Glædelig jul og honningkagehusspetakler

Glædelig jul og godt nytår til alle mine vidunderlige læsere,

Bloggen holder lidt juleferie, men indtil den er overstået, kommer der her en gammel klassiker, der i sin tid er blevet trykt i Berlingske Tidende.

I samme øjeblik jeg samlede den glittede julebog op fra et bord i en boghandel i London, var jeg solgt. Dér sidst i bogen mellem opskrifter på julekager og fyldte kalkuner, tonede det frem i al sin herlighed: Med krymmelblagte chokoladeknapper på taget, små bolchestribede slikstokke i forhaven og et væld af juvelfarvede vingummiindsatser i vinduerne. Det var det ultmiative honningkagehus og jeg var ganske enkelt nødt til at eje den bog, så jeg kunne fabrikere sådan et hus.

Jeg så allerede for mig, hvordan mine højtelskede gudbørn ville juble af benovelse,når jeg frembragte dette perfekte hus, parat til at blive pyntet på vores årlige julekagebagedag hjemme i Danmark.

Skæbnen ville at jeg først endte i sommerhuset med mine indkøb meget sendt om aftenen inden den store dag, og da jeg slog op i opskriften for lige at tjekke, at jeg havde fået det hele med, gik det op for mig, at honningkagehuse kan man ikke sådan bage på dagen. De skal stå og klistre samnen, inden man pynter.

Godt så. Klokken var halv et, og der var ikke andet at gøre end at gå i gang. Det gik for så vidt helt efter planen, et langt stykke af vejen.

Den virkelige katastrofe ramte for alvor, da jeg skulle i gang med at blande den klæbende tykke glasur, der skulle holde sammen på hele værdet. Det store patentglas, der efter min mening havde været spækket med flormelis, viste sig at indeholde kartoffelmel. Min reelle beholdning af flormelis når nærmere på omkring tre forkrøblede spiseskefulde, og der var mildest talt ingen udsigter til at få den forøget på den forkerte side af klokken to om natten i et sommerhusområde.

Jeg gjorde mit bedste, gjorde jeg. Jeg improviserede, klippede små trægrillspyd til som stivere og lænede væggene op af dåser, og da jeg endelig trimlede i seng, var jeg stadig fuld af forhåbninger om verdens mest fantastiske honningkagehus med designergavl.

Næste morgen kunne jeg, mod al forventning, konstatere, at huset stadig holdt sammmen.

Glad gik jeg i gang med at lave morgenmad. Satte vand over til til te og begyndte at koge æg. Det følger nu et husholdningstip, som jeg gladelig giver gratis fra mig: Kog aldrig æg i et lille rum med et honningkagehus. Da jeg kom ind i køkkenet igen, var det som et tyrkisk dampbad med honningkageinfusion. Det var nærmest blevet til en stor svampet struktur, der led af alvorlige tilfælde af hvad en bygningsinspektør ville kalde K5-skader. Den strunke tagryg var sunket sammen og selve bygningen lignede en tegning af Salvador Dali.

Selv om jeg stormede ud med huset til den køligere og dampfri havestue, kunne jeg godt se, at nogen stor bygherre blev jeg nok ikke. Honningkagehuset var fortabt og det kom til at stå upåagtet hen i et hjørne, mens mine gudbørn og jeg lavede småkager. Lige indtil min veninde og børnenes mor fik øje på det og fik hele historien om husets kranke skæbne.

En times tid senere var småkagerne færdige, og vi sad i stuen og slappede af med varm kakao, da en yderst skarp stank bredte sig fra køkkenet.

”Guuuud”, lød det fra min veninde, der løb ud og slukkede ovnen.

I et forsøg på at redde mit projekt havde hun tænkt sig at forsigtigt tørre honningkagehusstykkerne i ovnen og havde derefter glemt alt om dem.

De var tørre. Faktisk var de så tørre, at de var kulsorte og aldeles uspiselige. Det er det eneste hus, jeg nogen sinde har hørt om, der er gået fra vandskade til brandskade til skraldespand på mindre end et døgn.

Men i år har jeg bestemt, at det skal blive bedre. Jeg fandt nemlig lige den her bog på Amazon, der hedder 100 honningkagehuset, og den indeholder simpelthen det mest bedårende ridderslot, der bare tigger om at blive lavet.

Jeg mener, hvad kan der ligesom gå galt?

Store julekagebagedag

Min mormor døde for mange år siden, men jeg kommer altid til at tænke sådan på og savne hende, når jeg laver småkager.

Hun bagte verdens bedste finskbrød, der nærmest smeltede inde i munden så snart de kom i kontakt med tungen og somme tider fik man lov til at hjælpe med at drysse dem med finthakkede mandler og sukker som hun havde hamstret hele året ved at tage den gratis pensionistbus fra Holstebro og hele vejen ned til Otto Duborg ved den tyske grænse.

Min mormor var hvad man vist godt kan kalde påholdende uden at være uretfærdig overfor hende. Det var vel delvist et produkt af krigen med dens rationeringer. Mormor var typen, der eksempelvis slukkede lyset inde i stuen, hvis hun gik på toilet for at spare på strømmen, gemte og glattede klare fryseposer, kørte efter det, når der var tilbud på smør i Føtex og fodrede sin puddel Pylle med madrester fra kantinen som hun tog med hjem fra arbejde i brugte kvartliters mælkekartoner.

Men der var ét punkt, hvor der faktisk sjældent var nogen smalle steder, og det gjaldt de kiks min bror og jeg holdt meget af at gå og spise som snack, når vi blev passet hos hende. Det var sådan nogen små fine hvidlige firkanter, der kom ud af en meget fin pakke med en plettet hund som jeg kunne stave mig frem til hed Bob. De smagte egentlig ikke af så meget, men de knasede så fint, når man bed i dem. Faktisk var de så gode, at jeg næste gang jeg var med min mor ude og handle plagede om vi ikke også kunne få nogen Bob kiks.

Nøj, hvor blev min mor sur.

Siden den dag havde Pylle sine hundekiks helt for sig selv. Jeg var, sammen med min bror, egentlig ret bitter på min mor over sådan at have ødelagt en for os glimrende ordning. Men så sagde hun ordet benmel og så kunne vi egentlig godt se hendes pointe.

Da min mormor blev ældre var det de berømte, ja tør man næsten sige mytiske Hillary Clinton-kager, der gjorde deres indtog. Hun fandt vistnok opskriften fra den daværende FLOTUS i et Søndags BT (som hun var en trofast læser af) og fortalte mig glædesstrålende, at småkagerne havde været intet mindre end en triumf.

”Ja,”, sagde hun.

”De var fantastiske, men der er ikke flere. For jeg har spist dem alle sammen.”

Og det var enden på Hillary Clinton-kagerne. Jeg kom aldrig til at smage dem, men de levede deres eget liv i vores familiemytologi som de småkager man så bare aldrig kommer til at smage.

Min far kan stadig grine af den historie og jeg tror faktisk aldrig jeg nogen sinde har fortalt ham, at jeg har bagt småkager uden han lige skal spørge om det var Hillary Clinton-kager?

Det er det aldrig.

Min mor bagte til gengæld fabelagtige vaniljekranse og pebernødder fra en bog, der er bundet ind i et stykke stribet stof, der er brændemærket af at engang have været for tæt på en kogeplade. I den står de bedste opskrifter sirligt skrevet ind med hendes pæne skrift og nogen gange har hun hjælpsomt skrevet: (God!) oven over en opskrift.

Jeg mobber hende lidt med det, for jeg tænker at man vel ikke ville skrive en opskrift ned i hånden med mindre den var god, men sandheden er at jeg elsker at bladre i den bog. Det er som at bladre igennem min barndoms middage, skovture og frokoster.

Her står den legendariske opskrift på kartoffelsalaten, hvis lige ikke findes, her er min oldefar Nofs opskrift på gammeldags vafler, her er opskriften på stegte marinerede sild (og minderne om den evige rivalisering om det var hende eller min bedstemor, der havde den bedste opskrift – og her må jeg selvfølgelig klart dømme til min mors fordel) og opskriften på kokuskugler (der skal serveres med små plasticpinde med et negerdamehoved på ellers er det ikke rigtigt) og ikke mindst den giftgrønne kagekone vi fik til min 8-års fødselsdag, der havde så meget frugtfarve i, at Anette H. prompte brækkede sig. På den grønne måde.

Det er ikke en af de opskrifter, der står (God!) ved.

Min mor er så stor en inspiration, at jeg som 14-årige startede min egen bog med opskrifter i, der på side ét åbner med en omhyggelig afskrevet afhandling udi kunsten at lave lasagne. Men det er en helt anden blog.

Pointen er, at jeg også har mine egne julekagebagetraditioner.

Traditionelt er der tre småkager, der skal laves til jul hos mig.

Først og fremmest er der de psykedeliske småkager som jeg laver sammen med mine gudbørn i sommerhuset.

Det er en helt almindelig uskadelig vaniljedej med æg, sukker, vaniljesukker, mel og bagepulver, ikke noget at skrive hjem om som sådan. De er småkagernes svar på Americas Next Top Model (ANTM). Det handler ikke om at der skal være dybde. Der skal være glimmer.

Jeg har 130 forskellige kageformer og forsøger at købe nye hvert år. Egern, elge, blæksprutter, mumier og Anubis (fra British Museums gavebod) julemænd, orme, heste, sommerfugle og hajer, dinosaurer, hjerter og ænder er blandt de gyldne hits, men hvert nyt år har sine favoritter.

Når småkagerne har fået deres otte minutter i ovnen bliver der stillet glasur og glimmer frem på bordet. Der skal som minimum helst være rød, lyserød, blå, lyseblå, gul, grøn, sort, brun, orange og lilla.

Pynten kan bestå af sølvkugler, kandiserede miniappelsinskriver, blåt sølvglimmer, delfinkonfetti, karamelkugler, lyserøde Barbiekugler, chokoladekaffebønner, krymmel i pastelfarver og krymmel i junglegrønne nuancer.

Vi går ikke efter katalog-look her. Det skal være high fashion, editorial og edgy, som Tyra plejer at sige i ANTM.

Mine gudbørn får de hvinende søde, overbelæssede kunstværker med hjem til at fordele mellem deres forhåbentligt ovenud taknemmelige bedsteforældre.

Normalt bager jeg også en slags amerikanske cookies. (Og nej, den amerikanske udenrigsminister har ikke haft det mindste at gøre med opskriften.)

Cookie-opskrifter er ret standard og nemme at finde på nettet. Mit personlige twist er at jeg altid bruger pecan-nødder og som chokolade bruger jeg konsekvent Marabous appelsinkrokant og jeg er (med undskyldning til mormor) mildest talt ikke påholdende med det. Hemmeligheden er at det skal være store gedigne stykker i stedet for skravlede krummer.

Men ak. I år er min jul flyttet til Sjælland og jeg kommer ikke i mit sommerhus og bager med gudbørnene.

Og i anledningen af den finansielle krise, nedskæringer og almen mangel på tid, har jeg i år skåret helt ind til benet og kun lavet én eneste opskrift.

Hårdt presset til at selektere blandt det bedste af det bedste, vender jeg altid tilbage til kongen over alle småkager, som er mine italiensk inspirerede små sprøde småkager med revet appelsinskræl og rosmarin. Det lyder måske som en mærkelig kombination, men det er en blanding, der for mig er smagen af jul, familie og mine egne traditioner.

Jeg faldt over opskriften engang jeg sad og bladrede planløst i en af mine mors kogebøger og jeg kunne med det samme bare smage oppe i hovedet hvor fantastisk det her ville være og gav mig straks til at lave dem.

Siden da har jeg ikke set mig tilbage på småkagefronten. Hillary eller ej.

Jeg ville bare ønske, at min mormor kunne smage dem.

Hvornår er et personligt spørgsmål egentlig personligt?

Nogen gange har man som journalist surrealistiske dage og i går var en af slagsen for mig.

Inden for få timer oplevede jeg: at interviewe Cher og Christina Aguilera, interviewe en hacker fra Anonymous, at tale svensk med en demonstrant foran retten i Horseferry Road og så ende hjemme i mit eget køkken og lave hjemmelavet rødkål.

Jeg tænker, at det holder ens sind meget fleksibelt at have den slags dage.

Interviewet med Cher og frk. Aguilera var i anledningen af den nye film Burlesque, der handler om en ung pige (gæt hvem af de to), der realiserer alle sine drømme og rejser til Los Angeles, hvor hun bliver burlesque-danser.

Burlesque er en slags fræk, drillende dans, der ikke er striptease, men måske ikke ligger milevidt fra at henvende sig til det samme publikumssegment.

Andre drømmer måske om at blive filmstjerner, advokater, hjertekirurger eller blive opdagelsesrejsende. Men okay, vi er alle forskellige.

Interviewene foregik på Claridges, der er et af Londons suverænt dyreste og mest hæderkronede hoteller. Jeg mener, hvor har man efterhånden en elevatorboy, der betjener knapperne for folk, der ikke selv kan finde ud af at trykke på 5 for femte sal? Det har man selvfølgelig på Claridges, hvor der også forefindes en lille sofa i elevatoren, hvis man nu skulle blive virkelig træt i benene af at stå der og vente uden overhovedet at kunne trykke på bare den mindste knap selv.

De her filminterviews foregår næsten altid efter samme model. Man bliver gennet ind i et hotelrum sammen med 5-6 andre journalister, hvor man oftest sidder omkring et rundt bord og venter på stjernen. Ventetiden er ofte proportional med stjernens status, men det er såmænd hyggeligt nok at småsludre lidt med kolleger fra Rusland, Ungarn, Norge o.s.v.

La Cher gjorde sin entré ikke særlig forsinket og opførte sig ubeklageligt og særdeles høfligt og interesseret i forhold til så mange andre. Og hun var egentlig ret ærlig omkring det faktum, at hun overhovedet ikke bryder sig om at blive gammel.

”Jeg hader det!”, sagde hun og erklærede at alt det der med at blive gammel og viis var en gang bullshit.

”Jeg har ikke lært noget nyt om mig som jeg ikke allerede vidste dengang jeg var 40”, erklærede hun uden at fortrække en mine.

Jeg skal ikke kunne sige om var fordi hun var så cool med sin mangel på selvudvikling, eller om det var på grund of Botox, men jeg hælder mod den sidste forklaring.

Så var det tid til Christina Aguilera, hvis personlige PR-person kom ind i lokalet lidt som de der motorcykelbetjente, der altid kører foran en officiel kortege lokalet og strengt mindede os om, at ”der må ikke stilles personlige spørgsmål!”

Det er jo et ret vidt begreb.

Er ”hvordan var det for dig at være med i filmen” et personligt spørgsmål?

Er ”hvad er dine videre karriereplaner” et personligt spørgsmål?

Man kan argumentere for at de fleste spørgsmål, der ikke lige befatter sig med relativt objektive emner som hvad er klokken (afhænger af hvor man er i verden), løber Zambezi-floden egentlig gennem Zambia (ja) eller har nogen set hvor jeg lagde mine nøgler (formentlig ikke) er personlige spørgsmål.

Hvorom alting er, så endte interviewet med alle mulige personlige ting, så som hvad hendes 2-årig søn skal have i julegave, (Det skal selvfølgelig ikke røbes på denne blog. Ville ikke drømme om at ødelægge julen i Casa Aguilera), at hun går igennem en ”fase af personlig udvikling” (læs: skilsmisse) og at hun betragter Cher som ”en naturkraft”.

Oven på alt det drama skyndte jeg mig ned foran Westminster Magistrates Court, hvor 100 demonstranter stod og råbte til dommeren at han skulle sætte Julian Assange på fri fod. Måske hørte han det, for han fik faktisk lov til at komme ud mod kaution.

Men svenskerne tog det lidt som ham der overlægen fra Riget og appellerede på den sure måde. Så nu må vi vente og se til torsdag, mens den svenske anklager finder et tag, hvorfra hun kan stå og råbe Jävla WikiLeaks.

En af demonstranterne fra Stop the War (vistnok mest den i Afghanistan for tiden) var en skotte, der havde tilbragt en del af sin ungdom i Sverige og han var så stolt af, at han kunne sige ”Jeg prater lite gran”, selv om jeg ikke er helt klar på hvorvidt han opfattede, at Danmark egentlig er et andet land end Sverige.

Fik også talt med en hacker fra gruppen Anonymous, der lovede, at der er mere ballade på vej fra gruppen.

Han sammenlignede blandt andet WikiLeaks-dokumenterne med de regnskaber, der blev offentliggjort, da det britiske parlament blev næsten ødelagt af bilagsskandalen, der viste at de fleste politikere havde stukket snabelen meget dybt ned i statskassen og fået betalt både oprensning af voldgrav og andehuse til flere tusinde kroner.

”Hvad var der sket, hvis de mennesker, der lod papirerne lække var blevet straffet?”

Værd at tænke over.

Det, der slog mig mest var, at bortset fra det sædvanlige venstreorienterede, USA-hadende slæng, der føler, at der nærmest er mødepligt de fleste protester over det meste, var der faktisk også bare helt almindelige mennesker, der bare var fortørnede over at ytringsfriheden bliver forsøgt knægtet på den måde.

Tilbage på matriklen var der ganske enkelt ikke andet at stille op med aftenen end at lave ribbenssteg og rødkål. Jeg skal til julesammeskudsfrokost i aften med resten af det danske korrespondentkorps i London og det er mit bidrag.

Jeg kommer fra et barndomshjem, hvor rødkål er noget, der kommer ud af et glas, hvor der gerne står noget med Herregårds- på etiketten og ikke et ondt ord om det. Når man har børn, gæster og 117 julegaver, der skal købes, ænder der skal steges og alt det andet, så er der bare nogen ting, der skal komme på glas.

Det er først som voksen at jeg opdagede at det er nemt at lave rødkål selv, og at det smager betydeligt bedre. Selv om jeg med skam må melde at jeg ikke tror jeg har konverteret resten af familien endnu.

Jeg sjusser mig frem, men i går tog jeg et rødkålshoved og snittede det fint. Smed det i wokken med en klat smør (juleaften ville jeg nok bruge andefedt, men det havde jeg ikke lige i huset) så smider jeg noget mørkt puddersukker ved og et par skefulde honning. Normalt bruger jeg akacie-honning, men jeg har tilfældigvis lige taget hul på et glas skotsk blomsterhonning jeg fik af en veninde, så det kom i med sin storslåede stærke honningsmag. Så justerede jeg med et ordentligt skvæt balsamico – og her ville det være spild at bruge den dyre. Min sidste lille finesse er et par skefulde orangeblomstervand. Det var et indfald jeg fik for et par år siden fordi jeg lige havde flasken fremme i forbindelse med noget bagning og det giver sådan en lille delikat undertone, der er en fjern slægtning af ideen om at bruge appelsiner med rødkål.

Wokken skal være på mellemsvag varme og så kan man ellers give sig kast med alt muligt andet, mens kålen står og passer sig selv.

Jeg fik lavet en ribbenssteg og jeg kunne ikke modstå at tage en skive rugbrød selv til aftensmad med den varme ribbenssteg og rødkål. Så sorry til mine kolleger i aften. Hvis der ikke er nok, så ved i hvorfor.

Jeg trængte til det oven på den surrealistiske dag. Men det betyder vel egentlig bare, at jeg har lært noget nyt om mig selv, og hvis man skal tro Cher skal jeg også skynde mig, hvis jeg skal nå at få den sidste lærdom med inden jeg fylder 40.

En himmerigsmundfuld til en engel

Jeg har fået en engel ind i mit liv. Hun kommer en gang om ugen og gør ting ved min lejlighed, så jeg kan have et liv, hvor jeg ikke synes jeg skal gøre rent hver gang jeg har fri.

Hun omorganiserer mit kaos til noget, der ser overskueligt ud, vasker gulv og frigør i det hele taget ufattelig meget energi, fordi jeg nu ikke længere skal bruge så meget mental energi på at tænke på, at jeg burde gøre rent, at planlægge at gøre rent, at mule over at jeg gør rent o.s.v.

Hun smider de 97 plasticposer jeg havde gemt under køkkenvasken ud fordi jeg aldrig får brug for dem, hun fortæller mig, at man virkelig ikke skal smide sin memory stick i baglommen og så smide sine jeans til vask og ryster kærligt på hovedet over at ét menneske kan rode lige så meget som de fem der bor hjemme hos hende.

Dealen er at hun får nogen timer for sig selv til at tulle rundt i lejligheden, mens jeg træner og så kommer jeg hjem og laver frokost til os inden jeg sender hende ud i verden igen og sidder stille og nyder duften af citronrengøringsmiddel.

I lørdags lavede jeg Steak Sandwich til hende. Ikke en vildt kompliceret ret, men helt klart værd at servere, så længe man gider gøre sig umage.

Det er briterne, der så vidt jeg ved, har opfundet The Steak Sandwich. Den er et fremragende koncept, der i bund og grund består af en stegt bøf lagt mellem brød. En slags burger men med en steak i stedet for hakkebøf.

Det er med vilje, at jeg ikke kalder det en bøfsandwich, for det er en ganske anden ting, som man vil vide, hvis man som jeg er opvokset i Vestjylland. Det er nemlig en god gammeldags hakkebøf, der har ligget i varm brun sovs henne på grillbaren i nogen timer inden den bliver smidt ind i en blød hvid bolle med ingen form for kerner eller frø sammen med ketchup, sennep, remoulade, bløde løg, agurkesalat og mere brun sovs. En klassiker efter et besøg i svømmehallen i 1970erne, og slet ikke det samme jeg havde i sinde her.

Nå, men tilbage til udgangspunktet, The Steak Sandwich. Briterne foretrækker den med en klat peberrodssauce og måske, hvis man er på en gastropub, en håndfuld ruccola stoppet ind i et giabattabrød sammen med bøffen.

Men jeg laver den selvfølgelig på min egen måde. En slags bastard, der er en blanding af det britiske koncept med min danske køkkentradition i form af ideen om en god gammeldags mellemmad med roastbeef.

Man tager en rigtig god Sirloin steak. Jeg hørte for nylig den fortryllende historie at navnet stammer fra engang den meget madglade kong Henry XIII fik et stykke loin (altså oksens lænd) på en kro i Preston og blev så begejstret, at han straks adlede det og dermed gav det navnet Sir Loin. Men ak. Lidt research kan ødelægge enhver god historie og desværre passer det ikke. Der var aldrig sådan en konge, selv om der måske burde have været og sir stammer fra det franske sur (under). Øv.

Men i hvert tilfælde. Sirloin af god kvalitet. Jeg foretrækker Angus. Det er en smagssag om man vil drysse salt og peber på før eller efter stegningen. Jeg gør det efter, men jeg gnider en smule olivenolie på, inden jeg smider bøffen på grillpanden, der er gloende varm. Den skal ikke have lang tid, bøffen. Den skal stadig være pink og saftig inden i, og når man tager den af, skal den have tid til at hvile lidt, så safterne kan trække sig tilbage ind i kødet. En bøf er nok til to sandwiches.

En god italiensk bolle til hver bliver bøffens sidste hvilested. Det kunne også være flute eller hvad der nu lige er for hånden. Hovedsagen er at brødet skal være af en god kvalitet, der kan matche bøffen. Det skal heller ikke være for blødt og eftergivende, men skal kunne holde en bøf og indhold på plads.

Indersiden af bollerne smører jeg med den geniale opfindelse, der er Cervera findelt piccalilly. Det er en slags remouladepure, der ikke er blandet op med mayo. Jeg skal helst altid have et glas af det i huset, ellers kan det godt føles lidt utrygt. Jeg køber min hos Søstrene Greene og har aldrig set det andre steder selv om jeg kigger ihærdigt hver gang jeg kommer i nærheden af butikker med krukker og glas .

En håndfuld salat på over- og undersiden af hver bolle sikrer, at der er lidt grøntsager tilstede. Jeg foretrækker personligt en blanding med lidt ruccola, fordi den pebrede smag passer fint til bøffen, men her er der plads til det personlige præg.

Nu er det tid til at skære bøffen i skiver og fordele den nogenlunde retfærdigt mellem de to boller. Så går jeg tilbage til det britiske og læsser en generøs portion Onion Marmalade fra The Truckle Company ovenpå. Den er mørkebrun og dyb i smagen og er den bedste løgmarmelade jeg nogen sinde har smagt.

Egentlig er det ment som en slags variation af de ristede løg hjemmefra, men jeg havde faktisk også en bøtte med lidt af den ægte vare stående, så denne her gang kom der et ekstra drys rigtige ristede løg oven på for lidt mere knas. Men det behøver man strengt taget ikke.

Til sidst klemmer man hele herligheden sammen, skærer den over midt på, så den er lettere at spise håndholdt og serverer med noget koldt at drikke. Englen drikker ikke øl, så hun fik en ingefærsodavand til sin himmerigsmundfuld.

Fantastiske Firenze

Tilbragte sidste weekend i underskønne Firenze og oplevede for første gang Italien ved vintertide. Det var lidt af en åbenbaring. Sidste gang jeg var i den gamle stad, der var renæssancens absolutte hovedby var der halvanden times kø bare for at komme ind i den ikoniske domkirke Santa Maria del Fiore, der knejser over byen med sin røde kuppel.

I den her weekend kunne man bare gå lige ind og tænde et lys for dem, der var engang og lade roen sænke sig, mens man filosoferede over Medici-slægten, der opfandt Europas bankvæsen og brugte pengene til at gøre Firenze til en af verdens smukkeste byer.

Der var luft og plads på Uffizi Galleriet til at se Leonardo da Vincis kunst og Botticellis berømte maleri af Venus, der stiger af havet på sin muslingeskal og beundre udsigten over Arno-floden, der også løb gennem byen i 1486, da Botticelli satte penselstrøgene til en af kunsthistoriens mest berømte malerier.

Man kunne gå i de snævre julepyntede gader uden at konstant støde ind i mennesker fra Houston, Hannover og Hundested. Det var 10 grader, lige knap og nap varmt nok til at man kan overbevise sig selv om at man ikke er blevet vanvittig fordi man har lyst til italiensk is, selv om Nordeuropa kæmper med snemasserne.

Vi vandrede op til Ponte Vecchio, den gamle bro, der nu er fuld af guldsmedeforretninger i gyldent lys. I gamle dage lå her slagterbutikker, der foretrak denne placering fordi det var let at smide affald i floden.

Midt på broen står et meget strengt skilt fra det italienske politi om at man ikke må sætte sin lås fast på broen. Det medfører bødestraf. Til gengæld har folk så sat hængelåse op så det er en lyst på et stakit ved floden. Det ser meget fascinerende og smukt ud og handler selvfølgelig om Amore.

Jeg spurgte en ekspedient i en butik, der mente at det vistnok havde grebet om sig efter en berømt film, hvor to elskende mødes ved Arnos bredder og lover hinanden evig troskab og kærlighed og låser deres kærlighed eller løfte fast på den måde. En anden teori hendes kollega havde, var at det var soldater, der havde hængt dem der for at komme tilbage og låse dem op sammen med deres ventende piger når værnepligten endelig var overstået. Som en slags moderne kyskhedsbælte per efterkrav.

Under alle omstændigheder handler det om kærlighed.

Jeg ved ikke helt om jeg synes om ideen at kærlighed kan låses fast til et jernstakit selv om det har en af verdens smukkeste udsigter.  Men jeg blev alligevel så optaget af ideen og symbolikken, at da jeg senere på weekenden fandt en halskæde med et vedhæng bestående af 12 nøgler af forskellig størrelse og udseende straks brød mit eget fortsæt om aldrig at købe smykker.

Det ville jo være forfærdelig trist at møde hængelåsen i sit liv og så stå der uden en nøgle, tænker jeg. 

Det var på ingen måde en weekend for asketer. Det passer ligesom ikke med Italien. Hvor skandinaverne er minimalister, hælder den italienske folkesjæl typisk mod maksimalisme.  Der er tider, hvor jeg tænker der er sket en eller anden kosmisk fejl siden jeg ikke er født i Italien, men så kommer jeg i tanker om Berlusconi og så er det såmænd nok som det skal være.

Men italienerne er folk, der sætter pris på kærlighed, familie og mad, og der var intet bedre sted at fejre mit imaginære sekundære statsborgerskab end på Mercato Centrale, Firenzes fødevaremarked, der er en slags mutation mellem en turistfælde og et rigtigt marked, hvor mad og råvarer bliver taget alvorligt. Her er platte butikker, der sælger trefarvet pasta formet som Sombreroer, Limoncello hældt på flasker formet som højhælede sko og vin i chiantiflasker af en størrelse, der ikke engang ville kunne slukke tørsten på en Barbie-dukke.

Men her er også bugnende rækker af parmaskinker, flere rigtige slagtere, der sælger kaninkød, vildsvin og hanekyllinger med hoved, hanekam og hele molevitten, boder, hvor raviolien bliver rullet frisk hver dag og ostehandlere, der fører fem forskellige slags Pecorinoer fordi en ost ikke bare er en ost. Den store specialitet her er trippo, komave og jeg kan lige så godt indrømme at lige på det punkt var jeg en kylling.

Her er delikatesser, der ville kunne få selv den største kynikers hjerte til at slå lidt hurtigere og jeg har personligt specialimporteret så meget, at jeg måske ville kunne leve uden at lide nogen sult eller nød i et par måneder uden at gå i supermarkedet efter noget som helst andet end banaliteter som mælk, brød og den slags.

Kom hjem med:

Silkeblød parmaskinke, der smelter på tungen, Pecorino-ost, små brødringe med fennelkerner, trøffelsalt, spaghetti med trøfler, store fede makaroni-stykker, tunfisk i gulddåser med en italiensk skipper uden på, en tube tunsauce til næste gang jeg skal lave Vitello Tonnato, hvid nougat, der er pakket ind i så smukt farvestrålende papir med fede basunengle, at de er lige til at hænge på juletræet, god olivenolie, olivenbladformede grønne pastastykker , 12 år gammel balsamico, saltede sicilianske kapers af god kvalitet, små chokolader med valnødder, et lille pan forte (hårdt julebrød fra Sienna), dobbeltkrøllede pastaskruer, tyndt skåret salami med fennelfrø, en lyseblå dåse med Virgine Amaretti i guldbogstaver uden på og amaretti-kager inden i, ost med trøfler, Vin Santo til næste gang jeg skal lave Tira Misu og en flaske fabelagtig vineddike lavet på hvidvin. Nåja og så de mest fantastiske biscotti købt hos en bager, der havde fået den geniale ide at fylde ikke bare hele mandler, men også revet appelsinskal i. Men der var kun fire og dem har jeg spist.

Man kan vel dårligt undre sig over at jeg var nødt til liiiige at købe en ekstra kuffert til det løse, mens det måske bliver sværere at forklare den turkise læderhåndtaske, den toscanske kogebog, der så fantastisk lækker ud og som ved nærmere eftersyn hjemme på det højloftede hotelværelse viste sig at være skrevet af en australsk kok (dog af italiensk afstamning og til mit forsvar med det meget autentisk klingende navn Grossi Florientino), en krimi, der foregår i Firenze, en notesbog med stift bind og Venus på forsiden og et bogmærke med samme motiv.

Hvis jeg ikke var halvt italiener i hjertet burde jeg vist være bare en smule beskæmmet over alle de indkøb. Heldigvis bliver de fleste smidt i kufferten igen og delt med familie og venner til jul og i det nye år.

Jeg har allerede aftalt med et par af tøserne at til januar skal vi gøre alvor af vores planer om at (gen)se Godfather I, II og III i ét stræk. Det kommer til at tage hele natten med og der vil blive serveret spaghetti med verdens bedste kødboller, rødvin og Tira Misu og måske endda Canoles for at hædre en af filmhistoriens største replikker:

”Don´t forget the canoles!”

En dag i korrespondentens liv

 Lad det være sagt med det samme. Jeg elsker mit arbejde. Knuselsker det. Og lad det også være sagt, at i dag ikke har været som dage er flest. Men den har heller ikke været så ekstrem at jeg ikke har prøvet noget lignende før.

Det er måske bare en slags beretning om hvad det nogen gange vil sige at være korrespondent. Nogen gange er det egentlig bare hårdt arbejde og ikke så meget glamour.

Men jeg ville ikke bytte det for noget som helst i hele verden.

En dag i korrespondentens liv

05.55 Vækkeuret ringer. Normalt plejer jeg at stå op for at dyrke yoga en time, men jeg er stadig træt efter i går aftes, da jeg sad og skrev en artikel færdig indtil halv et. Bagefter læste jeg videre i danske Lars Kroijers overraskende underholdende bog om hedgefunde til jeg faldt i søvn. Jeg skulle gerne nå at blive færdig med den i dag, inden jeg skal interviewe ham, så jeg dropper for en gangs skyld motionen i erkendelse af, at tid er en luksusvare i dag.

06.30 Oppe og i gang med at tjekke nyheder. Assange skal formentlig i retten i dag. Tidsforskellen til Danmark gør, at jeg allerede er en time bagud så snart jeg er stået op. På vej til stationen ringer jeg til redaktøren og aftaler, at jeg nok skal lave WikiLeaks-historie senere på dagen.

07.45 På vej i toget ind til The Royal Opera House, hvor der er pressemøde om Kulturolympiaden i forbindelse med OL læser jeg videre i Lars Kroijers bog. Jeg er fremme i god tid, så jeg når lige at få en kop kaffe og en hurtig morgenmad på en Pret a Manger. Pigen ved kassen glemmer min sandwich og det alene kan få mit tidsbudget til at vælte. Hun undskylder meget og tilbyder mig erstatningssandwich, men jeg har ikke tid til at blive og rede trådene ud.  

09.05 Ankommer fem minutter for sent til pressemøde. Stod ved den forkerte dør. Heldigvis er intet begyndt endnu, så når lige at snuppe et glas juice og sige hej til et par kolleger inden selve pressemødet går i gang.

10.20 Tjekker mails på iPhonen under pressemødet og finder ud af en planlagt reportagetur i morgen er aflyst p.g.a. vejret. SMS´er til fotografen. Sender SMS til min boksetræner. Er nødt til at aflyse session næste mandag p.g.a. møde og forsøger at rykke den til onsdag.

10.25 Forlader pressemøde til fods og når lige ind i en boghandel Foyles for at købe Gordon Browns nye bog, der udkommer i dag og som DR2 Udland gerne vil have jeg taler lidt om i aften. Ekspedienten siger, at jeg er den første, der køber den.

10.50 Ankommer til Starbucks i Mayfair, hvor jeg skal mødes med Lars Kroijer i god tid. Snupper en kop kaffe mere, læser om Julian Assange i The Guardian og læser mere af Lars Kroijers bog.

Webredaktøren har ringet to gange, udlandsredaktøren én gang, men forbindelsen i Starbucks er elendig. Jeg er nødt til at gå udenfor for at få et signal. Ringer tilbage til dem begge og aftaler at tage videre ind i retten for at følge Assange når jeg er færdig med interview.

11.45 Lars Kroijer ankommer præcist og er et fantastisk behageligt og venligt mennesker som det er en fornøjelse at interviewe. Vi tager på en indisk restaurant i nærheden og får både frokost (uventet bonus på en travl dag) og kaffe, inden jeg kaster mig i en taxi til retten.

13.15 Webben er nede på min iPhone, så jeg kan ikke tjekke det seneste nye eller den præcise adresse til retten, men ringer til min gode veninde hjemme i Danmark, der dobbelttjekker for mig på google mens jeg sidder i taxien.

13.20 Ankommer til Horseferry Road. Kæmper mig igennem kødrand af fotografer, går igennem security, får konfiskeret min diktafon (men ikke min mobil) som jeg skal udfylde formularer for og kommer derfor ikke tidsnok i køen til at få en af de usle syv pladser, der er blevet allokeret til pressen.

14.05 Retssagen mod Assange går i gang. En magtglad security mand sørger for at man ikke engang kan se ind af vinduet i døren til retslokale 1. Årsag: Sikkerheds- og sundhedsregler. Så latterligt som noget kan være. Står i gangen og udveksler oplysninger med andre journalister fra bl.a. Sverige og Australien. En kvinde, der tegner retsportrætter kommer ud af lokalet og bliver krydsforhørt om hvad der foregår akkurat som hvem der ellers kommer ud af lokalet, mens høringen foregår.

Ringer tre stemningsrapporter og informationer ind til nettet.

Min bror ringer. Den må vi tage senere.

DR2 Udland ringer. De vil hellere have Assange i stedet for Gordon Brown. Det passer mig fint.

15.20 Retten hævet. Assange fængslet. Jeg interviewer folk, der har været inde i retten for enhver information, der kan bruges til nettet og ringer dem ind med det samme.

16.20 Tager bussen til Charing Cross, forsøger at få fat i udlandsredaktøren for at aftale nærmere detaljer om dækningen. Han er der ikke. Lægger besked. TV2 News ringer. De vil gerne have mig på gratis. Jeg har ikke tid i dag. Forsøger at ringe tilbage til min bror. Nu har han ikke tid. Tager undergrunden hjem til kontoret. Læser mere Lars Kroijer-bog i toget inden jeg er tilbage.

16.25 Ringer til redaktøren aftaler længde og deadline. Min mor ringer. Den må vi tage senere.

16.30 Er nødt til at ringe til USA, aftalen har været længe på plads og kvinden er svær at træffe på et andet tidspunkt. Interviewer verdens trendforsker nummer 1 i forbindelse med anden artikel. Heldigvis fik jeg læst hendes afhandling i går aftes.

16.50 Går i gang med artikel om Assange. Dobbelttjekker oplysninger på nettet, gennemgår noter og skriver artikel.

17.45 Afleverer artikel. Får at vide, at WikiLeaks er med stort L.

17.55 Værten fra DR2 Udland ringer for at aftale de nærmere spørgsmål til aftenens indslag.

18.00 Kollega ringer om dagens Assange og for en gensidig brokkesession over almen travlhed. Vi taler kort, inden jeg må lægge på for at holde linjen fri til DR2.

18.20 DR2 Udland ringer. Der er tekniske problemer med lyden, så er nødt til at være igennem med både telefon og billede. Genopfrisker make-up.

18.30 på direkte i DR2.

19.00 Ser nyheder på BBC, spekulerer på hvad jeg skal have til aftensmad, har dårlig samvittighed over at jeg ikke har fået bladret i Gordon Browns bog eller haft tid til at læse The Times i dag. Mangler stadig 30 sider i Lars Kroijers bog og skal huske at følge op med kulturen om de vil have noget om den kulturelle olympiade.

Overvejer om jeg skal skrive diktafonoptagelser ud efter aftensmad. Skriver blog.

Keeping it simple

Jeg elsker at rejse. Selve tanken om aldrig at komme nogen steder fylder mig med rædsel, og når jeg hører om mennesker, der aldrig bevæger sig uden for kommunegrænsen, så skutter jeg mig og føler både forundring og en smule medlidenhed.

Jeg er sulten efter at udforske mere af verden og drømmer om alle de ting jeg ikke har set, prøvet eller smagt endnu. Og jeg nævner i flæng at drikke skoldhed, sød te fra en samovar, mens jeg stirrer ud på endeløse rækker af snedækkede birketræer langs den transsibiriske jernbane, at lave min egen Pad Thai på en kokkeskole i Thailand, at klappe en lama i Peru, at danse tango og spise store bøffer i Buenos Aires, at dyppe foden i Ganges ved solopgang og blive melankolsk ved Taj Mahal. For slet ikke at nævne alle de dejlige steder jeg slet ikke blev færdig med eller fik nok af.

Udlængsel er noget, der enten er i blodet eller ej og jeg har egentlig aldrig tænkt over, hvorfor det var en del af min genetiske kode på samme måde som blå øjne og det faktum, at jeg er venstrehåndet.

Men i sidste uge fik jeg en sygdom jeg egentlig aldrig lider af: Hjemlængsel.

Mere specifikt hjemlængsel efter London.

London, hvor folk ser forskellige ud og taler alle mulige sprog og spiser bagels, sushi og går i sarier og turbaner uden nogen løfter et øjenbryn.

Hvor hele verden findes til dem, der ikke altid har tid til at rejse.

Længsel efter bare at være hjemme, hvor jeg kan falde ind i mine daglige rutiner, for så vidt som man kan få rutiner i det her job, længsel efter mit eget køkken, min egen lille vakkelvorne sofa og udsigten til den aldeles overgroede have. Længsel efter den indiske dame henne i supermarkedet, der altid har lidt ondt i ryggen og som hviskende og særdeles velmenende fortæller mig, at jeg skulle hellere tage og købe mine mangoer et andet sted, hvor de er billigere og mere modne.

Jeg er hjemme og det er luksus efter et par uger på farten og nu vil jeg bare have det helt stille, roligt og simpelt. Kalenderen vil det anderledes, men jeg lader som om i dag.

Menuen står på havregrød og jeg laver den af Johnnie McCanns steelcut Irish oats som jeg faldt for, fordi det var sådan en smuk dåse (en anden af mine laster). Det adskiller sig fra almindelige havregryn ved ikke at være flået i småbidder eller tromlet helt fladt. Når man laver grød af det får den en mere solid konsistens med kerner i.

Jeg satte havren i blød i vand tidligt i morges og tog så til kickboxing. Da jeg kom hjem (en hel del senere og en hel del mere sulten end planlagt på grund af strejke i London Underground), varmede jeg det igennem med mælk og smed en håndfuld blandede rosiner og korender i.

Mens jeg alligevel stod der og rodede i køkkenet, satte jeg lige en knoldselleri i tern ind i ovnen sammen med et par Bramley-æbler, lidt rapsolie og kværnet peber ved 200 grader. Så tømte jeg grøntsagskassen for 3-4 små porrer, sauterede dem i en gryde. En halv time senere smed jeg møre æbler og selleri ned i gryden og tilsatte varmt vand og lidt kyllingefond. Hvis jeg havde haft en flaske cider ved hånden var den nok røget med. Så lod jeg det simre lidt og efter en halv times tid lod jeg stavblenderen gøre den ting stavblendere nu engang gør. Så havde jeg suppe til frokost og med et par italienske brødringe med fennelfrø var det et festmåltid. På den simple måde.

Den helt perfekte måde at fejre, at man er hjemme igen og slet ikke skal til udlandet i op til flere dage.

Sne og skønlitteratur

Man kan kalde det ferie, arbejdslejr eller refugium. Faktum er, at jeg har brugt den sidste uge sammen med en kær veninde i et sommerhus med udsigt til snevejr, min computerskærm og en brændeovn. Arbejdsro, Nescafe og en lille smule for mange saltlakridser har helt klart sin tid.

Jeg er i gang med et længerevarende projekt, og i den seneste uge er der flydt så mange ord igennem fingrene, at jeg har det som om jeg skal skrabe rundt på bunden af min sjæl for at finde de allersidste, der er tilovers.

I den situation er der kun én ting at gøre, og det er at fylde ord tilbage i hovedet og det gør man selvfølgelig med god litteratur. Jeg blev færdig med Pascal Merciers fremragende Nattog til Lissabon efter den har fulgt mig rundt i Londons Underground og med til Dublin i de seneste par uger.

Det er en smuk og gribende bog, der stiller vigtige filosofiske spørgsmål om hvad liv, kærlighed og tro betyder. Skal man redde et ondt menneske, hvis man kan? Er ét liv mere værd end mange og kan man overhovedet lave det regnestykke? Og så min personlige favorit af en uløseligt spørgsmål, der bliver stillet af det gådefulde geni Amadeu: Hvis Gud kan alt, kan han så skabe en sten, der er så tung, at han ikke kan løfte den?

Nu er jeg gået ombord i Natasha Walters Levende dukker, der netop er udkommet på dansk i starten af november. I bogen argumenterer den britiske feminist for, at piger og kvinder tilsyneladende, på trods af år med kvindefrigørelse og ligestillingskamp, er kastet lige lukt tilbage i et samfund, hvor det er udseendet og den ydre skønhed og vores appel som sex-objekter, der ofte definerer både kvinders selvforståelse og samfundet holdning til os.

Feminisme kan nemt blive en slags religion, der fornægter alle andre holdninger og jeg mener personligt, at det ikke er så sort og hvidt. Men Natasha Walter er nuanceret og stiller interessante spørgsmål som det er værd at tænke nærmere over. Behøver ALT pigelegetøj at være lyserødt? Er Barbie, der trods alt havde en Pilot Barbie og en Læge Barbie bedre end Bratz-dukker, der kun har tøj til at gå på natklub i.

Og skal vi uden videre acceptere den såkaldte biologiske determinisme, der siger, at nå ja, mænd og kvinder tænker jo forskelligt fra hinanden, når mange videnskabelige undersøgelser viser, at det faktisk ikke er tilfældet.

Skal vi i virkeligheden tilbage til Simone de Bevoir, der sagde, at kvinde, det er ikke noget man er født som, men noget man bliver, mens man bliver påvirket af samfundet, familien, kulturen.

Jeg har ikke endegyldigt bestemt hvor jeg selv lander henne i den diskussion, men jeg finder det interessant at vende spørgsmålene i hovedet. Måske er mænd ikke fra Mars og kvinder er ikke fra Venus. Vi er bare fra Jorden og vi må bare prøve at få det bedste ud af det.

Interessante som de to bøger har været, kan de alligevel ikke overgå denne måneds store læseoplevelse, der meget vel kan ende med at blive den bedste bog jeg har læst i år. Kristian Ditlev Jensens Opstigende skorpion har alt hvad man kan ønske sig fra en roman. Den er sprogligt suveræn, overlegen i sit plot og dertil så vedkommende, at den er svær at slippe. Selv når den sidste side er læst op.

I Nattog til Lissabon fortælles det om forfatteren Amadeu, at når han var færdig med at læse en bog, var der ikke flere bogstaver tilbage i den.

Sådan læste jeg Opstigende skorpion og nu savner jeg Wulfi, det sproglige geni, der har mentalt overskud til at argumentere for at astrologi er lige så virkeligt som alt muligt andet.

Måske er det bare fordi jeg er sådan en vandmand.

Et glimt af Joyce i Tom´s Diner

Det var sådan en slags aften efter deadline, hvor man aldrig rigtig ved hvad man skal gøre af sig selv i en halvfremmed by som man kender og allligevel nemt kunne fare vild i.
Artiklerne til næste dags avis var afleveret, og jeg var for træt til en formel middag og for vågen til at lægge mig til at sove. Så jeg tog min nuværende bog (Pascal Merciers Night Train to Lissabon) under armen og gik ud i Dublins regnvåde gader for at finde føde.
Jeg bor på Dame Street præcis overfor Central Bank of Ireland, hvor jeg i teorien kunne læne mig ud af vinduet og se EU-funktionærerne ankomme for at bese regnskaber og vurdere om Irland har brug for en gigantisk hjælpepakke til at redde landet ud af økonomisk ruin. Få  minutters gang derfra ligger det prægtige Trinity College med et af verdens mest bjergtagende biblioteker med smukt udskårne bogreoler fra gulv til loft.
Men den her aften gik jeg den anden vej. Det røde neonskilt fra Ricks Burgers (der laver Dublins bedste) glimtede i den regnvåde asfalt, da jeg drejede op af George Street og gik forbi den vanvittigt smukke Café Irlaindais, der ligner noget fra 1930ernes Paris med højt til loftet, svungne Art Deco-lamper, der udsender et gyldent lys over de få mennesker, der altid sidder ved disken og drikker kaffe på den melankolske måde.
Jeg gik om hjørnet og slog ned af Exchequer Street og kom forbi en lille åbenbaring i form af Fallon & Byrne, der ligner noget man kan finde i New York. I et stort lokale med rå mursten og højt til loftet er der kombineret deli, økologisk købmands- og grøntsagsbutik og cafe.
Det lykkedes mig at klemme mig ind lige inden lukketid klokken 21 og få bestilt den sidste portion Beuf Bourginon, der røg lige fra disken og hen i mikroen. Hvor den fik lov til at stå i et pænt stykke tid, før manden kom i tanker om den igen. Jeg satte mig på en barstol ved en disk, der vendte ud mod gaden. Ved siden af mig sad et kærestepar, der kun ænsede hinanden, og jeg kunne se min egen reflektion i ruden og samtidig se Dublin haste forbi ude på gaden med mørke paraplyer, mens deres økonomiske fremtid var ved at blive diskuteret i Bruxelles. Måske tænkte de på politik eller hvad de skulle have til aftensmad, om deres kæreste var sur eller hvornår det holdt op med at regne. Der var ingen, der så op. Nora Jones sang kælent på højttaleren om at rejse væk, og jeg sad der og var helt overbevist om, at manden havde glemt min aftensmad og følte mig som om jeg var med i et indtil nu uopdaget vers af Suzanne Vegas meget melankolske a capella sang fra Tom´s Diner. Jeg var kvinden med den halvfulde kaffekop, der ikke nåede at sige noget inden tjeneren var ved at kindkysse en højtelsket kunde. Jeg var kvinden, der ikke havde fået sin Beuf Bourginon.
Jeg rakte ud efter min bog, der handler om sproggeniet Gregorius, der med et slag forandrer sit liv fordi han tilfældigt møder en portugisisk kvinde i en rød jakke på en bro i Bern. Bøger er, finder jeg, et stort set ufejlbart middel mod pludselig opstået tristesse og ensomhed i fremmede byer. Litteratur som en slags værn mod alt ondt. Men jeg kunne ikke koncentrere mig.
Der var hele dramaet om hvad der foregik der i mikroovnen, kæresteparret, der var ved at tage vanter på og menneskene, der gik forbi på gaden, mens regnen blev mere og mere insisterende. Og så faldt mit blik på en lille ramme, der hang på væggen lige ved siden af hvor jeg sad. En tekst skrevet med svungen skrift og taget lige ud af den store irske forfatter James Joyces passende værk Dubliners. Der stod:
The girl brought him a plate of hot grocer´s peas, seasoned with pepper and vinegar a fork and his ginger beer. He ate his food greedily and found it so good that he made a note of the shop mentally. When he had eaten all the peas he sipped his ginger beer and sat for some time thinking of Corley´s adventure.
Jeg kunne smage de ærter lige pludselig. Hvordan deres sødme ville fylde i munden og blive punkteret af den sure vineddikesmag.
Og det var som om han lige havde blinket til mig, Joyce, og jeg huskede en smuk vindblæst dag, hvor jeg havde besøgt det fyrtårn han boede i uden for Dublin. En mand, der spiser ærter og bor i et fyrtårn.
Pludselig var det hele godt igen. Manden kom med min mad (uden ærter) og regnen stilnede en smule.
God litteratur kan virkelig fikse alt.

Kong Gulerod og noget om dårlige tomater

Fredag aften i Londons meget højtidelige Freemasons Hall i Covent Garden og 700 mennesker sidder som tryllebundne og gnasker i en gulerod fra en dansk bondemand, der hedder Ask. Den er saftig og helt perfekt som en gulerod skal være og ekstra spændende, fordi vi har fået den af ingen ringere end René Redzepi,  verdens bedste kok på verdens bedste restaurant, Noma.
René er i byen for at reklamere for bogen Noma Time and Place in Nordic Cusine, der netop er blevet udgivet på forlaget Phaidon og i mere end halvanden time viser han små filmvignetter om hvordan han henter sine råvarer i naturen, fortæller om vintagegulerødder (hvordan man får melede, overgemte gulerødder til at smage så englene synger)  og deler ud af sin madfilosfi.
Han er milevidt fra en krukket kok. Han fortæller roligt, men alligevel med stor begejstring om den åbenbaring det var at kaste sig over det nordiske køkken.
Jeg var her i samme lokaler tidligere på året, da Noma løb med San Pellegrino-prisen som verdens bedste restaurant og året før det, da Noma fik en 3. plads. Begge gange var en fantastisk oplevelse for en foodie som mig. Det er virkelig som en slags Oscar-uddeling for mad og det er stort at spotte den ene verdensberømte kok efter den anden og de madanmeldere man til dagligt læser. De er her alle sammen fra Rick Stein til Heston Blumental, Marcel Roux jnr. og Raymond Blanc for bare at nævne nogle af de kendte ansigter. Hvis jeg fik valget mellem at komme med til rigtig Oscar-fest i Hollywood eller San Pellegrino i London ville London vinde hver eneste gang. Ikke mindst fordi canapeerne formentlig er oceaner bedre end noget en kulhydratforskrækket californisk kok kan diske op med.
For nylig var René med i BBCs program Masterchef the Professionals, da de tre finalister blev sendt på Noma for at køre køkkenet i en dag. De havde allerede været praktik hos nogle af Storbritanniens fremmeste kokke og største køkkenprimadonnaer, så da René træder ind foran dem, kan man se frygten i deres øjne. Og så er han bare det sødeste, venligste og mest beroligende menneske man kan forestille sig. Så fuldstændig nede på jorden og rar, at man sad og blev fuldstændig stolt over den danske måde at gøre ting på. Sammenlign det lige med en opblæst Gordon Ramsay, der ikke kan sætte en gryde kartofler over uden at bande mindst fem gange.
Jeg sidder med Nomabogen foran mig nu, og det er nu suverænt den mest intimiderende kogebog i min omfattende samling (førstepladsen hidtil har været bogen fra den amerikanske restaurant The French Laundry). Billederne alene er smuk kunst, men jeg tror simpelthen ikke jeg nogensinde får lavet rødbedeflødeboller eller søpindsvin med hyldebær og hyben. Jeg må bare få booket et bord på Noma snart.
Ak, og tilbage ned på jorden i mit eget køkken.
Der var den slags tomater jeg virkelig, virkelig hader i min grøntsagskasse i den her uge. Store, vandede og intetsigende som en slags vegetablisk svar på elevatormusik. What to do? Jegl tog alligevel lidt inspiration med mig fra René og tænkte, at hvis han kan få overgemte gulerødder til at smage verdensklasse godt, er jeg nødt til at give tomaterne et forsøg i det mindste.
Så jeg skar dem i både og dryssede dem med havsalt og oregano og hældte god olivenolie over. Bagefter smed jeg dem i ovnen ved 50 grader og gik i seng.
Da jeg stod op næste dag havde jeg de skønneste små røde tomatbomber af smag.
Jeg serverede dem på bruchetta med tre slags fyld. Først gned jeg to stykker godt brød (jeg fik gæster til middag) med frisk hvidløg og dryppede med olivenolie. Så stegte jeg dem på grillpanden til de fik fine brune striber og blev sprøde uden at blive tørre.
Så rev jeg et par minimozzarellaer i små stykker og dryssede på. I den ene ende af brødet  fyldte jeg langtidsstegte gule peberfrugter (steg et par peberfrugter i grove tern med løg ved svag varme i halvanden time til de afgiver deres sødlige aroma perfekt) herefter de ovnbagte tomater og til sidst friske tomater skåret i tern med lidt rødløg og masser af revet basilikum, godt hjulpet på vej af olivenolie, salt og friskkværnet peber.Bruchettaerne kom til at udgøre forretten i et italiensk måltid.
Til hovedret fik vi de fede sicilianske pølser fra julemessen med hvidløg og soltørrede tomater. Jeg tog mig god tid til at stege dem nænsomt ved lavere varme, så de kunne opnå deres fulde potentiale. De blev serveret efter toscansk forbillede, med glinsende mørke linser som jeg havde dampet i  kyllingeboullion og hvidvin på en bund af stegte løg, et par porrer (fordi de var i grøntsagskassen) og noget bladselleri jeg havde liggende. Der var også nogle ovntomater til overs, så de røg ned til linserne, så nu er der slet ikke nogen forfærdelige tomater tilbage i mit køkken.

Oliver & Onassis

Var i teateret med tøserne i går aftes, og vi talte om hvor skamfuldt det egentlig er at bo i en af verdens teaterhovedstæder og så komme så sjældent afsted. Men der er jo kun et begrænset antal aftener i ens liv.
Aftenen begyndte på Jamie Olivers Italian i Covent Garden.
Jeg er sådan lidt ambivalent med Jamie O. (men når det er sagt, er ambivalent vist en slags default-setting jeg er født med). Jeg har fulgt ham siden han var en entusiastisk grønskolling på River Café i London til nu, hvor han er en verdensomspændende virksomhed. Der er dage, hvor jeg spekulerer på om man seriøst kan få en Oliver-overdosis, for manden er overalt. Med sine 30-minutters måltider, sin kamp for at redde dårligt spisende britiske skolebørn, overvægtige amerikanere eller i gang med at spise gule ærter med svenske skildervagter. Man kan simpelthen ikke tage et skridt i en bogbutik uden at ramle ind i en ny kogebog af Jamie Oliver. Og her er det selvfølgelig helt på sin plads at  indrømme at jeg har selv et par stykker på hylden. Men okay, han har formået at blive ved med at udvikle sig, han har en medrivende entusiasme og han er bare så goddamn nice, at man egentlig ikke kan være irriteret på ham. Da slet ikke når han i det mindste forsøger at få folk til at lave deres egen mad og bruge kvalitetsvarer.
Jeg fik forleden en interessant pressemeddelelse, hvor nogen havde fundet på at spørge briterne om hvem de henter inspiration fra når de finder på hvad de skal have af spise til middag. Jamie kom ind på en forrygende andenplads, kun overgået af familie og venner. Det er da gennemslagskraft om noget.
Restauranten leverede også varen på den Jamie-agtige måde. Dejlig afslappet og venlig service. Jeg fik en skælvende hvid buffalo-mozarella badet i frisk hjemmelavet pesto med masser af sød basilikum og salt parmesanost til at tage toppen af den værste sult. Den smeltede inde i munden. Til hovedrret fik jeg en slags funky version af fish & chips: Havtaskehaler i en tomat, chili og hvidløgssauce med sorte oliven og dertil posh chips, der viste sig at være fritter med en anelse trøffelolie og et drys af parmesanost. Jeg var mæt og tilfreds, men også en smule misundelig på en af mine ledsagere, der havde været så smart at vælge den stegte polenta, der viste sig at være små, sprøde og gyldne firkanter med en fantastisk afrundet smag inden i. Fik helt lyst til at lave polenta snart bare for at kunne bruge resterne til at lave noget lignende.
Der var ikke plads eller tid til dessert og faktisk måtte vi kaste os i en taxa for at nå forestillingen på Novello.
Så fra Jamie O. direkte til Jackie O., der spillede en ikke uvæsenlig rolle i stykket Onassis, der er baseret på bogen Nemesis af den britiske journalist Peter Evans.
Stykket, der er bygget op som en moderne græsk tragedie, bygger på den præmis, at det var den græske skibsreder, der fik Bobby Kennedy myrdet. Dels på grund af gammelt nag over en forretningsaftale, dels for at bane vejen for sit ægteskab med John F.s enke Jackie Kennedy.
Robert Lindsay er fænomenal i rollen som Onassis. Han ikke bare spiller ham, han er ham og gør det på en sådan måde, at man kommer derfra med en eller anden forklaring på hvor karismatisk og skæbnetung denne mand var og hvordan han kunne tryllebinde ikke bare Jackie, men før hende (og angiveligt også mens) Marie Callas og utallige andre. Jeg har egentlig aldrig forstået kvinder, der per se var tiltrukket af magt. Jeg mener, der er så mange andre ting man kan interessere sig for. Men efter jeg havde set stykket, kunne jeg pludselig godt se, at der er et eller andet umiskendeligt på en gang tiltrækkende og frastødende ved en mand, der kan forme verden mere eller mindre efter forgodtbefindende. Som alle tragedier er der selvfølgelig ingen happy ending, men da vi gik fra teateret i efterårsregnen var vi alle sammen enige om, at vi straks måtte hjem og læse mere om den fantastisk fascinerende Onassis, der på et tidspunkt i stykket siger: "Verden ved tre ting om mig: I am fucking Jackie, I am fucking Maria and I am fucking rich."

Julen er landet

Jeg er ikke altid meget for at indrømme det, men jeg er en sucker for jul. Elsker at bage julesmåkager, pynte op og drikke glögg og høre Last Christmas i en uendelig sløjfe. Elsker at finde de helt perfekte julegaver og have amibitioner om at sende håndlavede julekort til hele flokken.
Her i London er der to ting, der sparker julen i gang for mig hvert år: Country Living Magazines julemesse og Pret a Mangers julesandwich. To ting, der har det med at smelte sammen til en skøn begivenhed.
Julemessen foregår i Islington og er et tilløbsstykke af den anden verden. For kvinder fra hele landet er det en fast begivenhed i kalenderen, når messen slår dørene op for alt hvad der har med Contry Living og jul at gøre. Man ser ikke mange mænd her, og de, der er her, ser som en regel ganske groggy ud i den, overvældende larm fra tusindvis af handlende kvinder, der endevender duftlys, sæber, glitrende julepynt og håndlavet keramik. Her er kanel, gran, antikke lysestager, håndsyede puder, finurlige fuglehuse og alt det man køber når man gerne vil have den landlige stil uden at få mudder på de blomstrede gummistøvler og er så meget af en city chick, at man helst vil have en cafe, der ved hvad en latte er inden for gåafstand.
Læg dertil en ekstra hal med fødevarer, hvor man kan få gratis smagsprøver af Christmas Pudding, Stilton og chutneyer i en uendelighed. Det bliver ikke meget mere jul.
I år har jeg blandt andet forkøbt mig på: Vellagret Stilton (et must når nu sæsonen er over os). Jeg tænker at putte den i en salat med et par skarpe grønne æbler, pecannødder og en velvoksen sennepsvinagrette lavet på Colman´s Mustard for at holde det engelske tema. Gul chilisauce (fordi jeg faldt for smagsprøven), håndlavede sicilianske pølser med hvidløg og soltørrede tomater og en chutney lavet på blommer og balsamico. Chutney er en af mine store svagheder og i forvejen tæller den hjemlige beholdning en halvspist Shute Fruit Chutney fra Dorset, en tomatchutney, en tamarindchutney og en sød pære-vanillie chutney, der ikke engang er blevet åbnet endnu. Jeg skal nok få dem spist, men kan godt se der måske er bevis for et misbrugsproblem i forhold til ting, der kommer i krukker.
I den mere uspiselige afdeling har jeg købt: Et stort & af træ. Det stod bare der & ville med mig hjem. To turkise julehjerter, en lille hjerteformet skål af træ og en nøglering med min største litterære helt nogensinde: Kaptajn Haddock.
På vej hjem fik jeg sen frokost i Pret a Manger, der er en kæde, der blev startet af to kontorfolk i sin tid, fordi de var så frustrerede over det dårlige udvalg af sandwhiches de kunne nå at købe i frokostpausen. I dag er det en millionforretning med masser af filialer, der bl.a. har McDonald´s som aktionær.
Jeg elsker deres kaffe og jeg elsker det faktum, at alle sandwich bliver lavet samme dag og er helt friske. De, der ikke bliver solgt, bliver givet til hjemløse om aftenen. Det holder.
Min favoritsandwich over dem alle er den legendariske julesandwich, der melder sin ankomst i november hvert år og forsvinder igen med decembers udgang, så man kan længes i de resterende 10 måneder af året. Det er brød lagt sammen med kalkun, fars, tranebærsauce, mayonnaise, spinat og ristede løg. Lidt som en britisk julemiddag på brød og langt at foretrække frem for den virkelige vare, efter min mening. Der bliver lagt et lille gebyr på prisen og for det indsamlede beløb bespiser Pret herberger for hjemløse med en storslået julemiddag. Appetit med etik. Velbekomme.

Efterår i mit køkken

Det er blevet efterår i mit køkken og det fejrede jeg i lørdags med agerhøne i godt selskab.

Jeg lagde et sølvgrønt salvieblad på  hver af 4-5 bryster, dryssede med havsalt og friskkværnet peber og viklede dem om med papirtynd, salt parma-skinke. Så lagde jeg dem i et fad oven på fintskårne portobellinier (en mindre variation af portobello-champignonen) og satte dem i ovnen på midterste rille ved ca. 200 grader i vel cirka 30-40 minutter.

På den underste havde jeg fyldt et fad med butternut squash, lange, slanke banan-skalotteløg og en håndfuld kastanjer som jeg havde ridset krydser i. For en god ordens skyld rev jeg 5-6 salvieblade i stykker og dryssede dem tilfældigt over sammen med salt og peber.

Da grøntsagerne kom ud, lod jeg dem køle lidt ned og dekorerede den orangebrune herlighed med dybtrøde tørrede tranebær.

Agerhønebrysterne fik lov til at hvile sig lidt, mens jeg lavede sauce af lidt reduceret rødvin, en lillebitte smule fløde, portobellinierne og saften fra agerhønen og et skvæt god kyllingeboullon.

En kær ven kom til middag og der var ingen rester tilbage til næste dag.