onsdag den 20. april 2011

Brødflov på den lækre måde

Det kan vel næppe have undgået nogens opmærksomhed, at Noma igen i år vandt den prestigefyldte førsteplads på San Pelligrinos liste over de 50 bedste restauranter i verden. Foran de to spanske resturanter El Celler de Can Roca og Mugaritz og stakkels Heston Blumental, der med sin Fat Duck i Bray var sendt ned på en femteplads.
Jeg sad selvfølgelig på plads i Londons Guildhall som jeg lykkeligt har gjort i de sidste fire år for at følge den nervepirrende nedtælling, mens jeg kneb mig i armen over at jeg faktisk får penge for at gøre lige præcis det.
Det er fedt at være til stede ved sådanne lejligheder.
At stå ude i gården og forsøge at fange René Redzepi, der altid meget sødt og føjeligt stiller op til interview og siger fine ting.
Det sjovt at fange de indflydelsesrige og nogen gange selvhøjtidelige madanmeldere, som eksempelvis The Evening Standards Charles Campion, der et år betroede mig, at han faktisk ikke brød sig om Nomas mad eller The Observers Jay Rayner, der sagde, at René havde nosser når han serverede tatar, der skulle spises med fingrene i en tostjernet Michelin-restaurant og at det var for dårligt, at El Bulli var taget af listen, bare fordi den storslåede spanske restaurant lukker senere i år.
At overhøre en af mine yndlingskogebogsforfattere og tidligere Masterchef-vinder Tomasina Meyers give interviews og lytte til hvad hun mener om at moderne mexicansk gastronomi er kommet på listen.
Det er i sandhed som at være til Oscar-uddeling for en, der interesserer sig så meget for mad som denne skribent.
Det er stort at sidde i det højloftede lokale og spotte de store kokke, der er fløjet ind fra alle verdenshjørnet og få ny inspiration til hvor man skal spise i det kommende år med det ene billede efter det andet af alskens lækre anretninger. Der var legender som Pierre Gagnaire og Momofukus David Chiang, der havde fløjet ind fra New York og selv de to excentriske herrer Trevor Gulliver og Fergus Henderson, der ejer og driver den ærkebritiske restaurant St. Johns var mødt op iført sygekassebriller og store smil.
Sidste år, da Noma vandt for første gang var det selvfølgelig ekstra spektakulært.
Ikke mindst fordi festen bagefter bød på champagne i store mængder, de bedste kanapeer jeg har smagt i mit liv og specialfremstillede grænseafprøvende cocktails fra bl.a. Noma (med fyrrenålesmag så vidt jeg husker) og The Fat Duck.
Ak, det lyder misundelsesværdigt. Men der er også en anden sandhed om disse arrangementer.
Og det er at man jo skal levere nogen linjer. At man er nødt til at droppe åbningsreceptionen og kanapeerne og sidde med computeren balancerende på skødet inde i den store hal, mens man ihærdigt forsøger at ignorere at en eller anden tekniker tester lydanlægget til dets yderste formåen, mens man leverer til både nettet og den trykte avis, der har tidlig deadline.
Og hvordan man styrter op på scenen når kåringen er overstået for at få en ny frisk kommentar og får den ringet ind til nettet og får serviceret radioavisen.
Der er faktisk ikke plads til virkelig at læne sig tilbage og nyde aftenen.
Men når det hele er overstået, så er der ikke noget man hellere vil end have en drink og lidt at spise. Og det man skal have at spise skal ligesom ikke være en rugbrød med leverpostej.
Det ville være som at have været ude og finde trøfler hele dagen og så gå hjem og æde en markchampignon. Det er bare ikke hvad man har brug for.
Heldigvis var Veuve Clicquot en af aftenens hovedsponsorer, så det var ikke gode drikkevarer, der var mangel på.
Men efterhånden var klokken altså blevet noget med 22 og ikke så meget som en krumme aftensmad havde jeg fået, fordi jeg havde siddet der og skrevet.
Og her var det så, at det i al sin gru gik op for mine to kolleger og jeg, at det eneste der var at proppe i munden efter vi havde siddet og set på hvad man vel nærmest kan betegne som regulær madporno, var Serrano Skinke.
Indrømmet, det var formentlig verdens bedste serrano-skinke som annonceret lavet på de fineste spanske griselår og lagret i fem år. Det smagte godt. Men det gør alt jo når man halvsvimmel af sult står og klynger sig til et champagneglas.
Min kollega handlede resolut og førte os ud i London-natten til en taxi, der kørte os hen til St. Johns Bread & Wine, der er en udløber af den højt berømmede St. Johns (der i øvrigt ligger nummer 41 på listen).
Her måtte vi kunne få stillet sulten og få noget mad, der var aftenen værdig.
Men ak. Sådan kom det ikke til at gå. Vi vidste godt, at vi havde kørt den meget, meget tæt til deadline ved at dukke op sådan cirka klokken 22.50 for en restaurant, der egentlig lukker klokken 22 på hverdage.
De var ved at skure køkkenet ned og der var ikke noget at gøre.
Vi kunne få præcis hvad de lovede i navnet: Brød og vin. Og så med en ostetallerken eller to oven i købet, mens vi kunne sidde og se misundelige til de dampende tallerkener, der ankom til folk, der faktisk havde bestilt deres mad mens kokken stadig var på arbejde.
Det smagte oven på Nomas internationale sejr for anden gang i træk en lille smule af antiklimaks.
Men det var faktisk okay. Selskabet var upåklageligt. Osten var fin. Vinen helt perfekt til aftenen og bortset fra den måske lidt for høje regning, så var det ikke en dårlig måde at falde ned oven på en bevæget aften.
Desværre bliver jeg nok nødt til snart vende tilbage til St. Johns overfor Spitalfields Market. Det menukort så fantastisk ud. Men på den anden side, det gør alt jo når man er så lækkersulten.

tirsdag den 12. april 2011

Curry Wurst, bitte


Alle har hemmelige laster og en af mine mere mærkværdige (og nu ikke længere så hemmelige) af slagsen er tysk junkfood af den næstværste skuffe.

Jeg elsker curry wurst.

Det er klart, at udøvelsen af den mørke kunst som indtagelse af curry wurst er, kræver visse ritualer. Det første bud er, at det skal og må finde sted i Tyskland og allerhelst ved et stop langs Autobahnen. Til nød ved en eller anden grænseshop så som Otto Duborg.

Men det er først og fremmest motorvejsnostalgien, der trækker.

Det minder mig om barndommens bilferier, hvor vi styrede direkte mod Jugoslavien i en lille bitte Fiat for at bo i telt i en måned, fordi det var billigere end at bo i Danmark. Minder mig om andre ferier med andre mennesker, hvor man på en eller anden måde altid kører igennem Tyskland og behandler dette interessante land som en slags korridor på vej mod mere eksotiske destinationer som Rom, Paris, Venezia og Grækenland.

Curry wurst er min måde at anerkende Tyskland på og jeg var nærmest lykkelig, da jeg i sidste uge fik mulighed for at tage en lille road trip fra Dover til Calais og hjem til Danmark.

For så ville vi komme igennem Tyskland og jeg kunne få lov til at dyrke min last. Faktisk gjorde jeg curry wurst til en betingelse for min deltagelse overhovedet i rejsen og jeg var så heldig, at bilens ejer er et særdeles venligtsindet menneske, der tager den slags utidige nykker med knusende ro.

Regel nummer to ved indtagelse af curry wurst er, at den selvfølgelig på ingen måde skal have noget, der bare kunne minde om gourmetagtig tilbehør. Det der virkelig gør måltidet komplet for mig er ikke frisklavede pommes frites eller noget som helst andet, er ligner nyligt tilberedte råvarer. Nej, det skal være den hvide, let syrlige kartoffelsalat, hevet direkte op af spanden med et slask og placeret på tallerkenen med nogenlunde samme fingerspidsfornemmelse som en mand med et trykluftsbor går til en brostensbelægning.

Curry Wurst er egentlig en bastard i sig selv. Opfundet af tyske Herta Hauwer i Berlin 1949, der brugte den klassiske tyske svinepølse, skar den i stykker og overhældte den med en blanding af ketchup, Worcester Sauce (angiveligt bragt til Berlin af britiske soldater) og curry-pulver. Det blev en kulinarisk klassiker af dimensioner.

I dag bliver der langet mere end 800 millioner portioner over disken i Tyskland og der er debat om hvor curry wursten har sit åndelige hjem. Er det i Berlin, hvor retten blev opfundet og man nu kan besøge Deutche Curry Wurst Museum? Eller et det i Düsseldorf, hvor Curry Im Hafen hævder at være Tysklands første regulære curry wurst-restaurant?

Vi kom ikke i nærheden af nogen af stederne i bilen. I stedet stoppede vi på et helt regulært sted, der hed et eller andet med hof i slutningen og hvor der var den helt rigtige cafeteriastemning. En lang disk og en mand, der stod parat til at smide et par pølser på panden og pøse dem til med curry sauce inden han stak skeen ned i spanden med kartoffelsalat.

Den tredje regel med curry wurst er, at der skal være en eller anden form for syltet agurk til. Jeg er klar over, at denne regel er kontroversiel, og ikke helt i overensstemmelse med den mere puristiske tilgang til retten.

Men for mig, så skal der lige være lidt grønt sammen med alt det hvide og røde. En lille syrlig påmindelse om, at alt ikke er lutter curry wurst her i livet.

Og her var det så, at denne, i øvrigt særdeles velassorterede, specielle rasteplads i Tyskland faldt en lille smule igennem. De havde både peberspray, store knive og knipler til salg i en montre når man lige kom ind. De havde fem slags halspastiller (tro mig, jeg købte fire af dem), Ken Follett på lydbog og pornoblade.

Men de havde ikke mere agurkesalat. Ikke så meget som en enkelt lille syltet agurk kunne man opdrive til lige at få sin curry wurst til at glide ned.

Og sådan er det jo tit. Intet er helt perfekt, selv ikke en curry wurst.

Men udsigten over motorvejen i mørke og bilerne, der gled forbi gjorde sammen med den træthed man føler i kroppen når man har brugt et tocifret antal timer i en bil, gjorde faktisk deres til at skabe den helt autentiske stemning.

Da jeg bugserede den sidste klat kartoffelsalat op på gaflen, vidste jeg at uanset hvor den road trip endte henne og hvor lang tid det ville tage at komme hjem, så havde rejsen allerede været en succes for mit vedkommende.

Nogen gange handler det ikke om at komme frem, men hvad man får at spise på vejen.

 Og så selvfølgelig at sørge for at give efter for sine hemmelige laster… bare engang i mellem.

fredag den 8. april 2011

Rød front


Det er, indrømmet, ikke en typisk forårsspise, men jeg havde lige nogen rødbeder i grøntsagskassen, noget oksekød i køleskabet og inden jeg havde fået set mig om var jeg i gang med at lave borscht, russisk rødbedesuppe, der kan staves på lige så mange måder som den kan laves.
Retten stammer oprindeligt fra Ukraine, men den er også en del af det jødiske køkken og har rejst gennem tiden op igennem især Østeuropa.
Hvordan man laver sin borscht er i dag afhængig af personlig smag. I gamle dage handlede det mere eller mindre om at tømme grøntsagskassen og det var da også i den ånd jeg satte suppen over.
Jeg har en meget løs opskrift i min kogenotesbog som jeg kalder Platonisk Rødbedesuppe. Det gør jeg ud fra den græske filosof  Platons dogme om begrebsrealisme, i det her tilfælde påstanden om, at selve ideen om f.eks. rødbedesuppe altid vil være mere ideel end den virkelige rødbedesuppe, der lander i gryden og i sidste ende i den dybe tallerkenen.
Den perfekte rødbedesuppe findes altså alligevel kun som en tanke og når man har erkendt det og hele den materielle verdens illusoriske tilsnit helt generelt, så er man ganske fri til at lege som man vil i køkkenet med begrebet borscht. Noget skal man jo have til aftensmad selv om man tænker store tanker.
Opskriften er kommet til verden mere eller mindre som et patchwork-kludetæppe eller en collage, hvor man fouragerer lidt rundt, i det her tilfælde på nettet, læser en hulens masse opskrifter på rødbedesuppe, låner lidt hist, låner lidt her, finder på noget tredje selv og pludselig står man meget noget, der både er nyt, gammelt og personligt på én gang.
Den anden dag kom det til at se sådan her ud:
Jeg ristede først nogle korianderfrø i gryden for at få smagen frem inden jeg gav dem et par stød i morteren. Den citrusagtige smag gør noget godt sammen med rødbeder. Så kom jeg dem tilbage i gryden sammen med noget olie og fyldte efter med et hakket løg, hakket bladselleri, et par finthakkede fed hvidløg og en rød chili uden kerner. Jeg ville faktisk gerne have smidt en chipotle ned, men jeg opdagede til min skræk at jeg er løbet ganske tør for denne fantastiske røgede chili.
Bagefter kom okseklumperne ved og blev forseglet i varmen, så de ikke smed al deres saft og kraft fra sig. Fire rødbeder havde jeg, og de blev alle sammen revet direkte ned i gryden på rivejern og fulgt af en gulerod og en kartoffel i tern til lige at jævne. Oksefond gjorde hele blandingen mere suppeagtig og jeg supplerede med lidt tomatpure, en velvoksen teskefuld røget paprika og et bundt frisk timian som jeg lige bandt en snor om, så jeg kunne fiske den op igen når den havde udtjent sin værnepligt.
Så lod jeg hele herligheden passe sig selv ved svag varme i et par timer. Efter den tid var kødet trevlet og stadig saftigt. Jeg fiskede klumperne op en for en og blendede suppen inden jeg hældte dem tilbage igen.
Så var der serveret af denne rødviolette herlighed, der kun blev smukkere af at blive dekoreret med en ordentlig klat hvid peberrodssauce.
Platon ville garanteret have spist med lige så stor fornøjelse som mig.
Eller Lenin.

søndag den 3. april 2011

Pigen man kunne drikke

Det kan godt være, at man gik her og troede, at The Girl from Ipanema var en sang. En ganske succesfuld og melodisk afslappende en af slagsen, der vistnok sikrede både komponist Antioni Carlos Jobim og tekstforfatter Vinicius de Morces en sikker indtægt for resten af livet og den 15-årige pige Heloísa, der inspirerede sangen berømmelse, der stadig er gældende i Brasilien selv om sangen blev skrevet i 1962.
Men det er faktisk også en drink.
Det fandt jeg ud af i lørdags, da jeg sad i den ærefrygtindgydende cocktail-bar på The Langham Hotel.
For lige at placere The Langham i verdensbilledet, så har det femstjernede hotel eksisteret siden 1865 og det er blandt andet her den fabelagtige kok Michel Roux Jr. og hans far Albert Roux driver restaurant sammen. The Palm Court, hotellets te-salon kan blære sig med at være stedet, hvor den traditionelle Five o’ Clock Tea blev opfundet for mere end 140 år siden.
Men den her eftermiddag befandt jeg mig ryggesløst i The Artisian, der er en cocktail-bar for viderekomne, sammen med en ven, der havde adskillige ting at fejre.
Der var mange ting at falde på halen over: Lokalet, der var smagfuldt indrettet med et lille nik til kineserier, den særdeles velassorterede bar, der med vægten på rom sørger for virkelig at have varen til et meget kræsent publikum.
Man kan eksempelvis købe sig et shot vodka lavet af vand, der er opsamlet 1000 fod under en uddød vulkan i New Zealand eller sippe lidt af  en Havana Club Maximo Anejo (300£ flasken).
Eller man kunne lade sig imponere over bartendernes –og her bruger jeg betegnelsen løseligt – uniformer, der bestod af skinnende brokadeveste, lyslilla slips og upåklagelige manerer. Der er også en vis stil over et etablissement, der serverer alt på håndbroderede stofservietter med et smukt svunget a i skråskrift.
Alt sammen var meget fint, men der, hvor The Artisan virkelig rykkede, var på menukortet. Da tjeneren kom hen efter fem minutter, var jeg først lige kommet frem til side to, fordi jeg sad og faldt i staver over de poetiske beskrivelser og sjove navne til drinks.
Diamond Swizzle, Silver Needle Swizzle, BBC Cocktail, Tea Punch, Alice in Wonderland (opfundet selvfølgelig for at fejre udgivelsen af bogen i 1865) Best Kept Secret, Diamond Life. Navnene alene kunne få en til at sukke en smule og stirre ud på London gennem vinduet og lade sig transportere til fjerne og eksotiske steder.
Jeg sad og læste den ene poetiske beskrivelse efter den anden og historier om drinks som barkortet forsikrede ikke bare var blandet af bartendere, men faktisk designet af højtærede kunsthåndværker-mixologer.
Til overflod kunne man, hvis man var i vildrede om hvad man skulle vælge, orientere sig på et diagram alt efter om man længes efter noget forfriskende, let, delikat eller mere rigt i smagen og på den måde finde den perfekte drink til hvad humør man end var i.
Til sidst valgte jeg en Girl from Ipanema, fordi jeg altid har haft en hemmelig svaghed for bossanova. Noget skulle det jo være, jeg kunne ikke blive siddende der i en halv time og læse om rom fra Cuba, Den Dominkanske Republik, Barbados og Jamaica i evigheder. Jeg var jo faktisk kommet for at få en drink.
Efter meget gøren og laden og rysten af sølvcocktail-mixere ankom herligheden til bordet. Og den var smuk. Både af udseende og smag. Det var i al sin geniale enkelthed Cachaca Beijo Flor hældt over en kugle citronsorbet og serveret ved bordet med en stor muslingeskal fyldt med pulveriseret pistacienød, som man så kunne dosere efter behov med en lille sølvske.
Konceptet med drinks og sorbetis holder hele vejen hjem efter min mening. Jeg var engang ude og besøge Beefeater Gins destilleri i London og der blev jeg præsenteret for en guddommelighed med Beefeater 24 gin, vaniljelikør og citronsorbet.
Siden da er en ikke ubetragtelig del af min tankevirksomhed gået med at opfinde en lejlighed, hvor jeg kan komme til at servere noget lignende. Det er ligesom alligevel lidt over the the top på en onsdag aften i det nordlige London.
En skønne sommerdag, måske ude i mit sommerhus, mens man sidder og ømmer sig over at have fået alt for meget sol nede ved stranden i løbet af dagen og venter på at grillens gløder får den rigtige orange farve, så man kan smide et par velvoksne bøffer på. Så kunne det måske lige passe.
Cachaca, der vel er den brasilianske nationaldrik, er i øvrigt lidt ligesom rom i den forstand at det også er lavet på sukkerrør, men hvor rom er lavet på raffineret sukker, er cachaca lavet på den rå version. Beijo Flor er ikke, som man måske ved første øjekast kunne tro en blomst. Det er den lille fugl, der spiser dem: Kolibri på portugisisk.
Ja, jeg er en nørd når jeg slår den slags ting op, men jeg har forliget mig med tanken om det.
Jeg har en flaske stående i mit barskab og normalt plejer jeg at lave en ret heldig sommerdrik med cachaca, passionsfrugtsirup, citronssirup, knust is og lidt mynteblade, hvis der virkelig skal være fest. Hvis jeg selv skal sige det, så virker den.
Men okay. Jeg er ikke miksologist og jeg måtte se mig slået i lørdags af pigen fra Ipanema.
Hun smagte vidunderligt, og den eneste ting jeg egentlig havde at udsætte var, at den (hun?) formentlig ville have smagt endnu bedre, hvis jeg rent faktisk havde drukket den på Ipanema Beach mens solen var ved at gå ned og man kunne sætte fødderne i det varme sand og se ud på bølgerne. Og menneskene på stranden.
Men man kan jo ikke få det hele. I hvert tilfælde ikke på én gang.
Til gengæld var det desværre ikke noget problem at få en barregning. Inden jeg havde set mig om var drinken væk og jeg var 15£ fattigere.
Det var alle pengene værd, men det er nok ikke et sted man skal gå hen for at lægge bunden til en glad aften i byen.
Med mindre ens far er oligark og det er min ikke.


onsdag den 23. marts 2011

Om baoziens mystiske dragende kraft



Lige pludselig kan man få en prik.
Et behov, der må og skal opfyldes her og nu. Ellers går man til grunde eller mister i det mindste koncentrationen indtil det bliver mættet.
Sådan har jeg det bare engang imellem med baozi.
Jeg smagte dem første gang i en park i nærheden af zoologisk have i Tokyo inden jeg overhovedet vidste hvad det var.
Det var en råkold grå dag i marts, jeg var lidt småsyg  og jeg havde brug for noget varmt at sidde med i tågen, mens jeg overvejede hvordan jeg overhovedet skulle få kræfter til at tage metroen tilbage til hotellet og lægge mig med feber.
Der stod der så en smuk gammelmor med langt glat sort hår og milde øjne i nærheden af et tempel og solgte disse ufarligt udseende bløde hvide puder af dampet brød. Det var lige hvad jeg havde brug for. Invalidemad.
Brødet var præcist så klægt, hvidligt og sødt som man kan få brug for når man synes verden er al for stor og man selv er en lille én. Sådan noget, der slet ikke har nogen struktur, men bare smelter og klæber sig fast til ganen, mens man pludselig når ind til overraskelsen inden i.
I det her tilfælde i Tokyo var det hakket svinekød med krydderier og det var en himmelsk mundfuld jeg stadig kan huske længe efter jeg har glemt dusinvis af dyrere og mere indviklede måltider.
Jeg kan huske tågen og følelsen af kulde i fingerspidserne, mens jeg pakkede bollen ud af tyndt hvidt silkepapir og mærkede den første hvinende søde mundfuld der senere blandede sig med den krydrede svinekød, der smagte lidt som fyldet i min barndoms fryseforårsruller, bare hundrede gange bedre.
Det var i dén grad hvad jeg havde brug for lige der.
Der gik faktisk et stykke tid inden trangen kom over mig igen. Jeg glemte næsten baoziens eksistens, blandt andet fordi jeg ikke naturligt drages mod det kinesiske køkken, men har tendens til at hælde mere mod thai, hvis jeg skal have asiatisk mad.
Men alligevel må de hvide boller, der blev opfundet af den kinesiske krigsherre Zhuge Liang for at formilde krigsguderne engang for omkring 1800 år siden, have klæbet sig fast til min underbevidsthed.
Pludselig vågnede jeg op en morgen og der var intet at gøre. Behovet for baozi var uafviseligt og da jeg stadig ikke vidste hvad de hed eller hvor jeg skulle skaffe nogen henne, var jeg nødt til at lave nogen selv.
Jeg kunne vagt huske, at jeg havde vistnok set en opskrift på noget lignende i en Jamie Oliver-kogbog. Det blev et projekt, et udstyrsstykke.
Først erhvervede jeg mig kogebogen (jeg huskede rigtigt), så investerede jeg i en rigtig bambusdamper og først da kunne jeg begynde at købe råvarerne.
Det tog faktisk det meste af en dag, men så havde jeg de smukkeste baozier. Okay, de var måske lidt kluntet formede i forhold til den japanske perfektion, men hovedsagen var, at de ramte helt plet og dækkede et behov.
Fyldet var en hakket svinekotelet marineret i chili og appelsinsaft med kinesisk femkrydderi, hvidløg, ingefær, hoisinsauce og dampet med kaffir limeblade.
Smagsmæssigt var det en triumf.
Det er flere år siden og jeg har i det mindste brugt min bambusdamper til alt muligt andet i mellemtiden, selvom jeg vistnok ikke har haft Jamie Oliverbogen fremme igen.
Men pludselig kom det over mig igen.
Jeg havde været til fødseldagsfest på en bar i Soho her i weekenden uden at få aftensmad og pludselig var det eneste jeg kunne tænke på de der kinesiske boller.
 Det eneste jeg kunne gøre ,var at trække min hårdt plagede ledsager med ind i China Town en fredag aften lidt før midnat, mens jeg fablede om den her kinesiske specialitet.
Jeg var ikke klædt ud, men det kunne jeg lige så godt have været, og det kunne have været en voksen udgave af fastelavn.
Hvis jeg ingen boller får, så bliver der ballade.
At gå hjem uden at have fået de boller i maven var ikke en mulighed.
Og på den måde endte vi hos Young Cheng i Lisle Street. En helt almindelig beskeden Kina-restaurant uden nogen som helst fancy stillen sig an. Papirduge på bordene, ikke en udstoppet stofdrage i sigte og hvide plastic spisepinde.
Jeg fandt bollerne på spisekortet og for en god ordens skyld bestilte vi også et par dumplings og en lille forårsrulle. Men da baozierne kom, var de selvfølgelig hovedbegivenheden.
De var som de skulle være: Bløde, hvide og eftergivende med et krydret center af svinekødslunser med barbeque-smag.
Lige i det øjeblik ville jeg ikke have byttet det væk med noget måltid i verden og jeg tror faktisk også jeg fik omvendt min ledsager.
Og det er hvad en barzoi kan. Den kan fylde lige præcis det hul man har i maven, der længes efter en barzoi og på den måde er det faktisk en meget zen-agtig spise.
Det var en af den slags øjeblikke, hvor man knuselsker London fordi det kan lade sig gøre at sidde i ChinaTown en fredag aften ved midnatstid og få stillet en lyst, der på en gang er særdeles enkel, men ville have været ufattelig kompliceret at få stillet, hvis man nu boede et andet sted.
Da regningen kom sammen med en appelsin i både, var der faktisk ikke noget som helst at klage over i hele verden.

mandag den 14. marts 2011

Hoved eller hale?

”Øh, undskyld, kan du ikke lige sige det igen?”, sagde min veninde og så på mig med det der blik.
Det var lørdag eftermiddag et sted i nærheden af Islington i en fantastisk gammeldags købmandsbutik med skakternet gulv og stort set uden emballage.
Tørvarer som ris, mel, sukker og spelt var i store beholdere, hvorfra man selv skovlede det op i brune papirsposer. Vineddike, vin og æblejuice var på store dunke, så man selv kunne tappe af i sine medbragte flasker og selv flydende vaskemiddel var i genbrugsbeholdere for miljøets skyld.
Jeg havde i min begejstring over at have lokaliseret noget perlebyg sagt den sætning, der fik hende til at standse op.
”Ja, men det passer perfekt, for jeg har lige købt en oksehale på nettet”, gentog jeg.
Hun rystede på hovedet.
”Jeg kender ikke andre end dig, der siger den slags ting.”
Det blev måske ikke bedre af, at vi faktisk lige havde rejst os fra en stor frokost på den interessante maurisk-spanske inspirerede restaurant Moro i Exmouth Market.
Tre overdådige retter med vin var det blevet til i den næsten stopfyldte restaurant, der blandt andet udmærker sig ved at have ikke bare en fantastisk interessant menu, men også de smukkeste kakler på toilettet, der mindede mig lidt om Zanzibar.
Først fik vi krabbekød rørt op med olivenolie, tomat, citron og lidt chili serveret på ristet hjemmebagt brød med en forfriskende håndfuld ruccola ved siden af til at tage toppen af den mest insisterende sødme fra krabben.
Så fik jeg flæskesteg bagt i stenovnen med krydderier og blød spinat, der var vendt med pinjekerner, rosiner og syltede løg, mens min veninde fik kylling med blomkål og syltede appelsiner. Interessante nye kombinationer, der fungerede smukt.
Endelig sluttede jeg af med en slags citronfromageting lavet på yoghurt og drysset som en fortælling i Tusind og en nat med dybrøde glinsende granatæblekerner og lysende forårsgrønne pistacie-splinter.
Nu slentrede vi rundt på den der uplanlagte måde man tit glemmer når man er voksen og altid er på vej et eller andet sted hen fordi man er så vigtig. Kiggede på smykker, så på nogen mennesker, der spillede bordfodbold på en cafe, tjekkede hvem der sad i køen henne ved tatovøren, gik i bogbutik, gik tilbage i bogbutik fordi jeg havde glemt at købe noget, kiggede på blåbærtærter som ingen af os kunne spise. Fandt den her fantastiske købmand.
Og så var det så, at jeg fortalte det med oksehalen og fik min veninde til at ryste på hovedet.
Måske var det bare selve ideen om at jeg allerede i tankerne var henne ved et helt andet måltid. Ellers også var det tanken om at man faktisk kan sidde og surfe på nettet og komme i tanker om at man lige mangler en oksehale i sit liv.
Men sådan er jeg nok bare skruet sammen.
Så jeg hældte mine perlebyg op i posen og så gik vi videre for at handle ind til aftensmad som vi lavede hjemme hos mig senere.
Jeg havde lyst til at brodere en smule videre på den arabiske indflydelse, så da det blev tid til aftensmad vendte jeg et par lammekoteletter i sumak inden jeg smed dem på grillpanden.
Sumak er et krydderipulver, der smager af Mellemøsten så snart det rammer munden. Summaq, som var det oprindelige navn, betyder rød på arabisk og det er præcist farven på de pulveriserede bær, der smager en lille smule som citron og som man f.eks. kan drysse ud over humus med fordel.
Det smager også skønt hvis man blander det op med lidt olie og pensler kylling med det inden man sætter den ovnen.
Jeg serverede lammet med en salat af sprøde blade jeg havde købt ved købmanden, grillede skiver af hvid, salt cypriotisk haloumi jeg havde revet i små stykker, små både af balsamicovendte rødbeder, en fileteret appelsin og forårsløg i skrå skiver.
Til dressingen ristede jeg lidt korianderfrø på panden og knuste dem i min store oliventræsmorter. Så blandede jeg dem med saften fra en lime, olivenolie og en lille smule salt og balsamico. Det skar igennem de sødlige rødbeder og den salte ost.
Mens jeg regerede bagte min veninde løg i ovnen og lavede spinat med hvidløg og så spiste vi meget fint for anden gang den dag.
Min oksehale blev leveret i dag. Jeg havde tænkt på det som en portion oksehale. Men det var en hel en af slagsen. Ganske vist skåret i bidder, men alligevel.
Den vejer 1,4 kilo i vakuumpakket tilstand og jeg har gået lidt rundt om den, kigget lidt på den og fantaseret om hvad jeg skal stille op med den.
Det er altså meget kød på en gang i en enlig husholdning.
Nogen gange laver jeg bare en slags variation over Osso Buco, men jeg tror det bliver en lidt mere fransk inspireret stuvning af den slags, der skal have lov til at stå til kødet kun lige netop klynger sig i bløde trevler til benet og saucen er tyktflydende af al den gelatine, der er blevet afgivet.
Der skal rødvin gulerødder, tomater, selleri og krydderurter i, mens den står der og forvandler sig. Løg, hvidløg. Måske lægger jeg en bund med noget italiensk bacon jeg har liggende. Måske ryger der et skvæt cognac ned i gryden. Måske noget appelsinskal som jeg læste man kunne putte i en artikel for nylig.
Jeg bliver vist nødt til at invitere nogen til middag snart.
Men det kan jeg jo også nemt, for nu har jeg jo de perlebyg, der skal serveres til.


torsdag den 10. marts 2011

Forårsfornemmelser

Jeg er lige begyndt at læse en vanvittig interessant bog, der hedder The Particular Sadness of  Lemon Cake (skrevet af Aimee Binder). Den handler om Rose, der kort før sin 9-års fødselsdag finder ud af, at hendes smagsapparat ikke bare kan smage selve maden, men også hvilken sindsstemning den har frembragt maden var i.
Hun opdager det på den triste måde, fordi hun kan smage i den her fødselsdagscitronkage med chokoladecreme, at hendes mor er ulykkelig.
At kagen smager hult.
Det er både en gave og en forbandelse at kunne smage den slags.
Som sagt er jeg ikke kommet langt i bogen endnu, men jeg er vanvittigt fascineret af ideen,  og kom straks til at tænke på Laura Esquivels sanselige mexicanske bog Hjerter i Chili og den fantastiske scene, hvor hovedpersonen Tita de la Garza må se ulykkeligt til, mens hendes livs kærlighed Pedro gifter sig med hendes storesøster Rosaura fordi pigernes mor har bestemt, at den yngste datter i familien aldrig må blive gift.
Det tilfalder Tita den tunge opgave at lave parrets bryllupskage. Men da hun rører den sammen, falder en tåre ned i dejen og denne ene tåre forgifter hele kagen. Alle, der spiser af den til brylluppet bliver overvældet af ufattelig tristesse, husker pludselig tabt kærlighed og for andre bliver oplevelsen så stærk, at de kaster op.
I resten af bogen erklærer hun sin forbudte kærlighed til Pedro i den mad hun sætter på bordet og han svarer igen ved at fortære den med en vellyst han aldrig udviser sin påtvungne kone, som han jo kun har taget for at være tæt på Tita.
Hvad nu hvis man virkelig kunne smage hvad den der har lavet mad til en spekulerede på mens de gjorde det.
Man kunne måske gå ind på en McDonalds og bestille en McFeastmenu og pludselig høre tankerne hos en desperat 22-årig, der tænker, at om bare sytten skift mere er der nok penge til at tage på roadtrip til USA.
Man kunne komme hjem og spise sin mors grydestegte kylling og pludselig vide, at selv om hun hele tiden hakker, så savner hun faktisk én, når man ikke er der og bekymrer sig.
Eller gå på café i Paris og fatte det fulde omfang af hvor foragtet man er over sin udtale af omelette avec de jambon, s´il vous plait.
Mad er en kunstform, der i den grad kan kommunikere. Forskellen er måske bare, at i modsætning til f.eks. litteratur eller billedkunst så er det noget vi for de flestes vedkommende enten er nødt til at udføre hver eneste dag. Eller i det mindste forholde os til. Vi kan velsagtens overleve et pænt længere stykke tid uden kunst end mad. Trods alt.
Michelinstjernebehængte kokke gør det på et overlegent niveau og akkurat som ved meget stor litteratur, så forudsætter det et kendskab, at man kender det sprog, der bliver kommunikeret med.
Men tænk nu hvis andre også kunne smage en selv i den mad man laver.
Jeg tænker ikke her på den personlige stil. Men hvad nu hvis man kunne smage nervøsiteten i den Lemon Meringue Pie man havde lavet den aften chefen skulle komme til middag. Hvad nu hvis man kunne smage omsorgen i den græskarsuppe man lavede til en ven med ondt i hjertet.
Eller hvad nu hvis man var hemmeligt forelsket i nogen og bagte dem et stykke chokoladekage. Ville de så kunne smage det?
Måske kan man ikke smage de finere finesser, men jeg påstå, at man godt kan smage omsorg og kærlighed i hjemmelavet mad, som nogen har gidet at lave fra bunden.
Så næste gang, kære læser, du sætter dig til bords. Så tag et ekstra øjeblik ud og smag på maden. Smag og brug et lille bitte øjeblik på at mærke kokken. Mangler der salt, mangler der kærlighed, kram eller måske bare et drys parmesan?
Selv fejrede jeg foråret på behørig vis. Der var smukke havaborrer (det lyder meget pænere på engelsk, hvor det hedder seabass) hos fiskehandleren og jeg købte to fileter inden jeg inviterede en ven til forårsfest.
Man behøver ikke pille meget ved foråret, bare at fejre alt det grønne. Så jeg stegte fileterne med salt og peber i lidt olie og smør.
Serverede dem med nye babykartofler jeg lige rullede lidt rundt i lidt olivenolie, citronsaft og nyhakket dild som jeg engang har lært det af en polsk veninde.
En skål med nykogt broccoli fandt også vej til bordet.
Men stjernen i forestillingen var selvfølgelig den übergrønne salsa verde jeg havde ladet stå og trække hele eftermiddagen. Der er utallige opskrifter på salsa verde, men hovedreglen er egentlig bare, som navnet mere end antyder, at der skal ting i som er grønne.
Min version indbefatter: 1 bundt hakket bredbladet persille, 1 bundt hakket basilikum, 1 bundt hakket mynte, en håndfuld hakkede kapers, en håndfuld hakkede cornichoner, 2 finthakkede fed hvidløg (den eneste ikke-grønne ingrediens) og så et ordentlig skud af en lækker fed grønlig olivenolie. Min var den gode fra Firenze.
Det kan laves lige inden man skal spise, men det bliver bedst hvis det får lov til at stå lidt, så alle de grønne ting lige kan nå at hilse på hinanden og udveksle lidt smalltalk.
Og så var der middag. Og hvis min gæst smagte efter hvordan kokken havde det, så var det nok noget med at jeg er glad fordi det er forår og krokusserne smiler lyslilla henne i parken og at jeg hører en del opera for tiden som gør mig ganske let om hjertet.