søndag den 20. februar 2011

Supermarkeds-ADHD

Hvis der egentlig er noget jeg hader, så er det planer.
Jeg får kalenderklaustofobi når jeg slår op på en uge i februar og ser at der er aftaler på hver eneste dag. Tanken om at have tjek på hvad der skal ske hvornår, hvordan i mere end de allergroveste træk frastøder mig.
Principielt vil jeg gerne overraskes hver eneste dag og i lang tid havde jeg faktisk følgende sætning stående på første side af hver eneste kalender jeg købte for at minde mig om værdien af det uplanlagte liv.
”En sand boheme er en for hvem selv huslejen kommer som en uforudset udgift”
Jeg er typen, der elsker at følge en pludselig indskydelse og tage til Venedig eller Canterbury eller ud i det blå med få timers varsel.
Mine kufferter kan jeg pakke i søvne og på fem minutter. Ene og alene af den grund, at jeg er vant til at pakke dem på fem minutter fordi al det planlægning virkelig keder mig. I det store og hele er alt jo godt, bare man husker de tre P´er: Penge, Pas, Pilletter. Resten kan man alligevel købe sig til, og jeg har faktisk købt noget af mit bedste undertøj, make-up og en ufattelig stor mængde hårbørster på farten.
Men hvis der er ét sted, hvor jeg virkelig har brug for planlægning, så er det når jeg køber ind. En tur til supermarkedet kan næsten udvikle sig til noget, der minder om en militær ekspedition, hvor alt er skrevet ned med en nidkærhed, der slet ikke ligner mig.
Ikke alene har jeg skrevet en indkøbsseddel med hvad jeg skal huske at købe i hvilken butik, jeg har endda ordnet det i nogenlunde den rækkefølge de diverse varegrupper forekommer i butikken. Grøntsager først, skyllemidler til sidst i Waitrose for eksempel. Aviser først og marmelade til sidst i Sainsburys o.s.v.
Forklaringen er enkel og jeg fik den bekræftet til fulde i dag, da jeg vovede mig ud uden den berømte dosmerseddel. Jeg lider af supermarkeds-ADHD.
De klassiske symptomer på sygdommen (hvis lange navn er Attention Decifit Hyperactivity Disorder) er problemer med uopmærksomhed, hyperaktivitet og impulsivitet. Det er med andre ord præcist hvad der sker for mig i supermarkeder, hvis jeg ikke har en indkøbsseddel.
Til daglig kan jeg læse vidneudsagn fra Julian Assanges sag, tale med min søster i telefon og researche på tal for Irlands økonomi, mens jeg lige tjekker Facebook inden for de samme tyve minutter uden at få sved på panden.
Det er heller ikke fordi jeg ikke nyder at drysse rundt på f.eks. Borough Market og falde for en flot havtaske eller en gyldent duftende Alfonso-mango og spontant bygge et helt måltid op omkring de to ting. Eller købe en askerullet gedeost, bare fordi den er smuk og ikke fordi man som sådan har en hel specifik plan med hvad der skal ske med den. Udover selvfølgelig at den skal spises.
Men hvis jeg træder ind i et supermarked nøgen og ubevæbnet med en plan, så sker der en slags nedsmeltning.
Jeg tror supermarkederne på en eller anden måde er designet til at forvirre folk. Til at købe mere end de havde planlagt, købe noget andet end de havde forestillet sig og i almindelighed blive så konfuse, at de i ren og skær desperation køber familiepakker med chokoladekiks, hundemad eller brieost selv om de kom ind efter ris, toiletpapir og chilier.
Der er bare for mange ting og for folk med supermarkeds-ADHD som jeg har det, er det uoverskueligt.
Den indre monolog jeg fører med mig selv, lyder nogenlunde sådan her:
Nu skal jeg huske at købe havregry…..Nej, se de fine skinnende shampoo-flasker.
Købte jeg egentlig brød i går?
Var der noget med nogle elpærer og skulle det være med stor sokk…..
Kød. Jeg skal huske kød til i aften når jeg får gæster til middag. Virkelig vigtigt.
Hvor gjorde jeg egentlig af den Toblerone jeg købte i sidste uge?
Man kunne også lave noget med rejer til forret. Nå, er der tilbud på yoghurt? Hvad var det egentlig for en smag jeg godt kunne lide, var det fersken… eller…
Men gider jeg egentlig lave mad? Vi kunne hente en indisk ting henne om hjørnet. Eller gå hen til den lokale shwarma-pusher. Men er det måske sabbat endnu? Er det noget med solopgang og solnedgang? Gad vide hvornår solen går ned?
Til sidst ender jeg ved kassen med friske hindbær, en bakke minifennikler, en buket blomster, en halv kylling fra rotisseriet og et net limefrugter. Uden nogen egentlig plan.
Da jeg har stået i kø i et stykke tid, går det op for mig, at jeg har glemt at købe aviser, så jeg zigzagger tilbage igennem hele butikken for at hente dem.
Går tilbage i køen og opdager så, at jeg har glemt at købe havregryn.
Står længe og leder efter de havregryn jeg ville have. De har dem ikke, men til gengæld kommer jeg så i tanker om jeg også skulle købe kaffe.
På vej hen efter kaffen bliver mit blik fanget af en kogebog jeg har overvejet at købe i et stykke tid på Amazon, men aldrig har haft mellem hænderne. Jeg bladrer lidt, fordyber mig i en opskrift på creme brulée med passionsfrugt og glemmer derefter alt om kaffen. Ender ved køen igen med den der grimme fornemmelse af, at jeg har glemt et eller andet.
Nåjo. Brød. Jeg henter brød og går for tredje gang hen til kassen, og på det her punkt er jeg ligeglad med at jeg kan se manden foran mig, i modsætning til mig, faktisk har husket at købe kaffe.
Nu vil jeg bare hjem. Jeg når selvfølgelig ikke den første dobbeltdækkerbus, der kører for næsen af mig. Men det er okay, for jeg smutter i en fart på den næste, der følger lige efter, dumper ned i sædet og åbner den bog jeg altid har på mig, fordi offentlige transportmidler aldrig er noget man bør give sig i kast med uden litteratur ved hånden.
Næste gang jeg kigger op, befinder jeg mig i et for mig helt og aldeles ukendt kvarter.
Jeg har i distraktion taget en nummer 182 bus i stedet for en 83er.
Og det regner.
På vej hen til det rigtige stoppested bliver jeg passeret af tre af de rigtige busser, der lige når at klemme sig ind i fartplanen inden denne linje observerer total trafiknedlæggelse i en lille halv time.
Der er kun mig, regnen, min bog og mine forvirrede indkøb på en villavej i det nordlige London et sted inden Hendon.
Da jeg endelig er hjemme, har sat blomster i vasen, må jeg erkende at jeg slet ikke har styr på aftenens middag.
Det ligner en take-away-løsning.
Men så er det alligevel, at de små grønne minifennikler appellerer til min bedre halvdel.
De vil altså gerne spises i aften, synger de.
Så jeg tager ud i byen til en eftermiddagsaftale og går i supermarkedet igen på vej hjem. Denne gang med indkøbsseddel. Der er kun tre ting på den, men det virker, og hjemme igen kan jeg med lidt hjælp fra hvad der allerede befinder sig i køleskabet skrue en nogenlunde hæderlig menu sammen.
Jeg skræller et bundt rødbeder, drysser dem med olivenolie, balsamico, havsalt og friskhakket aromatisk oregano og smider dem ind i ovnen ved 200 grader.
I et fad for sig lægger jeg de slanke lysegrønne fennikler. Så river jeg lidt citronskal over dem og smider en håndfuld kapers over. Oven på lægger jeg to kødfulde andebryster som jeg har snittet i diamantmønster på skindet og drysset med havsalt.
Herligheden passer sig selv, indtil rødbederne er møre. Dem tager jeg ud og lader køle ned til stuetemperatur inden jeg smuldrer feta over dem, drysser med finthakket forårsløg og efterjusterer med citronolivenolie.
Når ænderne er færdigstegte og med sprødt skind passer det med at fenniklerne har haft god tid til at ligge i et tykt lag af andefedt og blive braiseret. De er møre og saftige med mild anissmag.
Mens ovnen slider i det, anretter jeg en skål marokkansk humus med små buttede minigulerødder og friske broccoliskud som vi spiser til forret.
Til dessert er der friske hindbær med vaniljeyoghurt.
Og det tog virkelig ikke mere end to indkøbsture.

søndag den 13. februar 2011

Chick lit

En kylling. En uge. En udfordring.
Jeg har tidligere brokket mig over hvordan mit lokale supermarked har fjernet de økologiske kyllingelår fra varesortimentet og dermed fjernede en af mine yndlingsløsninger på hvordan man laver en lækker middag i en fart uden for meget bøvl.
I stedet henviste den såkaldte slagter mig til at jeg jo stadig kan købe økologiske kyllinger. Ikke en optimal løsning til en husholdning på én.
Men den anden dag faldt jeg alligevel i fælden, fordi jeg vitterligt havde lyst til kylling og der selvfølgelig ikke var en poussin (en slags bonsai-kylling) i sigte.
Der røg en velvoksen økokylling op i kurven og udfordringen gik så ud på at leve af kylling stort set resten af ugen uden at kede mig selv ihjel.
Jeg lagde selvfølgelig ud med det store slagnummer, hele grunden til jeg absolut måtte have kylling, min livret over dem alle: Grydestegt kylling med brun sauce, nye kartofler og hjemmelavet argurkesalat, serveret med mormorsalat on the side
Dagen efter fik jeg rugbrødsmadder med koldt kyllingekød, Hellmans mayo, agurkesalat, salt og peber til frokost.
Men der var stadig et bjerg af kylling tilbage.
Om aftenen var der dømt thaisuppe med alt godt fra grøntsagskassen. Økologisk kyllingefond, gulerødder, fintsnittet savojkål, agurkestykker uden kerner og skræl, majs og kyllingekød i trevler blev blandet i sammen med lidt fish sauce, saften fra en lime, et par kaffir-lime blade, citrongræs, lidt thailandsk Tom Yum-pasta og en håndfuld risnudler.
Kyllingen var ikke til at kende igen.
Så var det blevet frokost næste dag og jeg havde egentlig lyst til at lave det klassiske britiske sandwichfyld, der går under betegnelsen Coronation Chicken, fordi det var en ret, der blev opfundet til dronning Elizabeth IIs kroning. Den skulle reflektere lidt af hvert fra det engang så store imperium, så foruden koldt kyllingekød består den af mayonnaise rørt op med karrypasta og rosiner. Når der skal være fest (og det var der selvfølgelig til kroningen) bliver der pyntet ekstra op med mangochuntey og et par ristede mandelflager. Men ak, jeg havde ikke mango-chutney i huset og trofaste læsere af bloggen vil vide, at der er nedlagt totalt forbud mod anskaffelse af nye chutneyer. Så jeg fandt en slags mellemløsning og rørte kyllingekød op med chilimarmelade, lidt mayo og lagde det mellem to skiver ristet brød sammen med lidt sprød salat.
Så var jeg nødt til at holde en lille pause fra den kylling.
Efter en dags pause kom den sidste gæsteoptræden i en gang biksemad og nu skal der virkelig, virkelig gå lang tid inden jeg skal have kylling igen.
Når jeg ikke spiser kylling, læser og læser og læser jeg i håb om at reducere det store bogbjerg, der synes at celledele og fordoble sig i mit soveværelse hver nat. Så snart jeg vender ryggen til, kommer der flere bøger til.
Forklaringen er, at jeg har det med bøger som mange kvinder har det med sko: Jeg kan ikke se en boghandel uden jeg lige skal ind i den. Og jeg kan kun med opbydelsen af al min viljestyrke forlade den igen uden mindst en bog under armen.
En af mine yndlingsting ved London er at boghandlerne holder åbent om søndagen. Det er den dag, hvor man virkelig har tid til at drysse rundt og pludselig forelske sig i en ny bog eller bare have en kort bladreaffære inden man lægger den tilbage på bordet.
Desværre er det hårde tider for bogbranchen og det kan man se i mange af butikkerne. Da jeg var i min lokale Waterstones i Camden var de f.eks. begyndt at sælge chokolade ved disken.
Det er principielt intet i vejen med kombinationen chokolade og bøger, og da især ikke når det er Green & Black økologisk chokolade med karamelsplinter. Men alligevel virker det bare en lille smule…forkert.
”Skal De have karameller med deres Kafka? After Eight med Deres Austen?”
Som hvis man kunne købe undertøj i en skobutik.
Denne gang var der ingen slendrian. Jeg vidste præcis hvad jeg gik efter. Sagen var nemlig den, at jeg var kommet til side 350 eller deromkring i Justin Cronins The Passage, der er en slags Steven King-agtig vision om hvad der sker på Jorden efter en virus har udslettet det meste af planetens befolkning eller forvandlet dem frådende uhyrer. Det lyder mere tacky end det egentlig er.
Men denne bog var jeg altså kommet til at lægge fra mig i distraktion i en sort London-taxi, fordi jeg havde travlt med at sms´e fordi jeg var på vej i teateret og som sædvanlig lidt for sent på den.
Af den grund var jeg tilbage i en bogbutik i går for at købe en bog jeg egentlig havde og det er jo ikke på den måde man reducerer sit bogbjerg.
Et besøg hos en boghandlerkæde som f.eks. Waterstones her i London er i øvrigt et interessant studium i illusionen om frit valg. Man går ind, parat til hvad som helst. Parat til at blive forført hen i et mørkt hjørne, hvor man pludselig falder over en Dickens-roman, en obskur kogebog man ikke kan leve foruden eller en roman der vil ændre ens liv (det kan romaner nemlig snildt).
Men sandheden er, at de ting der ligger fremme på bordene i hvad der ligner tilfældige bunker betaler meget høj husleje. Forlagene ved, at det der ligger fremme sælger fordi folk er for dovne eller travle til lige at løbe igennem alle hyldemeterne, så de betaler sig til den gode hylde- eller bordplads.
På den måde minder det lidt om når Google snyder på vægten og viser de sponsorerede links først. Prøv f.eks. bare at søg på et specifikt hotel i Dublin og opdag hvor mange sponsorerede hotelbookingsider man skal trawle sig igennem inden man egentlig finder hotellets egen hjemmeside som var den man skrev ind i søgefeltet.
Bordet med kriminalromaner er næsten helt igennem betalt af forlagene og på den måde er det egentlig så som så med de spontane opdagelser. Medmindre man handler antikvarisk eller går i Daunts boghandel i Marylebone, hvor alle bøgerne er sorteret efter land uden smålig skelen til om det er rejse- fag- eller skønlitteratur. Heldigvis er der stadig bastioner som Foyles på Charing Cross Road, der holder fanen højt og tager bøger alvorligt.
Jeg glemmer aldrig den allerførste gang jeg satte foden inden for i en britisk boghandel. Fyldt med romantiske forventninger til at bevæge mig ind i et helligt tempel for ord, hvor alle ekspedienterne lignede Anthony Hopkins i Remains of the Day eller i det mindste opførte og talte som ham.
Det var på en weekendtur til London, min allerførste gang i byen og intetanende stak jeg hovedet inden for i en Books ect. Nøgleordet her var etc.
Ekspedienten, der ikke var en dag over 20, så på mig som om jeg var fra det ydre rum, da jeg spurgte efter The Wasteland af T.S. Eliot.
Det lange digt er, efter min mening, noget af det smukkeste, der nogen sinde er skrevet på noget sprog jeg forstår. Uanset hvornår, hvor eller hvordan jeg læser det, berører det mig dybt. Som et maleri eller et stykke musik man kan vende tilbage og altid få en klump i halsen over.
Alene begyndelsen: April is the cruellest month.
Jeg er hooked fra linje 1.
”What?”, sagde han på arbejderklasseaccent, hvor man snupper konsonanterne af og siger ”Wå”, så det rimer skrå.
”T.S. Eliot. Han har fået Nobelprisen”, sagde jeg rystet.
Ekspedienten slog ud med armene. Han havde aldrig hørt om manden.
”Den slags har vi ikke her”, mente han.
Jeg kan kun sammenligne min skuffelse med den jeg forestiller mig jeg vil føle, hvis jeg en dag kom til Peru og ikke kunne købe mig en hængekøje, ikke kunne opdrive en tagine i Marrakesh eller en hotdog på Times Square i New York.
Heldigvis vidste han slet ikke hvad han talte om. Den stod der jo alligevel på hylden i et slankt gråt bind langt væk fra bestsellerhylden og de bloddryppende bogforsider, der lokkede med mord og død.
Den kom med mig hjem den dag i London, og jeg har den altid hos mig. Den ligger lige nu et sted i bogbjerget og gemmer sig og venter på at springe ud og overraske mig med sin mystiske skønhed.
Måske til april.

tirsdag den 8. februar 2011

Gastroarkæologi


Måske er det alderen, der trykker. Måske er det bare meningsløs sentimentalitet.
Men jeg kan ikke frasige mig, at jeg i denne uge i den grad har ikke så meget lænet mig op af klassikerne som jeg snarere har kastet mig i favnen på dem.
Det var dagen før min fødselsdag og jeg måtte helt bestemme hvad jeg havde lyst til at spise hjemme i min mors køkken. Det eneste jeg virkelig længes efter var risengrød.
Hvid, dampende risengrød lavet på fuldfed sødmælk med silkebløde riskorn, gylden smørklat og med et brunligt snevejr af sukker og kanel fra oldemors gamle sølvske, der har huller i til glæde for den dovne drysser. Selvfølgelig skyllet ned med rød saftevand. Jeg indtog den sammen med min niece, der elsker det lige så meget som mig og meget passende har døbt retten nissengrød.
Det var næsten et forvarsel om en af de skønne pakker, der lå til mig i posten dagen efter. Camilla Plums Mormormad, hvor den får på alle tangenter med gule ærter, citronfromage og alt hvad hjertet kan begære af de ting som man i min barndom serverede i forsamlingshuse.
Jeg erklærede bramfrit, at nu behøvede jeg aldrig mere ringe til min mor for at få opskrifter. Og det er jo klart, at den slags kulinarisk hybris straffes kontant og med det samme.
For knapt var jeg kommet tilbage til London før det eneste jeg ville have at spise var varm kartoffelsalat. Alle mulige versioner på nettet lokkede med sennep og alskens nymodens pjat, men jeg ville kun have min moars.
Så jeg måtte gribe knoglen til min egen private Ms. Hüttemeier og få bekræftet, at ja, det er faktisk bare lige lidt løg, eddike, vand og sukker som man varmer og vender sammen med skivede kartofler. Ikke mere pjat.
Jeg elsker, at der ligesom ikke kom måleenheder mellem min mor og jeg. Hun ved bare, at den slags er en smagssag og at man bedst selv ved hvornår det er for surt eller sødt.
Det var planen at den skulle serveres med ketchup og de frankfurtere jeg havde købt og gemt som en skat i fryseren. De kom helt fra den anden ende af London, fra den hemmelige tyske butik fordi briterne lider af den nationale brist, at de slet, slet ikke mestrer pølsemagningens kunst. De pladrer dem til med alt for meget salvie og laver dem for tykke, for løse i kødet og glemmer at røge dem. Der er meget i vejen.
Men ak. En husgæst var kommet mig i forkøbet, så det var en smule slukøret hen efter en pakke billige Herta pølser som jeg kunne pøse til med lidt curry-ketchup, mens jeg sad og nynnede Ach Du Lieber Augustin Alles Ist Weg Weg Weg.
Men kartoffelsalaten var fantastisk.
Min nostaligiske trip fik mig til at finde min gamle kogenotesbog frem.
Hvis jeg en dag får taget mig sammen til at skrive en rigtig kogebog skal den være på forsiden. Som et uigendriveligt bevis for, at min interesse for at stå i køkkenet er en livslang kærlighedsaffære, der startede mens jeg stadig havde store runde formskriftsbogstaver og synes Lasagna Italiano fra Karolines kogebog var vanvittigt sofistikeret. Opskriften er skrevet direkte af på side 2 (side 1 er faldet ud).
Det var selvfølgelig også før den slags kom ud af æsker og man selv lavede sin bechamel sauce (hvilket ærligt talt ikke er svært).
Bogen er en af den slags Kinabøger man kunne få for en slik og den er rødlig og så slidt, plettet og elsket som kun en kogebog kan være det. Selv om det ikke var helt klart hvad dens formål var helt i begyndelsen.
På den måde kan man faktisk bagerst i bogen læse optegnelser fra et par træningspas fra den gang jeg gik til konkurrencesvømning og lige efter opskriften på syltede valnødder læse sig frem til, at jeg fredag d. 29. december 1985 simpelthen svømmede 4850 meter på bane med Ann og Eiffel, startende med 700 meters opvarmning (14 x 50 m medley minus fly, hvis nogen er interesserede).
Der er også et par adresser på folk jeg skulle sende postkort til mens jeg holdt Skt. Hans i Skagen et år. F.eks. en meget sød kæreste, der altid serverede makrelmadder når man kom fuld og sulten hjem fra byen, lærte mig at spille de første takter til Smoke Under Water på guitar og havde plakater med Kim Wilde på sit kollegieværelse.
Men resten er den skønneste gastro-arkæologi, hvor klassikere døgnfluer og minder står skrevet ind med snørklet skrift og i varierende grad er overplettede af  hyppig brug eller næsten jomfruelige, fordi der er ingen, der kan forklare hvorfor jeg en dag i Umeå rev ti minutter ud af mit liv for at oversætte og afskrive en opskrift på en aldrig lavet laksepie fra et svensk ugeblad.
Her er et billede af en sekskantet sort tallerken med grøn(!) frisk(!) pasta med sort kaviar(!) i flødesauce. Som 14-årig var jeg aldrig i nærheden af disse eksotiske ingredienser ej heller scenografien i form af geometrisk service, der omgav dem. Men det skulle ikke forhindre mig i at drømme om et sted derude i verden, hvor man ikke serverede karbonader (for sjællændere læs: krebinetter) med stuvede grønærter om onsdagen og hvor folk ikke troede Gazpacho var en slags forbinding.
Andre retter, der nok heller ikke bliver støvet af og hentet ud i køkkenet igen er vanvidsprojekter som: Bananmousse, Partysalat (osteterninger, ananas, blegselleri (kalder man det overhovedet blegselleri mere?), vindruer, Miracle whip og pølser i skiver) banankylling (1980erne var tydeligvis bananernes årti) Fyldt hvidkål med fiberfars. Intet, ikke engang dens møjsommeligt noterede kalorieindhold på 300 kcal, retfærdiggør denne ret. Tiden er løbet fra den. Godt for tiden. Samme gælder hytteostpate. Nej. Nej. Nej. Appelsinomelet. Ved ikke helt hvor den usunde fiksering på frugt stammer fra og må bare, helt i 80erånden lave en Michael Jackson: I blame it on the boogie.
Opskrifter jeg stadig bruger er blandt andet: brunsvigere, vandbakkelser, æbleskiver, min mors sensationelle kartoffelsalat, amerikansk gulerodskage, Tzvetelinas rødbedesalat, Amerikanske cookies, thaisuppe med kylling
Ting der holder endnu er: Waldorfsalat, Gerda fra Venøs kommenskringler, banankage, appelsinsalat med løg, hjemmelavet tartar-sauce, Jenses mors opskrift på Vitello tonnato
Ting jeg ikke helt forstår jeg troede jeg skulle bruge en opskrift på:
Tunfiskesandwich (hvor svært kan det være?)
Is med ananas og jordbær (klippet direkte ud af vistnok SøndagsBT, der oplyser: ”Af en dåse med ananas med 10 skiver, en lille bakke jordbær og et par citronmelisseblade får man nemt og hurtigt en flot og lækker dessert til fire personer”.  Herefter følger lang forklaring, der kan sammenkoges til: åbn dåse, rens jordbær hæld i glas med is, smid citronmelisse ovenpå. Sophistication on a plate.
Ting jeg åbenbart har været meget optaget af:
Apple Pie. Der er 8 forskellige opskrifter med kun ganske få variationer
Ting jeg stadig narrer mig selv ved at sige jeg vil lave en dag:
Hjemmelavede forårsruller fra bunden, Selleri og hasselnødde-dauphinoise, Italiensk jordbæris Gelato di Fragole.
Hvorfor får man egentlig aldrig mere: Ristaffel (Kødsauce med ris og 38 små skåle med forskelligt tilbehør),Forloren hare, Hasselbach-kartofler, Ymerfromage?
Opskrift med flest pletter på: Risklatter, Æblechutney, hyldebærsaft (også de smukkeste lilla pletter).
Er blevet helt sulten af alt det læsning. Må i køkkenet.


fredag den 28. januar 2011

Det værste og det bedste



Forleden var jeg i Manchester og jeg kunne ikke modstå fristelsen til at tjekke om den virkelig fandtes endnu. Det gjorde den.

Midt i finanskrisen, hvor bedre etablissementer bukker under for mangel på kunder, så eksisterer verdens værste restaurant endnu, og der er ingen logisk forklaring på at lige præcis denne skamplet på branchen stadig kan holde sig i live.

Jeg fandt den ved et tilfælde under en Labour-konference i byen. Ved den slags lejligheder arbejder man fra tidlig morgen til sen aften enten med at rapporter eller gå til politiske møder for at samle historier eller finde kilder.

Der er måske 3.000 delegerede og journalister i byen, så de bedste restauranter er booket for længst af de, der har sekretærer til den slags. Almindelige mennesker må efter deadline lede hvileløst rundt i gaderne efter det ypperste det engelske provinskøkken kan opbyde.

Restauranten her, som jeg frekventerede sammen med en kollega lå i en kælder og havde et menukort på størrelse med en dårlig lægeroman. Angiveligt var den italiensk.

Det havde været en lang dag og det eneste jeg egentlig havde lyst til var en helt simpel pizza måske med ost, parmaskinke og lidt frisk basilikum.

Men lige den kombination var ingen steder at se på det plasticbeklædte spisekort, der virkede endeløst og uinspirerende som et fotoalbum fyldt med mennesker som man ikke kender til fester man aldrig har været til.

Frisk basilikum? Tjeneren rystede på hovedet over den slags eksotiske forespørgsler og så i en italiensk restaurant. Han luntede opgivende ud i det halvåbne køkken og kom resigneret tilbage med det ventede svar.

Ingen basilikum at få.

Ikke noget godt tegn i et italiensk køkken overhovedet, men vi var for trætte til at røre os ud af flækken.

Inden forretterne blev serveret, ankom en slags fladt hvidt brød med en klat af ubestemmelig herkomst til bordet. Af alle køkkener vil jeg sige, at jeg kender det italienske bedre end de fleste, men her kom jeg til kort.

Jeg prikkede i det. Var det en slags lokal ost jeg ikke havde haft lejlighed til at stifte nærmere bekendtskab med? Jeg smagte forsigtigt på det. Det smagte som plantemargarine med hvidløgspulver i, hvilket ikke harmonerer med noget jeg umiddelbart kunne bestemme til nogen italiensk region. Da jeg på den anden side heller ikke kunne bringe mig selv til at tage mere i munden, måtte jeg overgive mig og spørge tjeneren.
”Hvidløgsdressing”, sagde han og så på mig som om jeg var debil.

Derfra gik det ned af bakke.

I mellemtiden var det blevet tid til forretterne. Jeg havde bestilt bruschetta ud fra en naiv overbevisning om, at det er en ret som det er ualmindeligt svært at fucke up. Det er basalt set ristet (godt) italiensk brød med en slags fyld, der oftest består af tomater, olivenolie og måske friske krydderurter. Hvad kan gå galt?

Meget kan gå galt, når man befinder sig i en påstået italiensk kælderrestaurant i Manchester. Brødet var brændt sort og fyldet havde stået flere dage i køleskabet, så det ikke alene var hvinende koldt, men også så bittert, at det var uspiseligt.
Det er børnelærdom for rigtige italienere, at den sikreste vej til at berøve en tomat for en hvilken som helst smag den var begavet med fra naturens hånd er at proppe den i køleskabet.

Alligevel var jeg mere heldig med min forret end min kollega. Hun havde bestilt husets paté, der ankom på en tallerken i en fed skive, der havde en så stærk afsmag af kemisk opvaskevand, at jeg decideret fik brækfornemmelser ved at smage en lille firkant.

Af alle de dårlige steder jeg har spist, og jeg har trods alt rejst en del i både den engelske og skotske provins, så har jeg aldrig før nogen sinde siddet ved et bord og mærket brækrefleksen i halsen. Men det gjorde jeg her.

Tjeneren fjernede vores næsten fyldte tallerkener uden at fortrække en mine eller stille et spørgsmål om hvorvidt maden havde smagt og vi blev enige om at den slags ting skete nok hele tiden siden han ikke studsede over det.

Hovedretten kunne næsten kun blive bedre. Skulle man tro.

Jeg havde bestilt en pizza med skinke og min kollega havde bestilt ”kokkens fantasi” pasta. For kokkens fantasi læs: den spisende kundes mareridt.

Hendes sauce havde en konsistens som tapetklister, der kun i sin uappetitlighed blev overgået af dens farve, der mindede lidt om de meget orange Fantaer man fik i rillede flasker da jeg var barn i 1970erne og ingen mente, at man tog skade af lidt e-numre.

Jeg smagte af ren og skær nysgerrighed og sympati og kunne blandt andet identificere brændte løg, tomatpuré og en absurd mængde salt og fløde. Ravioliernes indhold var gråligt og de lignede noget, der var hældt direkte ud af dåsen.

Min skinkepizza fortalte alt om restaurantens holdning til råvarer. ”Skinken” bestod af fedtede klumper af spam direkte fra dåsen. De klumper på størrelse med Yatzy-terninger som kokken ikke havde strøet over min pizza med rund hånd havde han, for en god ordens skyld hældt i min kollegas sauce.

Det måltid stod ikke til at redde. Da tjeneren kom og hentede de endnu fyldte tallerkener udviste han gennemført mangel på situationsfornemmelse ved at vove at spørge om vi havde lyst til dessert. Nej, det havde vi ikke.

Tværtimod havde jeg stor lyst til at gå ud i køkkenet, tage kokken i kraven og spørge om han virkelig var italiener. Og hvis han var, om hans mor ikke ville dø af skam over det han vovede at ikke bare kalde mad, men også tage gode penge for.

Det var så gennemført i sin rædselsfuldhed, i sin totale misforståelse af hvad det italienske køkken står for, så gennemsyret af mangel på respekt for råvarer og foragt for sine kunder, at jeg kun kan udråbe det til den værste restaurant jeg i mit liv har besøgt.

Jeg ved virkelig ikke hvordan den har overlevet og jeg ved slet ikke hvordan den kan findes i det samme univers som min yndlingsrestaurant i hele verden, Petersham Nurseries.

Ned af en lille jordsti, tæt ved floden og inde i et drivhus, findes der er forunderligt land med blomster og borde, hvor Skye Glyngell regerer.

Det er Petersham Nurseries. Stedet, hvor man spiser i et stort gammelt drivhus med jordgulv. Hvor tjenerne har gummistøvler på, hvor bord, stole og glas er charmerende umage og hvor der altid er smukke blomster på bordene.

Det sted bør fredes af Unesco på stedet.

Det var en af den slags opgaver, hvor man har lyst til at med jævne mellemrum gå ud på toilettet og se sig selv alvorligt i spejlet og sige: "Og jeg får faktisk penge for det her" i et mislykket forsøg på at tørre det store smil af.

Kogebogen Et år i mit køkken udkom i Danmark og jeg var sendt af sted for at interviewe Skye, der efter blandt andet at have fungeret som privat kok for personligheder som Madonna og Sting nu havde slået sig ned som køkkenchef for restauranten i Petersham, der kun serverer til frokost.

Her går hun rundt i køkkenhaven og samler helt friske grøntsager, friske æg fra hønsegården og tryller rundt. Efter interviewet inviterede hun på frokost , og for mig var det en åbenbaring.

Igennem de tre retter lignede jeg Meg Ryan i den berømte scene i Katz Deli fra When Harry Met Sally. Og det var ikke fordi jeg fakede orgasme. Det var bare fordi maden var så fuldstændig blændende fantastisk.

Den gjorde ting inden i munden som  jeg knapt havde et sprog for. Jeg sad bare sådan og brummede og sagde mmmmmmmmmmm og nogen gange Oh My God og tænkte allerede på hvornår jeg kunne komme tilbage igen.

Jeg kan godt skrive om maden, om stedet. Men der er ikke opfundet adjektiver, der er retfærdige overfor denne kvindes køkken.

Der er smagssammensætninger, farver og små eksploderende overraskelser, der ikke gør sig til. De er bare hvad de er.

Jeg kan skrive, at jeg fik en sprød krokette med saltet torsk og en smørgul hjemmerørt hvidløgsmayonnaise, der fik mig til at overveje at emigrere til en spansk fiskerlandsby på stedet.

Jeg kan skrive, at jeg fik vagtel med perlebyg og måtte lægge bånd på mig selv for ikke tage tallerkenen op til ansigtet og slikke hver eneste lille bid af med tungen. Det forekom mig for dyrebart bare at tage tilbage til køkkenet.

Jeg kan skrive, at jeg spiste mandarinsorbet, men hvordan skal jeg kunne fange fornemmelsen af en orange sky, der puffer inde i munden i saft og får en til at føle en vemodig længsel og en slags melankolsk lykke, der minder om forelskelse.

Men det er bare ord.

Og man må undre sig over, at det, der findes i Manchester og Petersham begge går under betegnelsen restaurant.

I sidste uge skete der det både fantastiske og sørgelige, at Skye velfortjent fik en Michelin-stjerne for sin eminente kogekunst.

Fantastisk fordi det er så velfortjent. Sørgeligt, fordi det nu formentlig bliver endnu sværere at få et bord.

Jeg kan kun gratulere mig selv for at jeg lige præcis fik bestilt et frokostbord dagen inden nyheden kom ud.

Jeg glæder mig allerede vanvittigt meget.



mandag den 24. januar 2011

Myten om den lykkelige grøntsagskasse

Grøntsagskassen, mit smertebarn
Min kulinariske uge burde begynde hver fredag, når den søde Joe fra Abel & Cole (briternes svar på De fire årstider) banker forsigtigt på min gadedør og efterlader en økologisk grøntsagskasse ombundet med snor og bugnende af struttende sunde grøntsager og frugt.
Det burde virkelig være en kilde til evig glæde og overraskelse og ikke mindst en ordentlig portion af lettere anstrengende selvtilfredshed at jeg hver uge får leveret hånddyrkede artiskokker, små bundter af asparges (i sæsonen, forstås) og bananer, der har levet et godt og uegennyttigt liv inden jeg købte dem til overpris, hvad jeg selvfølgelig gerne gør for at støtte landbruget i Mozambique.
Man kan se reklamefilmen for sig med et stykke af Mozarts mere tilgængelige værker som underlægning og et gyldent lys, mens undertegnede nænsomt hiver en selleriknold, der er dyrket af en farmer ved navn Robert Harris tæt ved Bristol op af kassen og giver den et godt hjem. Se hvordan jorden drysser malerisk af i slow motion, zoom ind på den smilende kok, der nu føler sig inspireret i overflod til at brødføde en familie med fire sultne sjæle.
Sandheden er desværre mere brutal.
Jeg køber den mindste grøntsagskasse på markedet (gourmet til 1-2 personer) hver anden uge og den mindste frugt- og grøntsagskasse (igen til 1-2 personer) hver anden uge. Jeg tænker, at ingen forestiller sig at single mennesker spiser grøntsager, og hvis de gør, så går de nok aldrig ud.
Sandheden er at jeg er ved at gå til i grøntsager. Jeg er altid sådan lidt i underskud med at få dem spist og skubber en slags skyldpukkel af økologiske grøntsager foran mig.
Problemet begynder allerede fredag, for når jeg er hjemme i London holder jeg meget af at bruge min fredag aften med at svømme, gå ud og spise og gå i biffen. Allerede der begynder den dårlige samvittighed.
De grøntsager, der var knasende friske fredag morgen ser allerede lettere bebrejdende på mig 24 timer senere. Økologi er sundt, men det holder bare ikke så længe som alle de sprøjtede ting.
Normalt skynder jeg mig at genoprette balancen med at invitere nogen til middag lørdag, men det er altså nogen gange næsten pligtspisning, når jeg serverer et lillebitte stykke kylling med tre forskellige grøntsager.
Det irriterer mig også fordi det næsten er begyndt at hæmme mine indkøb. Jeg kan sagtens vågne op med en overdreven trang til at lave gullash til aftensmad for eksempel, men hvad skal man stille op med den kålrabi eller det savojkålhoved, der bare ligger der og stirrer på én i den forbindelse?
Og overdommeren i hovedet (der ved den slags lejligheder faktisk ligner Laura fra Matador lidt) ryster opgivende på hovedet af mig, hvis jeg virkelig tillader mig at købe et par passionsfrugter. Jeg har dog fire madæbler og tre løg derhjemme. Skulle jeg ikke spise dem først? Fy!
Skal jeg ud et par aftener i løbet af ugen, hvilket ikke er et ukendt fænomen, så går regnskabet slet ikke op og jeg ender med brødebetynget igen at lægge slatne gulerødder ud til egernet. Det sker med så jævne mellemrum at egernet faktisk ofte lige kommer hen og banker på vinduet, hvis jeg har glemt det. Det er sat præcedens.
Fordelen er selvfølgelig når det virker, at jeg får mine vitaminer og jeg får ny inspiration ved at tvinge mig selv til at bruge grøntsager, der ikke normalt lander i kurven i supermarkedet.
Men når det er sagt, så vil jeg gerne lige spørge hvad det er med squash?
Seriøst kan jeg ikke huske nogen grøntsagskasse jeg nogen sinde har fået, der ikke indeholdt mindst tre squash. Al respekt for denne villigt voksende grøntsag, men helt ærligt? Hvor mange ting kan man lave med squash uden at drive sig selv til vanvid?
Forer de kasserne med squash?
Jeg har et par ting, der virker for mig:
1.     Små pandekager med reven squash, feta, forårsløg, røget paprika og æg
2.     Squashkage med kardemomme
3.     Quiche med squash stegt i basilikumolie og hvidløg
4.     Grillede helt tynde skiver på den lange led med feta og masser af sort peber som tilbehør til lammekoteletter
5.     Ovnstegte squash med champignoner i en salat med frisk mynte og feta
6.     Minipizzaer med tynde, lange skiver og haloumi (allerede nu er det ved at gentage sig selv lidt)
7.     Tzaziki i en snæver vending med squash i stedet for agurk og med frisk oregano
8.     Ratatouille, (men det er længe siden jeg har smagt en god en)
9.     Grillet i tynde skiver og rullet om en blanding af en skarp gedeost, lidt chili og persille blandet op med et skvæt olivenolie
10.                    Fuglemad. Opgiv, skær i skiver og server i haven

Men når det er hver eneste uge man skal passe squash ind i programmet, er det ikke nok. Og det hjælper heller ikke at variere ved at kalde det courgette. Har prøvet.
Squash er og bliver bare en pligtgrøntsag for mig. Lidt som den der onkel eller tante man altid bør tale med bryllupper og andre familiefester. Man gør sit bedste og hver gang forsøger man sig med en ny og spændende tilgang, men man ser aldrig helt frem til det.
Det mest bizarre er, at jeg nærmest skal flyve og fare London rundt hvis jeg skal finde squashblomster, som jeg elsker at fylde med ost og stege som jeg engang har set det blive gjort i en park i Mexico City.
Man hiver lige den orange støvdrager ud, fylder blomsterposen med mascarpone og lidt skarpere reven ost, salt, peber og friskhakket merian. Så dypper man blomsterne i en tempuraagtig dej lavet med danskvand og steger dem i rigeligt med olie.
Men squashblomster er der næsten ingen til at opdrive af, selv ikke på Londons mest velassorterede markeder. Det eneste sted jeg nogen sinde har set dem her i byen ligger en 35 minutters busrejse væk og så er det ikke engang sikkert de har dem, selv i sæsonen.
Så mit forslag til den del af frugt- og grøntindustrien, der insisterer på at oversvømme vores husholdninger med skyldsquash. Fint, så gør det. Men gør det tidligt og tag dem mens de er i blomst, mens de er små og delikate.  Både transport og dyrkning vil blive langt billigere. Og i mit køkken skyld forvandle sig til noget syndigt og dét er straks langt mere interessant.

tirsdag den 11. januar 2011

Ting, der ikke burde passe sammen

Der er ting man med en halv tanke ved aldrig kommer til at passe sammen: Fisk og ost (jeg har det fra Italien, hvor der vistnok er bødestraf for lige netop dén forseelse), guacamole og sweet chili sauce som jeg engang fik serveret i den samme skål af en underfrankeret, men meget overrislet kok i Belfast (jeg græmmer mig stadig ved tanken) eller grillet ananas oven på en rødspætte som et spiseetablissement, der skal forblive unavngivet engang satte foran mig et sted i Cornwall for nogen år siden.
Jeg har heller aldrig nogen sinde glemt, at jeg engang gik til svømning med en pige, der spiste bananmadder med mayo, salt og peber. Selvfølgelig var jeg nødt til at prøve det af ren og skær nysgerrighed, og selv om jeg bestemt måtte medgive at det ikke var uspiseligt, så er det heller aldrig blevet en klassiker i min kulinariske værktøjskasse.
I visse byer i Østjylland skal man også vare sig for at bestille en hotdog med det hele, medmindre man har mod på at få et læs rødkål oven på de rå og ristede. Igen, det kan vel spises, men ifølge min personlige smag, ikke med fordel.
Så er der selvfølgelig også de parløb, hvor man bare tager sig til panden og tænker, jamen selvfølgelig, det er jo helt oplagt.
Der må f. eks. engang have været et kvikt hoved, der fandt ud af at hælde nogen rejer indenbords i en avokado, en opvakt kolonial brite, der tænkte, at hvorfor ikke lige tjekke hvad der egentlig sker, hvis man hælder sin medicinske behandling mod malaria kinin (i form af tonic) i sin gin. En lyksalig dag var der formentlig et eller andet geni, der tænkte at hollandaisen lige skulle piftes op med en dusk estragon vedkommende havde stående i vindueskarmen alligevel og dermed opfandt bearnaisen.
Og så er der de der underlige ægteskaber, hvor man tænker hm… Kan det virke?
I teorien kan det måske virke og så smager man, og så viser det sig at være ganske fantastisk. Det er ting man måske mest opdager, hvis man er nysgerrig og fordomsfri og er parat til at eksperimentere lidt mere i køkkenet.
Okay, så jeg er ikke nogen Heston Blumental, selv om jeg må sige, at jeg virkelig nød mit indtil videre eneste besøg på The Fat Duck. Men jeg har mine egne sære favoritter.
Relativt sent i livet har jeg opdaget glæden ved bagels med rosiner og rosmarin. Ja, jeg ved det umiddelbart lyder helt absurd, men det er så godt, at jeg jævnligt stiger på bus nummer 328, der faktisk for 1,50 £ lokker med at køre sine passagerer via Chelsea helt til slutdestinationen World´s End, bare med henblik på at få en af de bagels.
Jeg står af  bussen inden det kommer så vidt, nemlig i Kensington, hvor jeg køber dem i Whole Foods. Hvis de har altså har dem. Det er altid et risikofyldt moment ved turen, men det må forventes når man sidder i en rød dobbeltdækker med kurs mod det sted, hvor der, ifølge gamle søkort, kun hersker underlige monstre og drager.
Nu vi har fat i rosmarinen, så går den fantastisk sammen med mine søde, sprøde julesmåkager, hvor jeg blander smagen op med revet appelsinskal.
Jeg har også opdaget glæden ved saltkarameller og efter jeg har spottet denne heldige kombination har jeg fundet alle mulige fantastiske steder at lade den få afløb. Salt, karamel og chokolade fungerer så urimeligt godt sammen at jeg fejrede det for ikke så lang tid siden ved at lave en kæmpe bradepande fyldt med chokoladebrownie med saltede peanuts, chokoladeknapper og masser af chunky peanutbutter marmoreret ind i overfladen.  Det var fantastisk da det var nybagt og efter et par dage var det som at spise hjemmelavede Snickers.
På et af mine yndlingssbøfsteder her i London, den argentinske kæde Gaucho, lavede de en fortryllende sommer fantastiske hindbær-basilikum Collins som jeg kunne have levet af alene, hvis ikke lige bøfferne havde været så forbasket gode.
Jeg har selv opfundet en tærte med jordbær og basilikum som jeg er ret stolt af og så elsker jeg den lidt mærkværdige blanding af kirsebær og lakrids som jeg finder i en af mine yndlingsmarmelader. Jeg ved godt, at jeg her udfordrer en smule, men tro mig: Det fungerer sublimt på et stykke ristet brød med lidt gedeost under eller ej.
Men den blanding som jeg er mest stolt af selv at have opdaget lyder lige så mærkelig som den er god: Tomater med vaniljesalt.
Det er en af den slags lykkelige ting, der sikkert aldrig kunne ske i et velorganiseret køkken, hvor alt er på sin rette plads.
Men, kan man så spørge, hvor kan man med rette rubricere noget så mærkelig som vaniljesalt alligevel? Står det ved krydderierne? Saltet? Sammen med bagetingene?
Dåsen stammer fra det walisiske Halen Mon, der producerer sine salte på Isle of Anglesey og vel er saltens Rolls Royce. Halen Mon kan blandt andet skrive både El Bulli og Heston Blumental (hov, der var han igen) på kundelisten.
Til daglig bruger jeg glad Maldon Sea Salt, men til fint bruger jeg sommetider Halen Mon, der også har leveret en lille beholder med røget salt til mit køkken.
Vaniljesaltet fandt jeg, helt uventet, på en hylde i en filial af en amerikansk overskudskæde på Isle of Man, hvor det var til salg for en slik sammen med nogen poser med oversete julemandsskumfiduser. Billigt til salg fordi sikkert ingen på Isle of Man havde den mindste ide om hvad man stiller om med noget så mærkeligt som vaniljesalt. Men jeg var klar til at slå til. Hvad kan jeg sige til mit forsvar, andet end at de færreste kulinariske fristelser møder mig uforberedt?
Den stod længe i mit skab og kunne ikke rigtig overbevise mig om at den skulle bruges til fisk som den ellers sagde den gerne ville på bagsiden af krukken. Men en skønne dag skulle jeg ovnriste nogen tomater af en så dubiøs kvalitet, at jeg ikke havde noget at miste og så stod krukken vaniljesalt og bød sig til, fordi jeg var kommet til at skubbe til et glas med abrikosmarmelade, fordi jeg skulle finde nogen kapers.
En lykkelig indskydelse og nogen timer senere kunne jeg fiske en ny kombination ud af ovnen: Vaniljesalttomater.
De var himmelske, hvis jeg selv skal sige det. Jeg spiser dem som tilbehør til varm mad, smider dem i en grøn bitter salat eller parrer dem med lidt avokado. Smagen er ret overvældende og eksploderer sådan lidt mærkeligt inde i munden. Men på en god måde.
Hvis man ikke lige kan komme i nærheden af Halen Mon kan man sikkert lave sit eget vaniljesalt ved at proppe vaniljekorn i salt og måske lade den brugte vaniljestang ligge nede i saltet akkurat som man kan gøre det med sukker. Det er umagen værd og bedre end at sidde og stikke i dødkedelige drivhustomater. Som jeg hader med en passion, der sikkert er en bedre sag værdig.
Jeg tænker, at på den facon er kærlighed helt som køkkenkunst. De ting man tror passer perfekt sammen, duer måske slet ikke eller også er det bare kedeligt og forudsigeligt som en sammenkrøllet indkøbsseddel efterladt i en Føtexindkøbsvogn på en regnvejrsdag i november.
Bedst som man troede man kendte alle opskrifterne forfra og bagfra opstår der en lykkelig kombination som man slet ikke vidste fandtes før den kom og var ganske aldeles himmelsk.
Men det kræver selvfølgelig at man tør eksperimentere og prøve noget nyt. Selv uden for køkkenets grænser.

lørdag den 8. januar 2011

Regnskabets time

Step away from the chutney NOW.
For fremtiden er jeg simpelthen nødt til at se en lidt redneckagtig amerikansk sheriff  med et meget stort våben for mig, bare jeg så meget som overvejer at komme i nærheden af noget, der er syltet, henkogt, pickled, pulveriseret eller proppet i en dåse.
Det går simpelthen ikke mere. Jeg bliver aldrig lagerforvalter og selv om jeg måske på en god dag kan kalde mig en ganske habil kok, må jeg erkende at jeg heller ikke bliver en særlig vaks husbestyrerinde.
Jeg har ryddet op i mit forrådsskab og jeg er simpelthen så beskæmmet over hvad jeg fandt der og har totalt mistet retten til at klage mig over at mit køkken er for småt i den nærmeste fremtid.
Hvis en katastrofe af fænomenale dimensioner skulle ramme Jorden og gøre indkøb umulig i et halvt års tid tvivler jeg på, at jeg med det fuldstændigt absurd store fødevarelager jeg har hamstret mig til vil komme bare i nærheden af at være småsulten. Når Røde Kors dumper fødevarepakker ned fra helikoptere til mine udhungrede medborgere vil jeg formentlig først lige være gået i gang med pindemadderne.
Problemet er firedobbelt.
For det første er der, retfærdigvis skal det siges, tale om et hjørneskab hvor det er meget svært at overskue hvad der egentlig befinder sig på den halvanden hylde, der er afsat til fødevarer. Så det sker engang imellem at jeg tænker, at jeg da vist ikke har nogen korianderfrø, eller noget gåselever eller måske er løbet tør for røget paprika. Det er jeg så typisk næsten aldrig.
Den anden side af den her ophobede fødevarepukkel, der får EU's smørbjerge til at ligne en lille tue, er min ukuelige nysgerrighed. Jeg er simpelthen en, der køber jordbær- og pebersyltetøj fordi jeg vil vide hvordan det smager så snart jeg opdager det findes, en, der går ind i et supermarked eller en deli hver gang hun er ude og rejse og kommer hjem med alskens nye ting (se blog om Firenze) og generelt tænker, at nye ting skal prøves. Jeg er en drøm for de der kvinder, der står med hvide hatte og deler ting ud i Bilka med tandstikkere, fordi jeg altid smager og næsten altid køber noget.
Min tredje undskyldning er, at det altså ikke er let at styre et globalt køkken som mit. Jeg skal spænde over min danske kulturarv med rugbrød og ribsgele, kæle for min livslange italienske passion med pasta i lange baner, være forberedt på at blive overfaldet af trangen til thai eller en melankolsk længsel efter noget marokkansk eller spansk eller tyrkisk. Og ikke at forglemme min britiske integrationsproces med chutneys og indisk inspiration.
Der skal bare være flere ting på lager end i et gennemsnitligt uglobaliseret køkken for at få det til at fungere.
Sidst, men ikke mindst, er jeg bare sådan en, der samler. Jeg hader at smide ting ud og er helt bestemt datter af min far, der hele livet har samlet på gamle radioer, cykler og andre maskiner, der var gået i stykker, for man vidste aldrig lige hvornår man fik brug for en reservedel.
Eller rettere sagt, det ved man altid hvornår man gør, og det er præcis dagen efter man overgav sig og smed den gamle radio ud. Så står man og mangler.
Det er et faktum.
Jeg samler på bøger, på kogebøger, flødekander, Tintin-tegneserier, muslingeskaller og så åbenbart også chutneyer.
Men nu skal det virkelig være løgn. I 2011 er det mit bestemte forsæt at få ryddet op og gå minimalismen i møde (med museskridt). Jeg vil ikke smide ud (undtagen måske lige den gåselever, der udløb i 2010 og det orangeblomstevand, der ser mistænkeligt grumset ud) men jeg vil virkelig forsøge at spise mig igennem mit lager inden jeg køber noget nyt.
For at holde løftet til mig selv har jeg gjort regnskabet op og noteret ned. Her er skammens liste som rulletekst nederst i bloggen. Og jeg skal lige gøre opmærksom på, at vi her taler om ét skab i én husholdning med én person.
Jeg har slet ikke taget hul på hylderne med pasta, mel og krydderiskabet med sine egne tre hylder og kurven med olier og eddiker.
Bare lige for at sætte det i perspektiv.
Bortset fra det er jeg allerede gået godt i gang og har åbnet en pakke Läkerol. Så mangler jeg bare at gøre kål på:
Ahornsirup, Ansjospasta (på tube), Asier, Aspargessuppe (4 breve), Auberginepickles, Balsamicogele, Beef and basil meatballs in tomato sauce (vacumpakket), Blommemarmelade med valnødder (lille glas) Borlottibønner, Bruchettablanding på glas, Butterbeans, Cacaopulver med vanilje (Montbano), Champignonsuppe (4 breve), Chiligele (East India Company), Chilimarmelade, Chilitomatsauce til pasta af mærket Passione Ardente , Chokolade med chili (en gnalling), Chutney, balsamico og blomme, Chutney, hot tamarind, Chutney, karamelliserede rødløg, Chutney, pære og vanilje, Chutney, scrumpy apple, Chutney, tamarind og dadler, Confit de canard (på dåse), Couscous Tangier fra Gustosecco, Dijon sennep (lille flaske fra Heinz), Figen relish, Flåede tomater, Flåede tomater, økologiske (2 dåser), Gherkins, pickled, Gigantes beans, baked ( 2 glas), Gravlaxsås, Gräddsauce fra IKEA (2 breve), Gul chili dip sauce, Gåselever i patentglas, Gåseterrine, Hummerbisque, Hyldeblomstgele, Hyldeblomstericepudding fra Gustosecco, Jordbær og pebersyltetøj (lille glas), Kantarelsuppe (1 brev), Kapers, franske, Kapers, italienske, Kapersbær (store), Kastanjer, hele, Kidney bønner, Kikærter (økologiske), Korianderfrø, Lemoncurd (Jamie Oliver),Lemoncurd med butterscotch, Lipton Russian Tea, Läkerol Salvi (2 pakker),Løgmarmelade fra Truckle Co. (åben), Majs på dåse (3 stks),Majs på dåse, creamed, Mushy peas ( 2 dåser),Old Spot Pork Meatballs in tomatosauce (vakumpakket), Okse-consomme, Orangeblomstvand , Pad Thai sauce, Peanut Butter, Peanutbutter med druegele (Smuckers), Peanut Satay stir fry sauce, Porchini- og trøffelmousse, Rabarberkompot (Bonne Maman), Red pepper relish, Ribsgele, Ristede løg, Rødbederelish (Jamies), Rødløgsmarmelade med slåengin, Solkyssede tomater i olivenolie, Thai Pavillion Peanut Stir Fry (3 pakker), Tom Yum pasta,Tomatsuppe fra Heinz, Toscansk speltsuppe (gryn), Trøffellinguine , Trøffelsalt,Tun, albacore i extra jomfruolie,Tun og bønnesalat fra Rio del Mare, Tun i lime og sort peber,Tun i olivenolie (Ortiz, stor), Tun med tre slags bønner (John West, 2 dåser),Tunsauce til Vitello Tonnato (tube),Valnødder, pickled,Vaniljesalt.