og appelsinsaft med kinesisk femkrydderi, hvidløg, ingefær, hoisinsauce og dampet med kaffir limeblade.
Smagsmæssigt var det en triumf.
Det er flere år siden og jeg har i det mindste brugt min bambusdamper til alt muligt andet i mellemtiden, selvom jeg vistnok ikke har haft Jamie Oliverbogen fremme igen.
Men pludselig kom det over mig igen.
Jeg havde været til fødseldagsfest på en bar i Soho her i weekenden uden at få aftensmad og pludselig var det eneste jeg kunne tænke på de der kinesiske boller.
 Det eneste jeg kunne gøre ,var at trække min hårdt plagede ledsager med ind i China Town en fredag aften lidt før midnat, mens jeg fablede om den her kinesiske specialitet.
Jeg var ikke klædt ud, men det kunne jeg lige så godt have været, og det kunne have været en voksen udgave af fastelavn.
Hvis jeg ingen boller får, så bliver der ballade.
At gå hjem uden at have fået de boller i maven var ikke en mulighed.
Og på den måde endte vi hos Young Cheng i Lisle Street. En helt almindelig beskeden Kina-restaurant uden nogen som helst fancy stillen sig an. Papirduge på bordene, ikke en udstoppet stofdrage i sigte og hvide plastic spisepinde.
Jeg fandt bollerne på spisekortet og for en god ordens skyld bestilte vi også et par dumplings og en lille forårsrulle. Men da baozierne kom, var de selvfølgelig hovedbegivenheden.
De var som de skulle være: Bløde, hvide og eftergivende med et krydret center af svinekødslunser med barbeque-smag.
Lige i det øjeblik ville jeg ikke have byttet det væk med noget måltid i verden og jeg tror faktisk også jeg fik omvendt min ledsager.
Og det er hvad en barzoi kan. Den kan fylde lige præcis det hul man har i maven, der længes efter en barzoi og på den måde er det faktisk en meget zen-agtig spise.
Det var en af den slags øjeblikke, hvor man knuselsker London fordi det kan lade sig gøre at sidde i ChinaTown en fredag aften ved midnatstid og få stillet en lyst, der på en gang er særdeles enkel, men ville have været ufattelig kompliceret at få stillet, hvis man nu boede et andet sted.
Da regningen kom sammen med en appelsin i både, var der faktisk ikke noget som helst at klage over i hele verden.