mandag den 27. juni 2011

Om at være guest star i sit eget køkken

Det er ikke fordi vi ikke elsker hinanden, mit køkken og jeg.
Men det føles som om vi har været så længe væk fra hinanden, at der nærmest har været tale om en tvangsfjernelse.
Det er selvfølgelig aldrig med vilje, den slags, men der har været rejser, festivitas, sene aftener med take-away, andre sene aftener med restauranter og mere fest.
I weekenden var jeg med en ven på besøg på den legendariske River Cottage, kendt fra tv og drevet af den formidable kok, entertainer og korsfarer for anstændig mad Hugh Fernley-Whittingstall.
Han begyndte sin kulinariske karriere hos en af Londons bedste italienske restauranter The River Cafe, men var efter eget udsagn for rodet og for udisciplineret til det store køkken.
Efter nogle år flyttede han til Devon og besluttede sig for at leve af bæredygtige og helst hjemmedyrket mad på sit eget lille landsted ved en lille flod: River Cottage. Det er der kommet en række tv-programmer ud af og River Cottage er i dag en millionforretning, der har masser af ansatte og middagservering, der er helt sat i system.
Der er to måder at spise River Cottage-mad på. Man kan dukke op i The River Cottage Canteen i Axminister, Devon, hvor der er frokost og middagsservering i et lyst, højloftet lokale med rå vægge og menuen skrevet ned på en stor tavle.
Foran i butikken er der deli, hvor man kan købe chutney (ja, der røg et enkelt glas ned i tasken, indrømmet), lækkert brød, lokale oste, skinke, pies, salater, kager, vin og så selvfølgelig alle de kogebøger og dvder, der hører til River Cottage-konceptet.
Den første dag ankom vi i kantinen til frokost og fik serveret en ganske fin, om end lidt tør bruschetta med bredbønner og en mild smuldret gedeost og en burger, der bestod af  River Cottage-kød og blev reddet fra at være helt fantasiløs af en glimrende sommercoleslaw med Nigella-frø og hvidløgsmayonnaise.
Til dessert delte vi en Raspberry Fumble, der vist var en variation over Raspberry Fool-konceptet. Mild cremet yoghurt rørt op med pisket fløde med friske saftige hindbær og et drys af hasselnøddekiksekrummer.
Aftenen efter var det den store begivenhed. Selve besøget på River Cottage-farmen.
Man ankommer til en parkeringsplads og bliver så hentet på en ladvogn af en traktor og kørt ned af bakken til den lille hvide farm med den fine køkkenhave.
Det meste af maden var hele turen til Dorset værd.
Måltidet gik i gang med en krabbebisque, der var rig, men ikke for fed fordi smagen blev afbalanceret af tomat og anis fra den fennikel, der var tilsat under tilberedningen. Den orange suppe var drysset generøst med hvidt krabbekød i flager og blev serveret med godt hjemmelavet surbrød.
Hovedretten var højdepunktet. Oksekød stegt så mørt, at det faldt fra hinanden og samlet igen i en ballotine, vendt med estragon og serveret med jus, ovnstegte rødbeder, kapers og en våd polenta er ret tæt på at være min ide om en perfekt hovedret.
Desserten var en sommervariation over den trifli briterne elsker så højt. Denne her indeholdt stikkelsbær, hyldeblomst, flødeskum og en gul vaniljecreme lagt i lag med hasselnøddekrummer.
Bagefter var der oste. En hjemmelavet ricotta var særlig interessant, men ellers var der en blød Dorset brie og en blåskimmel, der passede perfekt til de syltede valnødder, der blev sat på bordet sammen med chutney.
På alle måder en kulinarisk triumf. Men alligevel ikke en hel perfekt aften.
Vi sad i et telt og trækken gjorde det virkelig koldt og servicen var til tider mere end uopmærksom. Brødet til ostene på vores langbord måtte vi gå ind og spørge efter og der var flere gange, hvor ting blev glemt eller kom for sent.
Hovedretten kom eksempelvis først da vi havde siddet ved bordet i næsten halvanden time. Hvilket betød, at vi måtte skynde os op til vores taxi ved 23-tiden og ikke nåede kaffe og petit fours.
Og der var heller ikke meget rundvisning på selve farmen og tale om hvordan det hele fungerer, selv om man selvfølgelig var velkommen til at vandre op og kigge lidt på grisene med sit glas med velomsthyldeblomstechampagne i hånden. Hvilket vi gjorde.
Nu er jeg glad tilbage i mit eget køkken og hvor har jeg savnet det.
Jeg har rejst så meget at jeg har to kufferter kørende i soveværelset. Nogen gange flytter jeg så lidt tøj fra den ene til vasketøjskurven og pakker den anden. Som jeg skal i morgen igen.
Men for en enkelt aften er jeg guest star i mit eget køkken.
Jeg har smidt et fire kyllingeunderlår i ovnen og drysset dem gavmildt med den særlige version af sommertimian, der har større blade med en helt særlig sødlig parfumeret og alligevel spids duft. Bagefter har jeg klemt en halv citron ud over dem, dryppet med olivenolie og krydret med groft salt. For at presse citronen til det sidste rev jeg skallen ud over kyllingerne.
Ved siden af dem har jeg lagt et bundt nye friske gulerødder, der også har fået timian over sig sammen med olivenolie og en ganske lille smule honning.
Jeg serverer det med sprød grøn salat, der lige har fået et lys af en vinagrette.
Til forret er der bruschetta på skiver af mørkt brød hjembragt fra River Cottage og dekoreret med de grønne bredbønner, der var i grøntsagskassen. Jeg har taget dem ud af deres lidt hårde omsvøb og blandet dem op med feta, finthakkede forårsløg, en anelse finthakket mynte, kværnet peber og olivenolie med citron og nu mangler jeg bare at min middagsgæst banker på lige om lidt.
Jeg elsker at tusse rundt. I morgen er det slut igen, når jeg igen er på farten og må rejse til den landsdel, der har mindst grøntsager af alle steder jeg nogen sinde har besøgt.
Skotland er et sted, hvor man godt kan få skørbug, tror jeg.

søndag den 12. juni 2011

Wagamama-autisme

Man skal selvfølgelig altid passe på med at selvdiagnosticere, men jeg tror vist ikke der er nogen tvivl om, at jeg lider af en sygdom, man vel kan kalde Wagamama-autisme, fordi den har det med at manifestere sig på den japanske restaurant-kæde, der er fordelt rundt omkring på utallige steder i London.

Det fungerer på den måde, at jeg kommer så tit, at jeg kender menuen ud og ind og at jeg altid bestiller det samme. Ellers bliver jeg utryg ved situationen på den der Dustin Hofman-måde fra Rainman, hvor jeg er lige ved at stave til V-E-R-N og lave en scene, hvis der er nogen der laver noget om.

En sjælden gang har jeg forsøgt at eksperimentere med deres specialtilbud, men det ender altid ulykkeligt med at jeg alligevel sidder og ønsker at jeg havde holdt mig til programmet og bestilt den sædvanlige nummer 100 (Chicken Gyoza) og en nummer 44 (Ginger Chicken Noodles) og en stor æblejuice med lime. Det virker for mig og min medautist, der er kommet der så tit sammen med mig, at vi kan bestille for hinanden i søvne. (en nummer 100, en 66 og danskvand uden is, men med skruelåget på).

Jeg kan ikke lade være med at tænke på science-fiction-forfatter Douglas Adams, der fortalte om hvordan menneskeheden havde bygget den mest komplicerede computer, der nogen sinde var set i universet og da den endelig stod færdig spurgte de den om én eneste ting: Hvad er meningen med livet?

Computeren regnede og regnede og regnede på det i så mange generationer, at man nærmest havde glemt hvad man havde spurgt om, da svaret endelig kom.

Det var 42.

Så hvorfor ikke en nummer 44 fra Wagamama?

På en måde er det underligt med dette anstrøg af autisme, for jeg er normalt en eksperimenterende, grænsesøgende, videbegærlig spiser af alle mulige ting. Jeg er den, der i det mindste forsøger at smage på noget nyt som f.eks. lakrids med habanerochilier som jeg købte af ren og skær nysgerrighed her i weekenden.

Men når det bliver fredag aften og jeg har kværnet den rituelle halvanden eller to kilometer i poolen, så vil jeg bare have dampbad, tryghed, nudler og biograffilm når jeg står op af vandet. Og det får jeg så som en regel. I nævnte rækkefølge.

Man kan gå på restaurant på rigtig mange måder. Det kan være en højtidelig affære som det eksempel altid har været og er, hvis jeg er i selskab med mine forældre.

Det kan være uformelt sammen med venner, funktionelt på forretningsrejser, når man sidder alene med en bog som et værn mellem en selv og omverdenen. Det kan være nydende og sensuelt sammen med det rigtige selskab.

Det kan være professionelt. Og det kan tilfredsstille forskellige behov.

Der er tusindvis af steder, hvor man kan få stillet sin sult  i London. Steder, hvor man kan blive overrasket, begejstret, skuffet alt efter humør og kokkens formåen.

Somme tider finder man nye steder. Andre gange har man bare brug for at finde tilbage til steder, der har gjort en glad, opfyldt et bestemt behov på et bestemt tidspunkt. Og så er det bare med at finde listen frem over steder, der virker.

For mig er der etablissementer jeg bliver ved med at vende tilbage til igen og igen, fordi de gør et eller andet for mig. Listen er personlig og reflekterer ikke nødvendigvis det ypperste en af verdens gastronomiske hovedstæder kan opbyde inden for kulinarisk kunst. Og det smukke ved den er, at den ikke er fuldendt. Jeg bliver ved med at opdage nye steder og er så heldig at folk ved, at jeg interesserer mig så meget for mad, at det stort set altid er umagen værd at foreslå et nyt spisested til mig.

Den bedste restaurant i hele verden er for mig Petersham Nurseries, der har den australske Skye Glyngell som kok. Jeg har tidligere omtalt stedet her på bloggen (se det værste og det bedste) og vil egentlig bare tilføje, at hvis en restaurant nogensinde skulle reflektere det perfekte kærlighedsforhold, så ville det være Petersham. 

Man nærmer sig andægtigt. Det er smukt, poetisk, jordbundet, eksotisk, overraskende, generøst, quirky, intelligent, afslappet og passioneret på samme tid.  Jeg er aldrig ankommet uden forventningens store glæde og har aldrig nogen sinde forladt stedet uden at være tilfredsstillet  i sjæl og krop, let om hjertet og i en tilstand af at have lagt alle forbehold til side og hengivet mig til nydelsen.  

Sidst jeg var på besøg der fik jeg grillede peberfrugter til forret, havtaske med hjertemuslinger i tomatsauce med aioli, der havde det ekstra twist, at der var hakkede ristede mandler i til at give det struktur. Det var himmelsk.
Til dessert var der en fuldfed, cremet og blød italiensk skimmelost med rødvinskogte figener. Det var en fest, der kun fortsatte på spadsereturen langs floden derfra, hvor man kunne dufte de første hyldeblomster.

Jeg elsker mexicansk mad, men foretrækker at gå langt uden om den sædvanligvis tunge britiske texmex-fortolkning der har for vane at  indhylle tortillas i tæppe af smeltet cheddarost af en konsistens man formentlig ville kunne indkapsle atomreaktorer i. I stedet smutter jeg gerne ned i kælderen til den britiske Masterchef-vinder Thomasina Meiers Wahacha, hvor man kan købe mexikansk streetfood til rimelige priser. Til frokost kan man købe en blød hvid bolle med trevlet, krydret svinekøb, løg i lage og den bedste frisklavede guacamole jeg har smagt uden for Mexicos grænser. Hvis jeg er der om aftenen, ryger der næsten altid en tamarind-Margarita ned fordi jeg elsker den sur-søde smag.

Til mere dagligdags mexicansk brug kan jeg finde på at smutte ind forbi fastfood-kæden Chilango og købe mig en burrito med steak eller trevlet svinekød. Den bliver serveret som en fed rulle i stanniol og det er en kunst at spise den med dens fyld af kød, korianderris, bønner, salsa, creme fraiche, revet ost og guacamole uden at spilde en dråbe ned af sig.

Når det gælder thaimad er Eatthai Busaba i Soho det eneste sted for mig. Man kan aldrig bestille bord der, og der er altid kø ud på gaden for at få pladser ved de store fælles borde. Men maden er himmelsk og altid ventetiden værd.  Jeg elsker at spise deres stegte tigerrejer til forret, nudler med kinesisk broccoli og røget kylling til hovedret og skylle efter med en Guava Collins.

Hvis jeg virkelig trænger til noget hurtigt og let hjemme i Golders Green, er det næsten altid Dizengoff, den jødiske swarma-bar/restaurant, der må holde for. Jeg kommer der så tit, at jeg nærmest rutinemæssigt diskuterer metafysiske spørgsmål med personalet og kokken bare spørger om jeg skal have det sædvanlige inden han smider kyllingefilet Dizengoff (opkaldt efter et kvarter i Tel Aviv, der igen er opkaldt efter en tidligere borgmester i samme by) på grillen, efterfulgte af et laffa (fladbrød) og øser auberginesalat op i en lille beholder for sig.

Skal det være lidt sundere elsker jeg at spise hos Ottolenghi, der blandt andet bor i Islington og serverer små lækre tallerkener med mad, der er sat sammen i smagskombinationer man aldrig ville have forestillet sig skønheden af. 

Sidst jeg var forbi, fik jeg havaborre med hyldeblomstevinagrette og kartoffelgalette, auberginesalat med ristede hasselnødder, yoghurt, mynte og granatæblekerner og endelig friske asparges med andeæg og mayonnaise lavet på verjus. Sommetider er det bare nok at smutte forbi og hente en stor salatboks, tage den med hjem og fortære den i nydelse. 

Den virkelige fare ved Ottolenghi er hans vanvittigt gode kager. Det er en kamp at undgå den legendariske chokoladekage med Baileycreme eller hans uovertrufne passionsfrugtmarengspie.

I Charlotte Street ligger den italienske El Pescatore, der er kendt for sin spaghetti med hummerkød og friske cherrytomater. Længere nede af samme gade ligger den japanske Roka, der har lagt tallerken til en intet mindre end genial tuntartar og i kælderen serverer den bedste Mojito jeg nogen sinde har fået. Og jeg har endda været i Cuba flere gange.

For indisk mad er der The Bombay Bicycle Club, der er venlig nok til at udbringe hvor jeg bor og så har jeg for nylig, takket været en god ven, været på den Michelin-stjernede Tamarind, der serverer en mango-lassi, der er så god, at man nærmest er nødt til at blive ved med at smage på den hele tiden, fordi man ganske enkelt ikke kan fatte, at den virkelig er så god.

Det er ikke længe siden en god kollega introducerede mig for det kinesisk mirakel, der er Yautcha i Soho. Aldrig har jeg fået så interessant kina-mad med så meget smag, finesse og udsøgt betjening. Baozi-boller med vildt var et højdepunkt, der allerede har fået mig til at drømme om hvornår jeg kan komme tilbage igen.

Men dette er i virkeligheden bare et lille udpluk af mine såkaldte fall-back places. De steder, hvor jeg ved jeg kan få en fremragende oplevelse og den mad på bordet jeg lige er i humør til.

Der er mange flere på listen, i og uden for London. Steder, der kun venter på at blive opdaget og blive føjet til de faste favoritter.

Jeg bliver ved med at være en slags underlig blanding af opdagelsesrejsende og autist. Måske er det bare sådan det må være, når man er trygheds- og oplevelsesnarkoman på samme tid.

Jeg er bare sådan en, der bestiller en nummer 44 og har chililakrids i tasken, fordi jeg simpelthen var nødt til at finde ud af hvordan det lige smager.


fredag den 3. juni 2011

Make cupcakes, not war

Jeg er forelsket i historien man kunne læse i dag i flere britiske aviser om hvordan James Bonds gamle arbejdsplads, efterretningstjenesten MI6 er gået nye veje i bekæmpelsen af terror.

MI6´s  computereksperter har angiveligt haft held med at hacke sig ind på et af Al Qaidas internetmagasiner og erstatte opskriften på hjemmelavede sprængstoffger med en anvisning på hvordan man bager cupcakes.

Det er da smukt: Bekæmp bomber med bagværk.

Det ærgerlige er selvfølgelig, at historien nu er kommet frem og der derfor formodentlig så desværre ikke er flere terroristaspiranter, der hopper på den mere. Sikke en skam. Jeg havde virkelig set frem til at kunne læse en hel diskussionstråd om hvordan man smugler smørcreme igennem sikkerhedskontrollen i lufthavnen og om man skal have glimmer eller sukkerfigurer på sine bomber for at bortlede politiets opmærksomhed.

Man ser for sig bombebæltet bestående af tre chokoladecupcakes og måske en enkelt vanilje med hindbærcreme for virkelig at gøre skade.

Det er en mørk aften og en gruppe hætteklædte terrorister bryder ind på et kursted med afmagrede kvinder, der lever af karsesuppe og kolde afvaskninger på 14. dag  i et fortvivlet forsøg på at få en krop, der ligner noget, der photoshoppet.

”Frigiv vores brødre fra Pakistanske fængsler nu, ellers! Vi har cupcakes, og vi er ikke bange for at bruge dem!”

Hvem skal man tilkalde? Hvem kan uskadeliggøre en håndfuld kaloriebomber med fare for figuren? Skal politiet i virkeligheden overveje at omskole bombehunde til kagehunde?

Den oplagte oprustning vil uundgåeligt følge med lagkage efter kageterroristerne vil forsøge at overgå hinanden i udspekulerethed. Konditorier vil blive kampzoner.  Othelloer, mazariner og drømmekager vil for fremtiden blive sidestillet med masseødelæggelsesvåben.

Ingen vil længere kunne sige ordet brownie uden at skutte sig ved tanken om hvad sådan en ting kan betyde i hænderne på skrupelløse mennesker.

Ak. 

Jeg bagte endda op til weekenden, inden jeg vidste bedre. Ganske vist kun minimuffins som jeg har fiflet mig frem til efter en opskrift på siciliansk appelsinkage. Men alligevel. Kagevold er kagevold og med overtoner, der smager af mafia var det problematisk.

Faktisk skulle jeg have holdt picnic med nogen søde kolleger i parken i nærheden af hvor jeg bor her i London, men vejret var ikke med os, så vi sad inden for og lod som om det var solskin, mens vi sippede den fantastiske drink Pimms, spiste picnicmad, smadrede et par stole og hvad man nu ellers gør ved den slags lejligheder.
Pimms er en britisk opfindelse som man ikke skal forsøge at forstå. Man skal bare drikke og så nyde hvordan man gradvist og meget sommerligt kommer i fantastisk humør.
Det er en slags eliksir, der skal blandes op med lemonade og hældes i en stor kande sammen med mynteblade, jordbær, agurker, appelsinskiver og uhæmmede mængder af isterninger.

Smagen er en lille smule medicinsk, for måske at understrege hvor godt det er for en at drikke Pimms.

Det lyder lige så bizart som en tidlig Monty Python-sketch, men akkurat lige som dem, virker det og det fremkalder efter en del indtagelse hjertelig latter.

Og det har man vel brug for i en verden, hvor kager pludselig kan blive dødbringende våben.

tirsdag den 24. maj 2011

Om ål, hestehoveder og krokodillehaler

Der er ting man aldrig helt kommer til at forstå.
Og en af de ting er for mig briternes glæde ved retten jellied eel.
Det er, som navnet antyder, ål i en slags gennemsigtig gele, der er en ret, der især nydes i Londons East End, hvor den havde sin storhedstid i det 18. århundrede, da ålene var rigelige i Themsen.
Det var fattigmandsføde, der ofte blev serveret sammen med kartoffelmos til at spæde op og fylde en arbejdsmands mave helt op.
Jeg stødte nu ikke på retten i East End, men i Hastings i Sussex, hvor jeg tilbragte en del af weekenden med at stirre ud på havet, gå ture i blæsten og spise god mad.
Ved havnen var en af de traditionelle boder, der sælger fede lyserøde rejer i store pintglas, hjertemuslinger i eddike og så altså også ål i gele, som jeg sandt for dyden aldrig har følt mig fristet til at smage.
Faktisk tilstod fiskemanden, at han selv kun havde smagt denne delikatesse to gange og at det mildest talt ikke havde været en bragende succes. Første gang hadede han det. Anden gang kom kun i stand, fordi han ikke stolede på sine egne smagsløg.
Det kunne jo være, at jeg havde taget fejl første gang, forklarede han.
Men det havde han ikke.
Al ære og respekt til den tilgang, men jeg har det nu sådan, at jeg som en regel bare behøver at smage én gang for at vide om jeg kan lide noget.
Selve tanken er faktisk ikke så tillokkende. Ål kogt i vand og vineddike til ålen afgiver gelatine nok til at lave gele og til overflod smagt til med citron og muskatnød.
Det sælger ikke helt sig selv.
Den grålige farve af kogt ål med skind på i en nærmest gulliggrå gele er heller ikke den helt store visuelle fest, der får smagsløgene til at vibrere af spændt forventning på forhånd.
Ikke desto mindre mener jeg, at man skal forsøge at smage ting i det mindste én gang før man virkelig afskriver dem.
Havde jeg ikke gjort det, ville jeg f.eks. aldrig have fundet ud af, at jeg faktisk rigtig godt kan lide sushi. Eller at østers smager af havvand , at muslinger er fantastiske og at det fuldstændig holder at komme vineddike på sine pommes frites.
Nysgerrighed har bragt mig den nyttige viden.
Og på den konto har jeg smagt mange sjove og interessante ting så som kogt gedestuvning, krokodillehale-cocktail, tørret elefantkød, sorte syltede æg, klipfisk og banansuppe. Ingen af dem oplevelser jeg har lyst til at gentage.
Men i det mindste ved jeg hvad jeg siger nej til og ofte vinder nysgerrigheden over min indbyggede skepsis.
Faktisk er jeg meget lidt kræsen. Jeg bryder mig ikke specielt meget om fiskeæg (torskerogn undtaget men kaviar desværre indbefattet). Og jeg har det princip at jeg helst ikke spiser noget, der kigger tilbage på mig fra tallerkenen. Selv ikke rejer med deres små sorte øjne, der synes at stirre bebrejdende op fra mayonnaisen med blikket indstillet på uendeligt. Øjenløse (hovedløse) rejer glider til gengæld lige ned uden det mindste besvær.
Der er også ting jeg stadig samler mod til at prøve. Haggis og kallun er endnu ikke kommet over mine læber, men jeg arbejder på det.
Men bortset fra disse undtagelser, så er jeg faktisk næsten altid nysgerrig nok efter at opdage nye ingredienser eller smagssammensætninger til at prøve det hele, åbne munden og række tungen ud for at smage noget nyt.
I denne omgang var turen så kommet til ål i gele.
Efter at have berettet om sine egne trængsler med ål, var fiskemanden faktisk så sød at tilbyde mig selv og min ledsager en gratis smagsprøve af ålen så vi kunne smag hvad vi gik glip af.
Min ledsager kroede sig og sprang faktisk fysisk væk, da fiskemanden rakte ålen over disken og mumlede en forfærdelig historie om et tv-program, hvor nogen engang havde kastet et hestehoved i en sø og hevet det op igen fyldt med ål.
Ådselædere var vist nøgleordet i den beretning.
Men jeg havde bestemt, at den dag, hvor ål i gele ikke længere skulle være et mysterium for mig var kommet.
Når alt kommer til alt, er jeg vokset op med de små slimede bæster som en naturlig del af min barndom.
Da jeg var barn havde vi åleruser i søen i nærheden af vores sommerhus og det sjove var, at selv om man havde dem med op til huset i en spand, kunne de faktisk godt stadig forsøge at undslippe og slange sig ned gennem engen til søen igen, hvis ikke min far var hurtig nok til at skære hovedet af dem med sin dolk.
Min lillebror var rædselsslagen for dem og var i en årrække overbevist om, at den der slurpende lyd, der kommer når man lukker vand ud af et badekar faktisk var indvarslingen af en stor åls umiddelbare komme.
En ål, der vel at mærke i hans cirka 4-årige optik formentlig havde meget farlige hensigter med ham.
”Ålen kommer” var som en magisk formular til at få knægten op af badekarret med en hastighed og et bevægelsesmønster man ellers kun ser i gamle stumfilm med Charlie Chaplin.
Min mor stegte gerne ålene på panden efter at have vendt dem i mel og servede dem med stuvede kartofler helt efter forskrifterne, men den første jeg smagte var mudret og så var det slut med ål for mig.
Nu stod jeg her, flere årtier senere og sendte en kærlig tanke til min bror, mens jeg satte en lille trægaffel ned i et stykke gråt ålekød, lukkede øjnene og forsøgte at smage efter om det virkelig var så slemt.
Det var det.
Det smagte af hengemt fisk og sur vineddike og en lille smule af saltvand og slet ikke som noget jeg havde lyst til at spise mere af.
Faktisk var jeg nødt til at gå ind i kiosken ved siden af og købe mig en sodavand til at skylle den grimme smag ud af munden.
Men så ved jeg det og på en måde har jeg også smagt jellied eel tre gange: Første, sidste og eneste gang.





mandag den 9. maj 2011

How (not) to feed a man

Ooops, I did it again

Jeg er for nem.
Hun stod bare der og smilede så sødt til mig og inden jeg overhovedet vidste af det, var jeg stoppet op. Og inden jeg kunne nå at få nogen som helst parader op, stod jeg med en lille kiks i munden med mangochutney med mynte.
Og derfra var jeg selvfølgelig i problemer.

Hårdt plagede læsere af denne blog ved godt, at jeg virkelig har lovet mig selv højt og helligt at rydde ud i forrådet inden jeg køber nye chutneyer og det er sådan set også gået fint nok. Langt hen af vejen eller hvad man nu siger.
Jeg har f.eks. helt tømt et glas med tomatchutney lavet af irske nonner og der er næsten heller ikke flere kapers tilbage.

Så havde jeg lige overnattende gæster i lejligheden, der var så søde og betænksomme at købe tre glas chutney til mig som tak. Så programmet var allerede i fare.

Og nu stod jeg så der. På første dag af The Real Food Festival, madmasse i Londons udstillingscenter Earls Court og lod mig lokke af en smuk indisk kvinde i sari, der fristede med bryllupschutney (ikke serveret med ægtemand, men dog alligevel ret velsmagende), særlige pickles til vildt og aubergine pickles (der er noget nær uundværligt til fish curry).

Okay. Så var jeg nødt til at liiige tage et enkelt glas med hjem. Bare et lille glas med vildt pickles. Det er ikke rigtig chutney, så det gælder ikke helt, gør det?

Men sådan går det jo alligevel aldrig. Simsalabim og et særligt tilbud senere stod jeg med en fin lille sort papirspose med tre glas chutney pakket ind i pink silkepapir.

Jeg havde vel opholdt mig i messecenteret i fem minutter.

Det er jo altid fantastisk at blive lukket ind i en hal, hvor den ene udstilling efter den anden beskæftiger sig med fantastiske råvarer hvad enten der tale om håndlavede ravioli eller walisisk yoghurt med passionsfrugt eller18 måneder gammel parmesanost.

Der er smagsprøver over det hele og på den måde kan det faktisk godt være lidt som at være barn igen og blive lukket ind i en slikbutik, hvor man bare har lyst til at pege på det hele og tage det hele med hjem.

Farverne, duftene, smagen og ikke mindst passionen hos udstillerne smitter en.

Der var kvinden, der havde specialiseret sig i curd, der er en slags creme lavet på smør og traditionelt på citronsaft som man f.eks. kan bruge i kager eller smøre på varmt ristet brød.  Men hun havde givet det hele et lille twist og eksempelvis serverede citron- og lavendel curd og havde andre varianter som eksempelvis lime og geranium.

Der var en familie fra Norfolk, der solgte solide pork pies, men havde fundet ud af at servere dem på en piedestal med bånd og sløjfer om, som var der tale om den mest sofistikerede bryllupskage.

En anden bod, der var sjov, var to fyre, der solgte små hårde og meget smagfulde salamier under det charmerende navn Serious Pig og med sloganet: All in the best possible taste. Ikke til at stå for.

Men den bod, der virkelig tiltrak min opmærksomhed var let og luftig som en cupcake og skrigende lyserød med et kæmpe hjerte på bagvæggen og gratis servering af en luksuriøs gulerodskage.

Så gennemført var det, at selv plasticgaflerne var pink.

Det var en reklame for kogebogen: How To Feed A Man, der faktisk ser ud til at være en smukt indpakket fin lille bog med pudsig grafik og fine opskrifter skrevet af en forfatter med det hærdebrede og solide navn Sasha Butterfly.

Jeg er sikker på at det nok skal blive en bestseller. Bogen er smuk og med den titel vil tusindvis af kvinder sikkert købe den i håb om at her har vi løsningen på alle tiders gåde. Hvad skal man dog give en mand at spise.

Skal man tro det her etablissement, så er svaret gulerodskage.

Standen i sig selv lignede en blanding af et prinsesseslot og en scene fra Sex And the City, men jeg må også sige, at det for mig at se i lang højere grad signalerede noget om hvordan man fodrer en kvinde.

Man skal jo passe på med stereotyper i disse dage, men små lyserøde plasticgafler og kage serveret i et orgie af pink minder mig mere om den slags teselskaber små piger med holder med deres bamser og dukker end en middag man inviterer en mand til.

Måske er det bare mig, der ikke er i kontakt med min feminine side, men hvis jeg virkelig skulle gøre en mand glad, så tror jeg nok jeg ville starte med et stykke godt kød og så arbejde videre derfra.

Jeg kunne ikke lade være med at trække Ms. Butterfly til side og spørge hende om det egentlig handlede om at fodre mænd med alt det lyserøde eller det måske bare var en eller anden kvindelig fantasileg?

Hun fnisede lidt, slog med det lange blonde hår, der stod så fint til den lyserøde t-shirt.

Og så gjorde jeg faktisk noget lidt tarveligt, åbenbart.
Jeg spurgte hende om hun havde hørt om Erica Jong.
Hun rystede på hovedet. Så jeg forklarede at Erica Jong var en fremtrædende feminist og forfatter, der især var blevet kendt i 1970erne. Så vidt var sommerfuglen med.

Og så forklarede jeg, at jeg havde læst i et interview for nylig, at hun efter alle disse år som kvindeligt forbillede og ikon og med al den erfaring med mænd hun nu havde, var blevet spurgt om hun havde nogen råd til hvad man som kvinde egentlig skal stille op med de mænd?

Hvortil hun svarede, og dermed destillerede al sin kvindelige visdom ned til en sætning:
”Feed them and fuck them”.

Ms. Butterfly grinede lidt nervøst og så sig sådan lidt uroligt omkring, da jeg leverede the punchline. Jeg havde egentlig fortalt det i bedste mening, fordi jeg mener det er da et godt råd at have med sig, hvis man skal slå sig op på at man har tjek på hvordan man fodrer en mand.

Det råd er så godt, at nogen burde tage sig tid til at brodere det på en pude.

Men det var helt tydeligt, at jeg ikke havde talt sommerfuglesprog.

”Gulerodskage?”, spurgte hun til sidst og rakte en blomstret papirtallerken over til mig.

Mere var der vel heller ikke at sige om den sag mellem os.

Men jeg kunne ikke lade være med at spekulere lidt på hvordan forbindelsen mellem mad og kærlighed, der jo egentlig ikke er en hemmelighed, på en eller anden måde var meget stillet meget tydeligt til skue på messen.

Bryllupschutney. Brudekage-pork pies og gudhjælpemig om der ikke var flydende chokolade, der var pakket ind i særlige ”Love Packages” (held og lykke med at vaske lagnerne bagefter, siger jeg bare).

Er forbindelsen mellem mad og kærlighed bare så simpel? Er det derfor det kan være trist at spise alene? Og hvis man spiser dårlig mad, elsker man så ikke sig selv?

Eller er det mere sofistikeret end som sådan?

Det kan man jo filosofere over mens man indtager sit næste måltid. Med eller uden chutney.

Når jeg tænker på det, så kan jeg ikke lade være med at huske dengang jeg for første gang i mit liv smagte syltede valnødder med vanilje og appelsin og udbrød, at hvis jeg nogen sinde mødte en mand, der kunne sylte valnødder på den måde, så ville jeg gifte mig med ham på stedet.

Det var nærmest kun halvt for sjov.

onsdag den 20. april 2011

Brødflov på den lækre måde

Det kan vel næppe have undgået nogens opmærksomhed, at Noma igen i år vandt den prestigefyldte førsteplads på San Pelligrinos liste over de 50 bedste restauranter i verden. Foran de to spanske resturanter El Celler de Can Roca og Mugaritz og stakkels Heston Blumental, der med sin Fat Duck i Bray var sendt ned på en femteplads.
Jeg sad selvfølgelig på plads i Londons Guildhall som jeg lykkeligt har gjort i de sidste fire år for at følge den nervepirrende nedtælling, mens jeg kneb mig i armen over at jeg faktisk får penge for at gøre lige præcis det.
Det er fedt at være til stede ved sådanne lejligheder.
At stå ude i gården og forsøge at fange René Redzepi, der altid meget sødt og føjeligt stiller op til interview og siger fine ting.
Det sjovt at fange de indflydelsesrige og nogen gange selvhøjtidelige madanmeldere, som eksempelvis The Evening Standards Charles Campion, der et år betroede mig, at han faktisk ikke brød sig om Nomas mad eller The Observers Jay Rayner, der sagde, at René havde nosser når han serverede tatar, der skulle spises med fingrene i en tostjernet Michelin-restaurant og at det var for dårligt, at El Bulli var taget af listen, bare fordi den storslåede spanske restaurant lukker senere i år.
At overhøre en af mine yndlingskogebogsforfattere og tidligere Masterchef-vinder Tomasina Meyers give interviews og lytte til hvad hun mener om at moderne mexicansk gastronomi er kommet på listen.
Det er i sandhed som at være til Oscar-uddeling for en, der interesserer sig så meget for mad som denne skribent.
Det er stort at sidde i det højloftede lokale og spotte de store kokke, der er fløjet ind fra alle verdenshjørnet og få ny inspiration til hvor man skal spise i det kommende år med det ene billede efter det andet af alskens lækre anretninger. Der var legender som Pierre Gagnaire og Momofukus David Chiang, der havde fløjet ind fra New York og selv de to excentriske herrer Trevor Gulliver og Fergus Henderson, der ejer og driver den ærkebritiske restaurant St. Johns var mødt op iført sygekassebriller og store smil.
Sidste år, da Noma vandt for første gang var det selvfølgelig ekstra spektakulært.
Ikke mindst fordi festen bagefter bød på champagne i store mængder, de bedste kanapeer jeg har smagt i mit liv og specialfremstillede grænseafprøvende cocktails fra bl.a. Noma (med fyrrenålesmag så vidt jeg husker) og The Fat Duck.
Ak, det lyder misundelsesværdigt. Men der er også en anden sandhed om disse arrangementer.
Og det er at man jo skal levere nogen linjer. At man er nødt til at droppe åbningsreceptionen og kanapeerne og sidde med computeren balancerende på skødet inde i den store hal, mens man ihærdigt forsøger at ignorere at en eller anden tekniker tester lydanlægget til dets yderste formåen, mens man leverer til både nettet og den trykte avis, der har tidlig deadline.
Og hvordan man styrter op på scenen når kåringen er overstået for at få en ny frisk kommentar og får den ringet ind til nettet og får serviceret radioavisen.
Der er faktisk ikke plads til virkelig at læne sig tilbage og nyde aftenen.
Men når det hele er overstået, så er der ikke noget man hellere vil end have en drink og lidt at spise. Og det man skal have at spise skal ligesom ikke være en rugbrød med leverpostej.
Det ville være som at have været ude og finde trøfler hele dagen og så gå hjem og æde en markchampignon. Det er bare ikke hvad man har brug for.
Heldigvis var Veuve Clicquot en af aftenens hovedsponsorer, så det var ikke gode drikkevarer, der var mangel på.
Men efterhånden var klokken altså blevet noget med 22 og ikke så meget som en krumme aftensmad havde jeg fået, fordi jeg havde siddet der og skrevet.
Og her var det så, at det i al sin gru gik op for mine to kolleger og jeg, at det eneste der var at proppe i munden efter vi havde siddet og set på hvad man vel nærmest kan betegne som regulær madporno, var Serrano Skinke.
Indrømmet, det var formentlig verdens bedste serrano-skinke som annonceret lavet på de fineste spanske griselår og lagret i fem år. Det smagte godt. Men det gør alt jo når man halvsvimmel af sult står og klynger sig til et champagneglas.
Min kollega handlede resolut og førte os ud i London-natten til en taxi, der kørte os hen til St. Johns Bread & Wine, der er en udløber af den højt berømmede St. Johns (der i øvrigt ligger nummer 41 på listen).
Her måtte vi kunne få stillet sulten og få noget mad, der var aftenen værdig.
Men ak. Sådan kom det ikke til at gå. Vi vidste godt, at vi havde kørt den meget, meget tæt til deadline ved at dukke op sådan cirka klokken 22.50 for en restaurant, der egentlig lukker klokken 22 på hverdage.
De var ved at skure køkkenet ned og der var ikke noget at gøre.
Vi kunne få præcis hvad de lovede i navnet: Brød og vin. Og så med en ostetallerken eller to oven i købet, mens vi kunne sidde og se misundelige til de dampende tallerkener, der ankom til folk, der faktisk havde bestilt deres mad mens kokken stadig var på arbejde.
Det smagte oven på Nomas internationale sejr for anden gang i træk en lille smule af antiklimaks.
Men det var faktisk okay. Selskabet var upåklageligt. Osten var fin. Vinen helt perfekt til aftenen og bortset fra den måske lidt for høje regning, så var det ikke en dårlig måde at falde ned oven på en bevæget aften.
Desværre bliver jeg nok nødt til snart vende tilbage til St. Johns overfor Spitalfields Market. Det menukort så fantastisk ud. Men på den anden side, det gør alt jo når man er så lækkersulten.

tirsdag den 12. april 2011

Curry Wurst, bitte


Alle har hemmelige laster og en af mine mere mærkværdige (og nu ikke længere så hemmelige) af slagsen er tysk junkfood af den næstværste skuffe.

Jeg elsker curry wurst.

Det er klart, at udøvelsen af den mørke kunst som indtagelse af curry wurst er, kræver visse ritualer. Det første bud er, at det skal og må finde sted i Tyskland og allerhelst ved et stop langs Autobahnen. Til nød ved en eller anden grænseshop så som Otto Duborg.

Men det er først og fremmest motorvejsnostalgien, der trækker.

Det minder mig om barndommens bilferier, hvor vi styrede direkte mod Jugoslavien i en lille bitte Fiat for at bo i telt i en måned, fordi det var billigere end at bo i Danmark. Minder mig om andre ferier med andre mennesker, hvor man på en eller anden måde altid kører igennem Tyskland og behandler dette interessante land som en slags korridor på vej mod mere eksotiske destinationer som Rom, Paris, Venezia og Grækenland.

Curry wurst er min måde at anerkende Tyskland på og jeg var nærmest lykkelig, da jeg i sidste uge fik mulighed for at tage en lille road trip fra Dover til Calais og hjem til Danmark.

For så ville vi komme igennem Tyskland og jeg kunne få lov til at dyrke min last. Faktisk gjorde jeg curry wurst til en betingelse for min deltagelse overhovedet i rejsen og jeg var så heldig, at bilens ejer er et særdeles venligtsindet menneske, der tager den slags utidige nykker med knusende ro.

Regel nummer to ved indtagelse af curry wurst er, at den selvfølgelig på ingen måde skal have noget, der bare kunne minde om gourmetagtig tilbehør. Det der virkelig gør måltidet komplet for mig er ikke frisklavede pommes frites eller noget som helst andet, er ligner nyligt tilberedte råvarer. Nej, det skal være den hvide, let syrlige kartoffelsalat, hevet direkte op af spanden med et slask og placeret på tallerkenen med nogenlunde samme fingerspidsfornemmelse som en mand med et trykluftsbor går til en brostensbelægning.

Curry Wurst er egentlig en bastard i sig selv. Opfundet af tyske Herta Hauwer i Berlin 1949, der brugte den klassiske tyske svinepølse, skar den i stykker og overhældte den med en blanding af ketchup, Worcester Sauce (angiveligt bragt til Berlin af britiske soldater) og curry-pulver. Det blev en kulinarisk klassiker af dimensioner.

I dag bliver der langet mere end 800 millioner portioner over disken i Tyskland og der er debat om hvor curry wursten har sit åndelige hjem. Er det i Berlin, hvor retten blev opfundet og man nu kan besøge Deutche Curry Wurst Museum? Eller et det i Düsseldorf, hvor Curry Im Hafen hævder at være Tysklands første regulære curry wurst-restaurant?

Vi kom ikke i nærheden af nogen af stederne i bilen. I stedet stoppede vi på et helt regulært sted, der hed et eller andet med hof i slutningen og hvor der var den helt rigtige cafeteriastemning. En lang disk og en mand, der stod parat til at smide et par pølser på panden og pøse dem til med curry sauce inden han stak skeen ned i spanden med kartoffelsalat.

Den tredje regel med curry wurst er, at der skal være en eller anden form for syltet agurk til. Jeg er klar over, at denne regel er kontroversiel, og ikke helt i overensstemmelse med den mere puristiske tilgang til retten.

Men for mig, så skal der lige være lidt grønt sammen med alt det hvide og røde. En lille syrlig påmindelse om, at alt ikke er lutter curry wurst her i livet.

Og her var det så, at denne, i øvrigt særdeles velassorterede, specielle rasteplads i Tyskland faldt en lille smule igennem. De havde både peberspray, store knive og knipler til salg i en montre når man lige kom ind. De havde fem slags halspastiller (tro mig, jeg købte fire af dem), Ken Follett på lydbog og pornoblade.

Men de havde ikke mere agurkesalat. Ikke så meget som en enkelt lille syltet agurk kunne man opdrive til lige at få sin curry wurst til at glide ned.

Og sådan er det jo tit. Intet er helt perfekt, selv ikke en curry wurst.

Men udsigten over motorvejen i mørke og bilerne, der gled forbi gjorde sammen med den træthed man føler i kroppen når man har brugt et tocifret antal timer i en bil, gjorde faktisk deres til at skabe den helt autentiske stemning.

Da jeg bugserede den sidste klat kartoffelsalat op på gaflen, vidste jeg at uanset hvor den road trip endte henne og hvor lang tid det ville tage at komme hjem, så havde rejsen allerede været en succes for mit vedkommende.

Nogen gange handler det ikke om at komme frem, men hvad man får at spise på vejen.

 Og så selvfølgelig at sørge for at give efter for sine hemmelige laster… bare engang i mellem.